Anmodning til Vægteren i Adelgaden.

Vægteren som har sit råb mellem Helsingørsgade og Tværgaden ville man blive megen tak skyldig når han herefter søgte at standse den uskik som i så lang en tid er gået i svang om natten at ringe på porte eller gadedøre næsten hele timer, hvilket forstyrrer folks nattero og måske forværrer mange patienters smertefulde tilstand ved at vække ham af et længe ønsket blund. Denne ringning foregår især i gården nr. 230 og fandt sted natten til den 26 maj således at børn vågnende og havde nær fået et tilfælde af slag.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6290).

Flyve- og Flydesand i Kjøbenhavn.

Enhver retskaffen borger i almindelighed, søfarende og handlende i særdeleshed, bør yde den kongelige opmudringskommission sin varme og uskrømtede tak for den iver hvormed den i de senere år har sørget for opmudringens fremme i stadens havne og kanaler. Harmfuldt er det derfor at denne nyttige indretning til dels søges tilintetgjort.

Flere gange i dette blad har man anket over at gaderne ikke stænkes med vand på hede sommerdage som både ville gavne sundheden, forebygge stank og tillige forhindre den utålelige, åndsfortærende og klædeødelæggende støv på torve og brede gader, af hvilken en stor del flyver i rendestenene og ender til sidst i kanalerne. Det er ligeledes vitterligt at i en række af år har på Slotspladsen mod Nybrogade ligget et betydeligt kvantum sand temmelig nær bolværket. Men da sandet må antages at været anskaffet til slotsarbejdet, og stedet hvorpå det lå kunne anses som slottets gård, kunne vel herimod intet med stor føje indvendes. Nu derimod da det udvendige murarbejde ved slottet formentlig er færdigt, vil et sandoplag å slotspladsen under åben himmel næppe være nødvendigt, især da der på samme plads haves 2 lukkede sandkister. Mere påfaldende er det at i Nybrogade hvor der haves 3 sandkister, findes bolværkerne tidlig og sent belemrede med sandbunker, hvilket også finder sted ved Prinsensbro og et par steder på Christianshavn.

Det er håndgribeligt at sand oplagt ved bolværker og undertiden i højere bunker end selve bolværket, må når den er tør ved mindste vindpust flyve ud i kanalen og at sandbunker ved indtræffende regnskyl flyde i rendestenene og til sidst i kanalerne, hvorved disse tilgrundes. Da det er forbudt at feje sand fra husene i rendestenene, ville sådanne sandoplag næppe være tilladelige.

Ovenanførte er ikke fremsat af brødnid, da anmelderen hverken er sandgraver eller sandhandler og han bør således af iver for den gode sag med frimodighed anbefale denne genstand til høje vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6285-6287).

Contraspørgsmaal fra en Skrallemand.

Da 3 mænd her fra staden ved licitation har påtaget sig renovationsudførslen fra Dronningens Tværgade som til den ende er inddelt i 3 distrikter, nemlig et fra Kronprinsessegade til hjørnet af Borgergade, det andet fra Borgergade til Store Kongensgade og det tredje fra sidstnævnte gade til Bredgade og man af den i Politivennen indførte anke over en renovationskarl ikke kan læse sig til hvem af de tre karle som kører der, der fortjener irettesættelse, så beder man anmelderen om at opgive i hvilket af de nævnte distrikter den formentlige uorden foregår, da man dernæst vil søge at fjerne den

Skovbye

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6284).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6275-6276.

Garnisons Assistencekirkegaard.

Efter flere års forløb besøgte anmelderen forleden dag Garnisons Assistenskirkegård uden for Østerport. Det var ham vanskeligt at kende stedet igen, så meget havde alt forandret sig. Den uorden og urenlighed som her før fandt sted, finder man nu slet intet spor af. Alle gravene er godt opklappet, renset for ukrudt og en del prydet med blomster. Gangene hvoraf en nyligt er anlagt er belagt med grus, vel vedligeholdt og beplantet med træer. I det ene hjørne af kirkegården, ved alleen er anlagt en terrasse hvorfra man har den herligste udsigt, såvel over broen som ud over Sundet. Alt dette er et resultat af den nuværende graver, hr. Pløen, der skønt embedet kun yder få indkomster, dog ufortrødent stræber at virke. Det var at ønske at ejerne af nogle få gravsteder ville lade deres monumenter hvad enten disse er af sten eller træ, afpudse for at de ikke skal vansire de øvrige, og altså lægge hindringer for mandens bestræbelser. Ligesom kirkens foresatte ville anbringe en ny port for indgangen, da den der nu findes, aldeles ingen lighed har med en kirkegårds port.

