Bøn til Commandantskabet.

Uagtet Christianshavns indbyggere i almindelighed svarer kongen og kommunen de samme skatter og øvrige afgifter som københavnere, nyder disse dog ikke i lige høj grad godt af de fordele og behageligheder der frembyder sig for disse. Således er det til eksempel ikke tilladt Christianshavnerne at spadsere på de volde der omgiver denne by, forinden de har erhvervet voldtegn. Københavnerne derimod kan promenere på voldene uden at genres af en sådan indskrænkning. Vel er det ikke christianshavnerne forment at benytte stadens volde, og den for den opvoksende børneslægt så behagelige promenade i Kongens Have, men ingen af delene konvenerer de familier der har små børn, da det på grund af den lange afstand, ville medføre alt for mange ulejligheder, og dertil være forbundet med for megen tidsspilde.

Man tillader sig derfor underdanig at anmode stadens retsindige kommandant om at hjælpe de stakkels christianshavnere til de samme bekvemmeligheder som københavnerne længe uden indskrænkning har haft.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9814-9815)

Ønske om en Veiforbedring mellem Sorgenfri og Frederiksdahl.

Til de veje der om sommeren befærdes stærkt, hører også vejen fra Sorgenfri til Frederiksdal. Det var derfor at ønske at nævnte vej måtte sættes i en sådan stand at man med nogenlunde sikkerhed kunne passere den. Det stykke fra Hummeltofte til Frederiksdal er især farligt at befare på grund af de mange små og store sten ved siden af hverandre der danner til dels farlige huller, ja man træffer endog sådanne sten i selve sporene, hvis man undgår at vælte når man på mørke aftner passerer dette vejstykke. Uagtet denne vej just ikke er en landevej, passeres den dog meget af københavnerne der om sommeren så gerne nyder den frie natur ved det yndige Frederiksdal, og man håber derfor at høje vedkommende ville drage omsorg for at få samme bragt i passabel tilstand.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9810)

Skinnet bedrager.

At dette ordsprog er sandt, blev anmelderen overbevist om for ikke så længe siden. Her traf han på en offentlig promenade et velklædt fruentimmer der befandt sig i en så stor forlegenhed, at ethvert menneske af dannelse vist ligesom han ville have anset det for pligt at hjælpe den bedre dannede og mere ømtfølende del af kønnet. Den ydre pragt og kostbarhed hendes dragt udviste, i forening med den mod andre, end netop en simpel tjenestepige, udviste ringe delikatesse bevægede anmelderen der med sine voksne døtre befandt sig på ovennævnte promenade, til at antage sig det efter hans mening fornemme fruentimmer. Han lod det ikke komme an på nogle dalere for at skaffe hende sammen med sine egne børn behagelig underholdning som et slags erstatning for den ubehagelighed den ovennævnte forlegenhed havde forvoldt hende.

At anmelderen imidlertid havde ladet sig blænde af skinnet, blev han til sin forundring siden efter overbevist om, idet han nemlig med vished erfarede at den formentlig ømtfølende dame som han så velvilligt havde optaget i sin familiekreds, var en simpel tjenestepige. De nærmere omstændigheder ved denne affære egner sig ikke til at offentliggøre, hvis årsag de herved forbigås. Kun bemærker han at den formodede dame tjener hos en af hans venner mod en halvårlig løn af 12 rigsbankdaler sedler. Og dog var hendes påklædning fra top til tå så smagfuld og kostbar at han selv i de højere cirkler, sjældent havde set en dragt der kunne sættes ved siden af, endsige overgå hendes. At denne dragt ikke var tilvejebragt for hendes løn, bliver da vel en højst naturlig følgeslutning. 

"Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand."(Tjenestepige klædt efter sin stand. Opvartningspige, Johannes Senn. Statens Museum for Kunst).

