Slem Kattejagt paa Christianshavn.

I nogen tid har der på Christianshavn været holdt slem jagt efter katte. I den senere tid har man hver morgen set nogle ligge flåede på gaderne, men endnu ikke så mange som den 11. februar da der i gaden ved Langebro lå 15, skriver femten stykker flåede katte som gadedrengene havde deres spas med, og lagde i rader udenfor brandkorpsets depothus. mange husejere på Christianshavn savner deres katte, og skal denne jagt vedvare, bliver der nok ikke en tilbage, så at utøjet vil få overhånd. Ønskeligt var det derfor om denne jagt kunne blive noget indskrænket, hvilket formentlig kunne ske dels når vægterne ville have strengt tilsyn med de personer der om aftenen silde driver omkring på gaderne, dels at vedkommende ville afholde sig fra at købe katteskind af enhver der sælger samme.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 101).

Et Par Ord om Udlændinge der vinde Borgerskabet her i Landet.

Herr Udgiver!

Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:

Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor. 

Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).

Svar paa det første Stykke i Politievennen Nr. 579.

At bomforpagterne er berettiget at holde bommen lukket når tid og omstændighed gør det fornødent, derom vil vist hverken forfatteren af oven nævnte stykke eller nogen anden betvivle, da den ellers ikke behøvedes. At holde belysning ved den, kan ikke påhvile forpagteren udover så vidt at de passerende kan se at tælle de befalede passagepenge. Og hvis nogen ved uforsigtig kørsel beskadiger bommen, så bliver han pligtig at erstatte skaden. Hvortil også manden for hvem dette skete den 25. i forrige måned på Amagerport bom erklærede sig beredvillig uden mindste modsigelse.

At jeg bestrider min post med den mest nøjagtige opmærksomhed som er muligt, kan bevidnes af agtbare mænd hvis førnævnte forfatter skulle ønske og æske det. Hvad benævnelsen "skillingsmand" angår, da må jeg lade den gode herre vide, hvis han ikke allerede ved det, at disse mænd allerede for mange år siden er afgået og at denne benævnelse rimeligvis ikke nu kan være anvendelig på nogen. 

Endelig må jeg rent ud sagt erklære at jeg ikke har forpagtet bomforpagtere, hvilket publikum let skulle falde på at mene, dersom jeg ikke offentligt modsagde den benævnelse som allerede nævnte forfatter har tillagt mig som "forpagterens forpagter". Jeg er kun ligefrem forpagter af Amagerports bomindtægter efter lovlig kontrakt.

I øvrigt var det at ønske at mænd i deres lovlige forretninger kunne være fri for vinkelskriveres chikanerende anmærkninger. Således tror jeg hver ærekær mands mening er, og således mener jeg.

C. P. Dethmer. 

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 84-85).

Ønske om lidt Belysning paa Amagerbro, og om lidt mere Opmærksomhed af Skillingsmanden.

Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det.

Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen.

I henhold til forestående faktiske omstændigheder tør man mene at vægteren på Amagerbro har en ordre der er ukendt for indsenderen, ifølge hvilken han kan undlade at tænde lygterne til sædvanlig tid. Den ordre ønsker man i så fald ændret og endvidere at nævnte forpagter er fritaget for at udhænge lygter når han lader bommen gå ned på en tid det er bælgmørkt på broen.

Med hensyn til dette sidste da synes det virkelig rimeligt at bommanden blev indskærpet at udhænge eller udsætte lygte hvis man endog ville skåne ham for den ubehagelighed selv at forlade kakkelovnskrogen i bomhuset. For således som sagerne forholder sig nu, er der stor fare på færde såvel for folk som fæ.

(Politivennen nr. 579. Løverdagen den 3die Februar 1827, s. 65-67).

Eckersbergs billede fra 1809 af Amagerport. I baggrunden bommen. Med Frelser Kirke og formentlig Lille Mølle bagest.

Vagthuset fra Eckersbergs billede findes såmænd stadig, selv om det blev flyttet da man udvidede vejen. (Flere billeder bl.a. fra flytningen findes her. Kik under Historier G-O, Om vagthuset ...) Bommen er for længst fjernet. I nederste højre hjørne kan man lige skimte Christianshavns Vold. Udsigten mod Frelserkirke er derimod spærret af etagebyggeri.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 580. 10. februar 1827, s. 84-85.

Advarsel til dem, der tage Billetter hos Logehøkere.

Indsenderen som ønskede at se "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" der opførtes søndag den 14. i denne måned, henvendte sig til Hyskenstræde nr. 145, hvor han for 1 rigsbankdaler fik en billet til Litr. Q i anden etage. Denne loge er højest indrettet til 13 personer. Men ved ankomsten fandt anmelderen allerede 14 af forskellige førlighed sammenstuvet i den. Og mens han forsøgte at få en plads, kom endnu den 17. til. Til alt held havde en bekendt lejet den tilstødende loge, hvori 2 af omhandlede loges uheldige lejere blev optaget. Ellers havde de aldeles intet fået at se for de udlagte penge. 

På grund af det har man ikke villet undlade at henlede almenhedens opmærksomhed på denne nu så gængse handel, idet man vil meddele dem det råd at forvisse sig om at der ikke udlejes flere pladser end logen kan rumme, da det i modsat fald er klart at man kaster sine penge bort for at fylde de pågældende logehøkeres lommer. Ligesom man også vil råde disse til ikke at se så meget på den øjeblikkelige profit som til at drage omsorg for at den kan være af sand varighed.

(Politivennen nr. 578. Løverdagen den 27de Januar 1827, s. 61-62)

P. Klæstrup: Høkerloge.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om Johan Ludvig Heibergs første vaudeville som blev opført første gang 28. november 1825 på Det Kongelige Teater. Den ene af teatrets direktører, K. L. Rahbek havde ellers modsat sig opførelsen af sådanne "godtkøbsløjer", men publikum var begejstret og strømmede til som aldrig før. Hele 15 gange blev stykket opført den første sæson. Heiberg selv skrev at succesen skyldtes at den indeholdt lokalkomedie, og at den 

"ikke blot behagede hoffet og de højere cirkler, men den blev sunget på gadehjørnerne og i kældrene og skaffede teaterkassen en indtægt, selv fra den klasse som aldrig eller sjældent besøger komedien, mens tillige en stor mængde dannede mennesker, som i mange år havde trukket sig tilbage fra teatret og dets interesse, forførtes ved dette stykke til at komme tilbage..."