For nogle dage siden gjorde indsenderen en lille landlig rejse til Frederiksborg og dens omegn for at besøge nogle gode venner. Ved denne lejlighed kom jeg til at forny gammelt bekendtskab med to dårlige kirke- eller sogneveje, nemlig den fra Slagslunde til Hanløse, og den fra Kirke Værløse til Farum. Jeg fandt til min store forundring at ingen af disse veje var i de 5 til 6 år siden jeg passerede dem bleven sat i stand, og at de begge især den sidste (fra Kirke Værløse til Farum) var så fuld af huller og slag at man endog ved højlys dag hvert øjeblik stod i fare for at vælte. Og dette var nu midt om sommeren. Hvor afskyelig, hvor næsten ufremkommelig må den ikke være ved den mørke vintertid. Men hvad kan da være årsagen til at en vej som præster på embedes vegne hver søndag må og skal passere, er af mangel på behørig reparation, ofte således at han ikke uden øjensynlig fare kan passere den? Skal den måske være et eksempel på den åndelige vej til livet der også afmales som besværlig og trang? men så vidt man ved er denne dog hverken skiden eller fuld af huller, hvorpå hin fatale kirkevej har så stor overflødighed. Eller skal nu da de blodige forfølgelser (den undtagen hvor opbragte forfattere snerte hverandre til blodet) for århundreder siden er ophørte, præsten være den eneste der må belave sig på at fortjene martyrkronen ved at brække sin hals på en afskyelig kirkevej. Sandelig at en mand der i en lang række af år har levet og virket for det gode; for sit embedes tarv og sin menigheds opbyggelse, en mand hvis navn står hæderligt blandt fædrelandets udmærkede taleres, og elskeligt og kært i alle Guds hjerter der kender ham; at oldingen Kampmann skal hver helligdag han besøger sit annex, være udsat for at vælte; at han skal bestige vognen med den ikke ubegrundede frygt som en lemlæstet krøbling måske igen at bringes tilbage, dette er dog virkelig så oprørende at det må vække rimelig uvilje og harme hos enhver der ikke er ganske ligegyldig ved andre menneskers, endsige ved venners skæbne. Hvem det for resten er som har med disse veje og deres istandsættelse at bestille, ved indsenderen ikke. Men at han anser det for en hel rigtig pligt for disse vedkommende snarest muligt at lade en så afskyelig og så længe forsømt vej blive forbedret; og at jeg tror det at være uforsvarligt om denne pligt længere opsættes. Dette erklærer jeg herved offentligt og skal om forlanges, nærmere vedstå og erklære det under mit navn.
(Politivennen No. 241, Løverdagen den 12te August 1820, side 3897-3899)