Det er uden for denne anmeldelses hensigt at udvikle hvor skadelig indvirkning en sådan yppighed i klædedragt har på de ringere stænders moral. Man vil heller ikke indlade sig på at fremsætte de mange overvejende grunde der taler for en ved et positivt lovbud hjemlet indskrænkning i så henseende. Hvad man derimod mener lettest og sikrest at kunne lede til målet er: At det blev enhver tjenestepige der klædte sig over sin stand, pålagt at bære en højrød sløjfe øverst på hattepullen, uden hvilket tegn hun ikke måtte vove at vise sig på nogen offentlig promenade, eller hvilket som helst andet sted under en klækkelig mulkt, hvoraf halvdelen kunne tilfalde angiveren, og den anden halvdel politikassen, eller i mangel af betaling vand og brøds straf. 

En sådan foranstaltning ville drage uberegneligt gode følger efter sig. Således ville man for eksempel med vished kunne vide med hvem man havde den fornøjelse af omgås. Tjenestepigerne ville rimeligt uden videre tvang afskaffe de kostbare og skuffende dragter de nu bærer og klæde sig efter deres stand. Husbonde og madmoder ville i stedet for et udpyntet, utro og ofte umoralsk tyende få anstændigt klædte tro og moralsk gode mennesker i deres tjeneste og de idelige vist nok vel grundede klager over de kvindelige tyender ville snart ikke høres mere. 

At der vel kunne findes kvindelige tyender der ville finde et sådant lovbud i høj grad uretfærdigt, tvivler anmelderen ikke på. For som bekendt har enhver nok så god foranstaltning altid modstandere. Men man skønner ikke at der med god grund kan indvendes noget i mod det, da de mandlige tyender, såsom kuske, tjenere osv. må finde sig i at bære lignende udmærkelsestegn, fx en tresse om hatten og andet lignende. Heller ikke skønnes det at en lille rød sløjfe oven på hattepullen skulle kunne være nogen mispryd, eller i mindste henseende have noget nedsættende i følge med sig da hensigten med tegnet jo blot var at tilkendegive at den der bar det var en kvindelig skabning der tjente for sit brød under prædikat af tjenestepige.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9803-9807)

Den nye Badeanstalt ved Langebro.

Den badeanstalt som i den senere tid er anlagt ved Langebro, hører vist nok til en af de mest almennyttige og højst velgørende indretninger for menneskets sundhed. Et væsentligt gode som vores hovedstad hidtil har savnet, og som publikum altid vil vide at takke administrationen for, da indretningen ikke alene er proper og smagfuld, men tillige i alle henseender nyttig og hensigtsmæssigt. Hvad der vil forbedre nævnte badeanstalt endnu mere, er de mindre badehuse som nu er henlagt på selve strømmen, hvoraf det ene allerede er færdigt. Med hensyn til såvel deres elegante og bekvemme indretning som især til beliggenheden er de langt mere fortrinlige end de gamle badehuse der ligger på strømmen. Det på grund af at strømmen skærer tværs gennem det nye hus som er lagt ved badeanstalten hvorved altså der altid er klart og rent vand. Derimod løber eller skærer strømmen langs igennem de gamle badehuse, hvilket har til følge at al urenhed løber fra det ene hus og ind idet andet, hvilket vist nok må være meget ubehageligt for de badegæster der nødes til at søge de midterste lukafer når de fra en af enderne er besatte.

Ejeren af disse gamle eller næsten på ny opbyggede badehuse vil derfor vist gøre sig publikum meget taknemmeligt hvis han snarest muligt foranstaltede nævnte hus som nu på ny er opbygget, måtte lægges i samme retning som det gamle. Ved denne forandring blev vundet at strømmen kom til at løbe tværs gennem huset og det blev forebygget at den ene badegæst ikke vaskede sig i den andens urenlighed. Også fra sædelighedens og velanstændighedens side betragtet håber man at høje ansvarlige søger at formå ejeren af nævnte badehuse til jo før jo hellere at gøre denne forandring, for derved at kunne befri de mange, såvel af mand- som især af kvindekønnet - der enten på en spadseretur eller af nødvendighed må passere Langebro - for et meget væmmeligt skue af de mange nøgne mennesker der når vejret tillader det, dagligt præsenterer sig samme steds, da disse, når huset blev vendt, kunne springe ud mod pælerækkerne.

