Til En og Anden.

Det er ret harmeligt at se at mange endog galant klædte folk, har den vane at stå og tale med hinanden undertiden næsten hele timer på fortovsfliserne, så at de forbigående uden hensyn til fortovsrettigheden, må vige fliserne og endogså ikke sjældent når fortovet er spærret af talende nødes til at gå over rendestenene. Hvorvidt denne skik er lovstridig eller ej, er ikke indsenderen bekendt. Men rimeligheden taler dog for at taleende eller stillestående ikke i det mindste burde spærre fliserne for andre. Men da det kunne træffe at sådanne stående var enten folk der mangler fornøden opdragelse til at have begreb om almenrimelighed eller børn der endnu af en større uvidenhed kunne fejle deri, så var det vist ikke af vejen at de ansvarlige foresatte og forældre erindrede sine undergivne om dette rimelige, måske endog pligtmæssige forhold.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6984-6985)

Anmodning til Vedkommende.

Det var ønskeligt at den eller de som bestemmer tiden når komedien skal være til ende, aldrig vil indlade sig på at fastsætte klokkeslættet på nær et kvarter, da det ikke alene for nyligt, men også mange gange før, er hændt at stykket har været til ende ½ kvarter ja endog ½ time før eller senere end den tid der er averteret på dørene i forsalen med kridt. Følgerne af denne ubestemthed er som oftest at honette damer enten må vente efter deres ledsagere indtil alle loger og døre i Skuespilhuset bliver lukket til for dem, eller også (for ikke at stå ene udenfor på gaden) er de nødsaget til at gå hjem i regnvejr uden paraply, eller på hjemvejen udsættes for påtrængende lapse og gadejægere. Dersom altså tiden når stykket skulle være til ende, bestandigt blev averteret i kvarter eller ½ time tidligere, end man kunne formode at det virkelig blev til ende, da ville vist før anførte meget ubehagelige tjenestetyende der skal afhente nogen, kunne bestilles tidligere. Og ligeledes kunne den der selv vil afhente sin familie, gå noget tidligere fra sit hjem, end aldeles forgæves gå en ofte lang vej.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6983-6984)

Kongens Nytorv omkring 1830 med Komediehuset helt bagest, til højre for rytterstatuen. (Københavns Bymuseum).

Bøn om en Spadserevei langs Søerne.

Skønt enhver der kan mindes hvorledes Farimagsvejen udenfor stadens porte før var beskafne, vist med taknemmelighed påskønner vedkommendes gavnlige opmærksomhed for disse vejes forbedring, beplantning med træer og anlæg af en fodsti, hvorpå man i vådt vejrlig kan gå temmelig tørt og altid sikkert for kørende og ridende, så har dog mange ytret det ønske at en anden vej for fodgængere mellem stadens broer måtte åbnes for stadens og broernes beboere. Ønsket er nemlig at man frit måtte passere over Dosseringen langs søerne. For foruden at denne vej frembyder alle de fordele som Farimagsvejen, er man også der fri for den megen støv som ridende og kørende i tørt vejr forårsager på Farimagsvejen og som falder fodgængerne meget besværlig. Indsenderen kan ikke indse nogen grund til at dette ønske ikke skulle blive opfyldt. For skulle det være for at skaffe forpagteren af søen fred, at man ikke uden nøgle til Dosseringen må passere fra Ladegårdsvejen og videre, da svares hertil at forpagteren af fiskeriet i Sankt Jørgens Sø gier langt mere i forpagtning med hensyn ti søens størrelse uden at nyde en sådan fred. Skulle det være for de tilgrænsende jorde og haver, da synes man at en forsvarlig grøft kunne lige såvel frede der som ved Sankt Jørgens Sø. Men skulle det være for at ingen skal beskadige renderne der leder vandet til staden, da er man af den mening at et forsvarligt, med dør forsynet stakit om hver kasse som gik fra den ene side til den anden ud i vandet, så langt på begge sider og så højt man fandt nødvendigt, ville frede langt bedre end det nuværende hegn der. For de som det nuværende hegn holde fra at gå der, kunne man gerne unde den behagelighed at spadsere der, og de der afstedkommer uorden og skade, ville vist sådanne hegn ikke udelukke. De overstiger langt større hegn end dette.