Garnisonskirkegård ville få en betydelig udvidelse, hvis de fattiges kirkegård blev forlagt til en anden kant af Garnisonskirkegården og dens nuværende jordeplads tilligemed det stykke jord som ligger mellem alleen og kirkegården, indlemmet i samme. Ved den nuværende flittige gravers omhu ville den snart blive forskønnet, og komme til at måle sig med Assistenskirkegården uden for Nørreport. Vel pranger den ikke med mange kostbare monumenter og epitafer. Men naturen er her skønnere, luften renere og udsigten friere, så at man vel kunne vente at flere af sognets formuende ville vælge denne kirkegård til hvilested for deres familie og venner. Det hus som ligger for enden af omtalte jordlod kunne afgive en bekvem og passende bolig for graveren og hans familie, hvilke for opsynets skyld vist nok bør bo så nær kirkegården som muligt.

"Hvornår udløber den tid hvor der efter velgørende forordningsbydende ikke må begraves lig inden for staden volde? Det ville være sørgeligt interessant at se en fortegnelse over alle de lig der siden den forordnings udkomme er nedpakket på Garnisonskirkegård i København". (Tiden udløb 1851. Resterne af den indenbys kirkegård kan stadig ses foran Garnisonskirken. Eget foto, 2015)

Næsten dagligt begraves lig på Garnisonskirkegård i København. Hvor længe vil man vedblive at proppe og stuve dette indskrænkede rum med døde kroppe, hvis uddunstninger ikke tjener til at forbedre den med så mange andre fæle dunster stedse svangre stadslugt. Og hvornår udløber den tid hvor der efter velgørende forordningsbydende ikke må begraves lig inden for staden volde? Det ville være sørgeligt interessant at se en fortegnelse over alle de lig der siden den forordnings udkomme er nedpakket på Garnisonskirkegård i København. I det mindste ville den vække forundring over hvorledes de kunne få plads der.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6281-6284).

Redakteurens Anmærkning

Garnisonskirken havde allerede fra 1671 sin egen assistenskirkegård uden for voldene som lå hvor den stadig ligger på Østerbro, nu som Garnisonskirkegård. I starten blev den mest benyttet til fattige og pestramte 1711 til aflastning for kirkegårdene i fx Fiolstræde og Landemærket. Først omkring 1812 blev kirkegården spiselig for de finere, borgerlige. Det skete da Bärens (1761 – 5. juli 1813) blev begravet der efter eget ønske. Der er intet tilbage af denne fattigkirkegård.

Uvæsen ved Hr. Østrups Keglebane

Beboeren af huset og haven nr. 205 i store Kongensgade hr. Østrup ville vist nyde megen tak af sine gæster når han ville dæmpe den slemme uskik at når man har moret sig med at spille kegler 1 til 2 potter og vil gå, da man tror at have betalt hvad der er forlangt, man da ved udgangen af haven bliver af keglerejseren erindret om ikke at glemme ham.

Dette skete for indsenderen sidste pinsedag om eftermiddagen omtrent kl. 4. Jeg kom i haven i selskab med 3 andre. Efter at vi havde spillet en pot om bøssepenge som var 4 skilling for hver, og vi ville til at gå, blev vi af værten ganske sagte anmodet om ikke at glemme keglerejseren. Da vi siden har erfaret at hr. Østrup er en rig mand, og at det som han betaler i leje til grev Totts arvinger for denne store lejlighed, skal være såre ubetydelig, så formoder man at hr. Østrup vil søge at ophæve nævnte uskik, hvilket da ufortøvet vil falde bort. Når han ikke vil lønne sin keglerejser, så kan han jo give ham hvad man ellers må betale, nemlig 4 skilling for den første pot. Så er jo karlen ganske godt lønnet, og hr. Østrup kan give ham 3/4 dag for kosten.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6279-6280).