Et Skipperønske.

På toldboden udenfor det gitterværk der går ind til den nye toldbod, ligger 2 store jernankere. Disse spærrer aldeles vejen for de skibsførere der om aftenen efter gitterporten er lukket, ville søge klokkestrengen for at give vagten eller nattevægteren til at indlades. - Porten lukkes i almindelighed kl. 8, men ofte kan de skippere eller kaptajner ikke blive færdige med deres forretninger til den tid, og når de nu ville søge klokkestrengen for at indlades, må de krybe over disse ankre hvorved de ofte støder sig og kommer til skade. Man ønsker derfor at disse ankere måtte blive bortflyttede til et andet sted hvor de ikke lå nogen i vejen.

(Politivennen nr. 274. Løverdagen den 31te Marts 1821, s. 4416-4417).

Lykønskning til Frakke-Krabaten.

Den person i den lange frakke der har forstået så behændigt at tilrane sig ikke alene alle mine hunduer, men siden endog mine høns, ønsker jeg ifald han har fortæret dem, at de må bekomme ham vel. Men dersom de alle endnu skulle være i live, bedes han jo før jo hellere at levere dem tilbage til deres sørgende mager eller også at afhente de andre med. Ved personlig samtale vil jeg betale ham lidt for umagen, dog på vilkår at han aldrig mere indlader sig i sådan handel, da han næppe slipper så godt derfra.

R: Winther
Gråbrødretorv nr. 105.

(Politivennen nr. 274. Løverdagen den 31te Marts 1821, s. 4414).

Ønsker angaaende Philosophgangen og Halmtorvet.

Det stykke af Filosofgangen fra Vesterport til den første bom, omtrent en snes skridt, befinder sig i fugtigt vejr i en så ufremkommelig tilstand at man ikke sjældent ser folk, især fruentimmer med sko på  når de kommer til dette sted at være nødsagede til at tilbagelægge den engang passerede vej af FIlosofgangen for fra Vartov af at kunne fortsætte deres tur ad Halmtovers fortov. Det var derfor ønskeligt om føromtalte terræn enten måtte blive brolagt eller tilbørligt opfyldt og få vandafløb så det kunne være passabelt i vådt vejr, såvel som den øvrige del af omtalte alle. Årsagen til den lange omvej man nødes at gøre, kunne vel også være lidt opmærksomhed værd, og er nemlig denne: Den del af Halmtorvet som grænser nærmest til Filosofgangen og som udgør omtrent torvets halve del, har i mands minde ikke været brolagt, og danner som en følge heraf i regnvejr et næsten overalt ufremkommeligt morads, i sandhed ikke det behageligste skue for den der er vant til at se det, men endnu mindre for fremmede rejsende der daglig passerer Vesterport. Mon man derfor ikke turde håbe snarest muligt at se den hidtil ubrolagt del af torvet såvel til zir for samme, som også til stor gavn, brolagt?

(Politivennen nr. 273. Løverdagen den 24de Marts 1821, s. 4399-4400).

Redacteurens Anmærkning.

Hullet blev istandsat ugen efter, ifølge en bekendtgørelse i Politivennen.

Et par særdeles skidne Steder.

Nu da der gøres så meget for gadernes renlighed i byen, synes det kun af mangel på opmærksomhed at to steder der netop på grund af den hyppige passagem længst holder sig snavsede efter indtruffen tøvejr eller regn, aldeles ikke eller yderst sjældent rengøres. Det ene er det stykke fortov rundt omkring hovedvagtens jernstakit på Kongens Nytorv hvor dagligdags flere tusinde mennesker vader i snavs og det andet er overgangen fra Holmens Bro til Børsen og kancellibygningen over slotspladsen. Ved enkelte slavers daglige arbejde ville begge eller i det mindste det første sted, uden byrde for det offentlige såre let kunne fejes når vedkommende ville værdige dette sin opmærksomhed.

(Politivennen nr. 273. Løverdagen den 24de Marts 1821, s. 4397).

Spørgsmaal ved Agent Bæhrends Jordefærd.

Søndag den 11. marts blev agent Bæhrends jordiske levninger bragt til den i almindelighed kaldte jødekirkegård udenfor Nørreport. Liget udbragtes på den i de senere tider blandt en del af de mosaiske trosbekendere brugelige måde i en med sørgegardiner behængt ligvogn og med ordentlig ligfølge. Dette sidste bestod for størstedelen af kristne, og deriblandt var kun 2 til 3 af den afdødes trosfæller. Tre personer og brødre hvoraf den ene havde været meget nært beslægtet med den afdøde fulgte efter liget, men ikke blandt det øvrige følge, eftersom de ikke var sortklædte. 

Da de kom ind på kirkegården og nærmede sig graven, blev de af en tilstedeværende betjent befalet at gå tilbage, uagtet der ikke var mange uvedkommende på kirkegården og de altså ikke stod i vejen. Den ene af disse 3 personer som var nærmest slægtning til den afdøde, udlod sig med at han årligt betalte 80 rigsbankdaler til kommunen og altså troede sig berettiget til at blive stående, hvilket også betjenten tillod. Men de andre to måtte gå tilbage. Straks derefter kom en mand af den mosaiske trosbekendelse som var med i ligfølget, hen til den person som var blevet stående og spurgte om han ikke ville kaste jord på sin slægtning, hvilken denne også straks gjorde. 

De to tilbageviste ønsker derfor at vise om den omtalte betjent har haft ordre til at bortvise nogen mosaist fra et sørgefølge fordi han efter en blandt nogle af samfundet nyligt indførte skik ikke er sortklædt?

(Politivennen nr. 272. Løverdagen den 17de Marts 1821, s. 4391-4392).