(Politivennen nr. 495. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9800-9802)

Rysensteen Badeanstalt. Maleri formodentlig fra 1830'erne. I forgrunden badehusene og de separate afdelinger for mænd og kvinder. Se Redacteurens Anmærkning herunder. I baggrunden til højre Vor Frue Kirkes tårn og til venstre for det vist nok Sankt Petri kirkes tårn. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

I Statistisk-Topograpfisk Beskrivelse af Hoved-og Residensstaden Kjøbenhavn, 1839, står følgende: 

§ 24 Søbade-Anstalten

Vestlig for Langebro, er anlagt i Ryssensteens Bastion, paa Vejen til Tømmerpladsene, af en actieforening i Aaret 1824. Bygningen, med en liden Hauge, indeholder 13 Badeværelser med kolde og varme Bade, 6 for Herrer og 7 for Damer; Desuden Aftrædelsesværelser, et Restaurationsværelse, saavelsom Værelser for de Badegjæster, som i længere Tid benytte Badet. Man finder her alle de Beqvemmeligheder, hvorpaa Badegjæster kunne gjøre billig Fordring. Damernes Badeværelser og et Selskabsværelse er ganske adskilte fra Herrernes, som have egne Indgange. Spadseregangen under Volden og langs Stadsgraven, er forbeholdt Badegjæsterne. Paa Strandbredden, ved Badehuset, ere andre kolde Søbade anlagte paa Strømmen.

Rysensteens Bastion eksisterer ikke længere. Den lå i firkanten H. C. Andersens Boulevard-Christiansborggade-Vester Voldgade-Christians Brygge. Dengang lå badeanstalten syd for den daværende Langebro (i dag ville den have ligget nord for). Hvis man kigger på kortet fra 1815, er tømmerpladserne og Langebro tydeligt afmærket så lokaliseringen af søbadeanstalten skulle være nogenlunde præcis omkring Christiansborggade: Tømmerpladserne lå syd for Tivoli og Glyptoteket på Hovedbanegårdens og Politigårdens grunde.

 Om tidligere anstalter, se Redacteurens Anmærkning til indslaget "Om Badehuse".

Bemærk at datoen er forkert, det bør være den 25. juni 1825, således som det også rettes i nr. 496.

Anmældelse af en i Philosophgangen indtruffen Ulykke, og Forslag til Forebyggelse af flere Lignende.

Fredag den 10. dennes henimod aften på hvilken tid en del mennesker, især børn, samles i Filosofgangen for at glæde sig i den frie natur, indtraf den ulykke på det sted at et par heste løb løbske med en vogn, hvorved et pigebarn på henved 6 år blev kørt ihjel på stedet. Denne sørgelige tildragelse har ledt indsenderen heraf - som før ligeledes har været vidne til at løbske heste har passeret nævnte sted - på den tanke at fremkomme med et forslag til lignende ulykkers forebyggelse i fremtiden, og består af dette: At Filosofgangen måtte gives et forsvarligt rækværk, lig det som er anbragt langs med esplanaden ud til Esplanaden: fra bommen ved Vesperport til bommen ved Ny Kongensgade. Man vil måske kunne indvende at sådant ikke var nødvendigt fra hjørnet af Farvergade til sidstnævnte bom, da der på dette strøg findes en grøft. Men da denne ikke er bredere end end rendesten, og har flere overgange, er det indlysende at det er meget let overvindelig hindring for heste i forvildet tilstand. En bom måtte anbringes lige for Lavendelstræde, for opkørslen til møllen hvortil den den der posterede skildvagt kunne have nøgle, og måtte for resten rækværket have de fornødne indgange eller åbninger for fodgængere, men tillige slutte så tæt til de forskelige bomme at den tilsigtede nytte blev opnået. Da vedkommende autoriteter altid er villige til at fremme gavnlige indretninger for staden, så håber man at dette forslag også vil måde fortjent opmærksomhed.

(Politivennen nr. 495. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9798-9800)

Bemærk at datoen er forkert, det bør være den 25. juni 1825, således som det også rettes i nr. 496.