Tre Uordener, som finde Sted ved og omkring Hovedvagten.

1.

Bag ved hovedvagten er på det lysegrå hjørnehus anbragt en trommelrende ud ad imod gaden hvorigennem alskens urenlighed fra køkkenvaskene føres ned i rendestenen. Denne har imidlertid ikke det fornødne afløb, hvolket foranlediger at det nedløbende fluidum bliver stående stille hvorved der især om sommeren opstår en pestilentialsk stand.

2.

På vagtens anden side mødes næsen af en ikke mindre ubehagelig stank som hidrører fra den væske der strømmer ud over gaden fra en derværende urinkrog. - Skulle det høre blandt umulighederne at afværge urinens laden i nævnte krog - noget anmelderen dog ikke kan skønne - da ville det dog vist nok være hensigtsmæssigt at lede samme udenfor det jerngitter der omgiver vagten, hvilket meget let kunne iværksættes.

3.

Jerngitteret er også i en højst mådelig forfatning hvorover der allerede før er ført anke gennem dette blad. 

Disse 3 uordener tillader man sig således at anbefale til høje vedkommendes godt forsorg, og man tør hvad de to sidste angår holde sig forvisset om at kommandantskabet ikke vil lade noget middel uudnyttet der kan tjene til at hæve det med så megen føje påankede.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 280-282).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 594, 19. maj 1827, s. 322 bekendtgjordes at jerngitteret nu var ved at blive repareret.

Ansøgning om en Mundkurv til den slemme Mand, der vræler med "Sand! Sand! Sa-hand!"

På en af de vogne der sælger sand i gaderne, findes en udråber hvis lungers kraft vist nok er en stor del af stadens indbyggere bekendt. Hans evige uafladelige råb: "Sand, sand, Sa-hand!" lyder langt borte som det frygtelige brandråb, og jo nærmere man kommer jo skarpere trænger tonerne ind i øret og truer med at sprænge trommehinden. Ser man  nu oven i købet kandidaten, da tror man at han har mavepine eller lignende. For han gebærder sig så frygteligt og gaber dertil så højt at hans mund ser ud som en lille spyttebakke. 

På vognen er ligeledes en dreng. Når denne blander sin spæde skrigende stemme med udråberens Stentorrøst, da opstår en sand helvedeskoncert der i de gader hvor sandet finder købere, uafladeligt fortsættes et helt kvarter ad gangen. Tænker man sig hvad gamle svage folk og syge til dagligt i halve timer og kvartervis må udstå af denne skrålhals, og overvejer man dernæst at hans afskyelige skrigen ikke lokker købere til vognen, men snarere holder dem i ærbødig afstand for at spare ørerne for pinen, så kan man vist nok ikke andet end ønske at det må pålægges krabaten at moderere sit råb.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272).

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om gulvsand, fint, lyst sand, der på Politivennens tid brugtes til at strø på gulvet. Brugen af det må have været ret udbredt og mængden af det enormt, for i en artikel i Politivennen fra 5. april 1823 klager en skribent over at loftet ganske enkelt brasede sammen under vægten af det og var ved at slå ham ihjel.

Artikel blev fulgt op i Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331.

Et eksempel på en annonce for sand kunne læses i Adresseavisen den 22. oktober 1822...."

Hvo, som ønsker sig god, hvid Gulvsand, frit tilkjørt, i store Læs, mod Erlæggelse af 4 Rbd. pr. Læs, ville behageligst aflægge en Seddel, med Husets Nr., i Adelgaden Nr. 211, første Sal. Tillige bemærkes for Udsælgende, at blot ved at holde Priis med de omkjørende Vogne, haves en Fordeel af 1 Rbd. pr. Læs.

En vederstyggelig losseplads.

På den grund i Fiolstræde som indesluttes af den røde mur høre hånd fra Store Kannikestræde omtrent skrås overfor stiftsprovstens bolig (gerne havde indsenderen betegnet den nøjere, men såvel nummer som gadenavn mangler på muren) findes en vist nok inden stadens volde mageløs samling af urenligheder af alle slags. Efter det udvortes at dømme består den af slamkiste- og gadeskarn, råddent og rådnende halm, hestegødning etc. etc. hvilket afgiver en for sundheden skadelig og væmmelig stank som man allerede, især i middagsstunden, fornemmer. Og den vil vel blive endnu værre når varmen rigtig indfinder sig. Behageligt for synet er denne mødding just heller ikke da gårdspladsen af mangel på afløb ved mådelig regn og længe derefter ligner et væmmeligt gadekær. Før 1807 var stedet som bekendt en professorbolig, og indsenderen formoder derfor at grunden endnu tilhører Københavns Universitet. Er denne stiftelse så trængende at den uomgængeligt behøver den helt ubetydelige leje som deraf indkommer, så er højskolens bestyrere vist nok så oplyste og menneskelige at de vil sørge for at befri deres medborgere fra denne ækle losseplads, og enten bortleje grunden til et renligere brug eller i det mindste sørge for at den ikke alene rengøres nu, men endog for fremtiden pålægger lejeren at gøre et lovligere brug deraf. Fejler indsenderen og grunden tilhører en anden privat mand, da vil han anbefale denne kloak til vort årvågne sundhedspoliti som sikkert vil vide at se denne dagligt forøgede losseplads' indhold bortkørt inden sommeren indfinder sig.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 269-271).

Et billigt Ønske.

En mand der hver dag må passere vejen forbi det nye, opbyggede sted på hjørnet af Grønnegade og Gothersgade nr. 344 der er en prydelse for disse gader, især i sammenligning med den bindingsværksbygning som før stod samme sted, tror at have bemærket en mangel hvis afhjælpning ville være til megen nytte for alle fodgængere. Brolægningen er nemlig højst bueformig og rendestenen dyb. Om aftenen i mørke kan man let træde i samme ved at følge det korte rendestensbræt og derved få et farligt fald. Når nævnte korte rendestensbræt forlængedes, og gaden fik en række flisesten ligesom fortovet, da ville dette sikre mageligere passagen. Til eksempel kunne man jo tage Østergade da Gothersgade lige såvel er en hovedgade som den anden.

Skulle det offentlige ikke finde sig beføjet til at foretage denne forbedring, da håber man af det patriotiske sindelag der besjæler ejeren af denne herlige bygning at han selv vil sætte dette forslag i værk, og man tvivler heller ikke at han jo vil få den nødvendige tilladelse og høste mange medborgeres uskrømtede tak.

(Politivennen nr. 591. Løverdagen den 28de April 1827, s. 257-258).

Bøn til den reformerte Kirkes Værger.

Da udsigten til volden er betaget en stor del af Gothersgades beboere på grund af 2 store træer der står ved indkørselsporten til den reformerte kirke fordi disses grene hænger så langt ud over og ned mod gaden at de endog ulejliger dem der passerer samme til hest og til vogns, så tør man forvente at disse træer vil blive kappet, ligesom de træer i Kongens Have der vender ud mod Gothersgade, for hvilken foranstaltnings iværksættelse de herrer værger ville høste megen tak af en stor del af sidstnævnte gades beboere.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 246).

Redacteurens Anmærkning.

Der skulle gå lang tid med gentagne opfordringer, og først i Politivennen nr. 908, 25. maj 1833, side 373 bekendtgjordes at træerne nu var blevet beskåret. Men gitterværket trængte stadig til opmaling.