Lige så kært som det må være for enhver der begræder et elsket væsen på dette de dødes hvilested at kunne pryde sin elskedes gravhøj med blomster og andre forskønnelser; lige så herligt et syn som det er for enhver der træder ind på denne, af vores publikum så alment yndet, højtidelige, skønne plads, at se de nydelige pyntede gravhøje, og i ethvert lille mindesmærke at se et talende bevis på de efterladtes kærlighed for den afdøde - lige så sørgeligt for disse, lige så forhadt for dette må det være at se disse steder berøvet deres prydelser ved lumpne og med rette ord, pøbelagtige menneskers egennytte og skadefrohed.
En enke havde for kort tid siden prydet sin mands og sit nyligt afdøde barns gravhøj med to udvalgt-skønne blomster. Hun dvælede her gerne. Hun gjorde sig en glæde af at hegne om dette sted, og så til sin sorg nogle dage efter de skønne blomster bortranet. At hun uden tvivl ikke er den eneste, som dette er sket for, er rimeligt, og med hvilken lyst kan da de sørgende pynte disse steder når deres gode vilje skal lønnes så slet? Enhver rettænkende må vist anse denne anke for nødvendig, og da det uvæsen som for et par år siden endnu i en højere grad vanærede dette for enhver kristen, for ethvert menneske hellige sted straks kvaltes i fødselen, vil man håbe at dette vink heller ikke er givet til unytte, men at det vil vække de ansvarliges opmærksomhed og pådrage de skyldige den straf som en så nedværdigende og uvan opførsel fortjener.
(Politivennen nr. 565. Løverdagen den 28de October 1826, s. 709-710)