Det går her som ved Assistenskirkegården. De fredelige som ønsker om eftermiddagen i vintermånederne at se til deres afdødes grave, som om fomiddagen ikke har tid dertil og på grund af huslige eller andre forretninger afholdes derfra, da portene er låst så at skadefro og tyvagtige mennesker ikke skal skade og rane. Dog derfor kunne portene ligeså godt stå åbne til dagens ende. For de der vil afstedkomme skade, kunne vist nok også nå dens mål, de kan jo gå ind om formiddagen og udrette desto tryggere hvad de vil om eftermiddagen, og bryder sig kun lidt om at der er låst, da de overalt let kan finde en udgang.

Skønt ville det vist nok være om man ligesom fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen kunne passere fra den ene bro til den anden på en så behagelig fodsti. Men skulle dette ikke kunne ske til almen nytte og fornøjelse, var det ønskeligt om grunde herfor måtte opgives.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6977-6980)

Spørgsmaal paa de Fattiges Kirkegaard udenfor Østerport.

"Efter døden er vi alle lige", siger ordpsproget. Men sådant synes ikke at bekræftes når man betragter de fattiges kirkegård udenfor Østerport. Man ved at et lig efter anordningerne skal hvile uforstyrret i 20 år, og at ligene ikke må optages forinden denne tid er forløbet. Men da man på forskellige spadsereture har set at hele stykker brædder er opkastet af gravene, og at man undertiden har begyndt at grave på en linje af gravstederne uden at det af mangel på plads gjordes fornødent, så kan man ikke undlade at spørge:

1) Er den regel i henseende til gravfred i 20 år ikke gældende for dem der jordes på denne kirkegård?

2) Er der ansat nogen opsynslamd som bør påse ordens vedligeholdelse på nævnte kirkegård?

3) Holdes der nogen protokol hvoraf kan ses hvem der jordes og hvornår begravelse er sket?

Besvarelsen af disse spørgsmål ville glæde en menneskeven.

(Politivennen nr. 431. Løverdagen den 3die April 1824, s. 6975-6976)

Den grumme slemme Nabo.

Da en stakkels enke hvis husgårdsplads støder til selvsamme slemme persons byggeplads, altid lider megen vold og uretfærdighed af ham, så søger hun sin trøst i at gøre naboskabet opmærksom på den meget slemme nabo, da hun ingen formue har til at procedere med sådan en person. For nogen tid siden (uden at melde enken noget om det og uagtet hun modsatte sig hans fremfærd) nedskrev han hendes værn for hendes ejendom, nemlig plankeværket som vender til hans byggeplads, og som henstod næsten henimod 3 uger uden at blive sat op igen, så hun med hendes hus' beboere var uden beskyttelse for indbrud af tyve. Han brød det halve af gårdens brolægning op uden at sætte rækværk for, så at hun med huses beboere kunne risikere at styrte ned i hans flere alen nedgravede grund om aftenen i mørke. Og al den ulejlighed og ulempe måtte hun og beboerne lide fordi han ville omlægge en vandrende som slet ikke trængte til reparation da den ikke var i stykker. Hun krævede rimelig skadeserstatning for samme ulejlighed, som hun tror med rette ikke har nødig at tåle på sin ejendom da det ingen reparation var. Men han nægtede samme.

Man må her altså synge om dagen hvad vægteren synger om aftenen: Gud bevar os fra fjendens (det vil sige naboens) vold og knus.

Med hensyn til forestående må jeg spørge lovkyndige: er ejendomsretten ikke hellig mere, eller tør en nabo foretage sig med ens ejendom hvad han lyster?

(Politivennen nr. 431. Løverdagen den 3die April 1824, s. 6974-6975)

Historien melder ikke noget om hvor dette foregår. Men her er en anden byggeplads, Marmorpladsen 1833 ved Store Kongensgade, tegnet af Frederik Sødring.