Til Bladets Læsere.

Med dette nummer sluttes den 10. årgang af bladet. Den lykke det har haft at vinde regeringsmænds og højere autoriteters opmærksomhed, skyldes alene den nytte det har stiftet, ligesom også det held at det har fundet en afsætning der om den end ikke er overmåde stor, dog er tilfredsstillende for mig, og det så meget mere som flere blade har søgt at rivalisere med det, af hvilke nogle ikke mere udkommer.

Jeg tror derfor at burde fortsætte bladet under samme form uden anden forandring end at de følgende nummer skønt fortløbende, nummereres med lavere sidetal, da jeg dels selv har erfaret, dels af flere er blevet gjort opmærksom på at sidetal der består af flere cifre, er forvildende for en stor del af læserne, optager ved citationer større plads og endelig forvolder sætteren mere arbejde end fornødent gøres.

Mange brave og ordenselskende medborgere har i det forsvundne årti beæret bladet med nyttige vink og læseværdige bidrag. Men tak herfor forener jeg med bøn om fremtidig understøttelse.

København den 30. december 1825
K. Kristensen.

(Politivennen nr. 522. Løverdagen den 31te December 1825, s. 10387-10388)

Ønske paa Assistence-Kirkegaarden.

Som bekendt er det forbundet med megen ulejlighed og tidsspilde når man vil indlades på denne kirkegård, og ikke mindre ubehageligt er det når man vil udlades af samme, for man må da gå i lang tid og vente på graveren der vel sagtens kommer når det er hans lejlighed, men som dog derved forvoldes ulejlighed  han kunne spare, hvis der på porten ved kirkegården blev anbragt in klokke på hvilken man kunne ringe, og blive indladt til hvilken som helst tid på dagen mod at betale fra 1 til 4 skilling efter familiens størrelse. Mange fattige ville vist i disse næringsløse tider anholde om denne post, og rimeligvis også have god fortjeneste. For almenheden ville det være en ubetydelig udgift som man da gerne udredede for ikke at lide et skår i den så dyrebare frihed.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10369-10370)

Du skal ikke slaa ihjel.

Man hører i den seneste tid desværre ofte at stilladserne ved bygningsarbejde falder ned og håndværkere slås ihjel eller lemlæstes. I Sværtegade faldt i disse dage, som det siges, 3 mennesker ned, og en forbigående lille dreng blev hårdt beskadiget. For kort tid siden faldt 2 mennesker på Nørregade ned med en del af stilladset. Årsagen er naturligvis at stilladserne ikke er forsvarlige. Man ved jo at mange sjældent tænker på at afværge en ulykke, for det er for sent, samt at de af skødesløshed, magelighed og forvovenhed ofte udsætter sig selv og andre for den største fare. For nødigt ville man tro at mestrene af skammelig sparsommelighed undlader at sørge for tilbørlige stærke materialer. Det er altså vist nok håndværkernes egen skyld når de kommer til skade. Men det offentlige kan dog ikke ladet det bero ved det. Indsenderen mener at ved tie og se på et onde som kunne forebygges, har man selv del deri. 

Det burde pålægges enhver håndværksmester selv at undersøge ethvert stillads før han tillod sine folk at arbejde på det. Og dersom da en fejl ved stilladset var skyld i nogen sådan ulykke, burde mesteren drages til ansvar og mulkteres på nogle hundrede daler. Betænker man at det gælder menneskers liv, ville disse forholdsregler ikke synes for strenge. For da det ikke kan være staten ligegyldigt om den har krøblinger til borgere og da den skylder sine borgere enhver mulig omsorg for deres liv og velfærd, så er denne sag vist nok ikke det offentlige uvedkommende. På en tid da der bygges så meget, fortjener dette forslag vist nok at tages i betragtning af rette vedkommende.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10367-10368)

Ubehagelig Natteconcert paa Ridebanen for den jødiske Ungdom.

Ejeren af den ridebane på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager. Ikke sjældent er de omkringboende i stormfulde nætter blevet vækket ved disse klokkers højst ubehagelige lyd der har meget til fælles med brandklokkernes rædsomme toner. Man forventer derfor at ejeren behageligst enten vil borttage nævnte klokker eller også drage omsorg for at give dem en behagelig og harmonisk stemning. Til slut må man bemærke at man ikke har let ved at forklare i hvilket øjemed de allerede nævnte klokker er anbragt, da det næppe kan være for at skræmme de fugle der så jævnligt besøger pladsen.

(Politivennen nr. 520. Løverdagen den 17de December 1825, s. 10355)

"Ridebanen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager." (Pilestræde med Møntergade i baggrunden. Der er ikke meget tilbage af bygningerne fra Politivennens tid. Eget foto, 2015)

Fornødent Gjenmæle i Anledning af det i Nr. 515 indrykkede Stykke: "Inhospitalitæt paa Castrup".

I Politivennen nr. 515 har en bådfører Sjøberg fra Malmø anket over at han med konsorter - "ialt 10 mand", da de på grund af storm?! måtte anløbe Kastrups Havn ikke hos den i Kastrup værende kromand kunne få de spisevarer han foregiver at have forlangt.

I denne anledning må undertegnede der er beskikket værge for den umyndiggjorte kromand Hans Rasmussen i Kastrup og som først nu er blevet underrettet om den sande sammenhæng, tillade sig følgende sandfærdige beretning.

Omtrent på den af hr. Sjøberg angivne tid, kl. 5 eftermiddag, kom 5 siger og skriver fem - og ikke som her foregives 10 - svensktalende personer ind i Kastrup Kro og forlangte varm mad. Kromandens kone til hvem denne begæring blev fremsat, gav dem til svar at de kunne få det forlangte hvis de ville vente mens samme blev tillavet, hvorefter de uden at gentage begæringen om maden, bad om en pægel brændevin og et par glas øl, begav sig efter at dette var fortæret, bort og indfandt sig ikke oftere.

Så umenneskeligt det ville have været hvis kromandens kone havde nægtet at give fremmede, trængende sømænd hvad huset formåede, lige så urigtig for ikke at sige uforskammet, synes det at være når disse forgiver at have fået til svar: "at de først kunne få maden om aftenen, når den blev bestilt om morgenen", og jeg må derfor herved erklære dette hr. Sjøbergs udsagn for hvad det er, en bevislig usandhed.

At fabrikken kromand der kun er berettiget til at beværte værkets folk, har nægtet de fremmede fødevarer, er højst urimeligt. For som der her fortælles, skal han havde en dom for sig der berettiger ham til en sådan nægtelse.

Besynderligt er det ellers at den foregivne begivenhed fortælles på en tid da der fra fabrikkens kromand er indgiven ansøgning om at måtte sælge fornødenheder til de til Kastrup ankommende skibsfolk, hvorved Kastrup privilegerede kromand absolut må tabe den største del af sine indkomster.

For at følge hr. Sjøbergs eksempel vil jeg slutte dette aftvungne genmæle med et ønske, det nemlig at hr. Sjøberg ikke vil træde sandheden for nær når han for fremtiden måtte få i sinde at optræde som forfatter i Danmark.

A. J. Nyegaard. Brændevinsbrænder.

(Politivennen nr. 519. Løverdagen den 10de December 1825, s. 10333-10335)