En slem Uskik.

Man har i nogen tid bemærket den uskik i Kronprinsessegade at tjenestekarle har ophængt gulvtæpper på jerngitteret om Kongens Have, for der at banke dem. Hvor usømmeligt sådant er og hvilken ulempe det medfører, behøves vel næppe tydeligt at anføres. Ved at fremsætte anken herover, nærer man det håb at gadens beboere der næsten alle anses for galante folk, ville pålægge deres tjenestefolk at foretage sådan rensning i deres gårde eller på et andet mere passende sted. -

Samme uskik fandt også sted onsdag den 30. maj ved det lave rækværk der omgiver hovedindgangen til Frue Kirke på Nørregade.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 351-352).

Vink til forhenværende Skrædder Holmbo.

Hr. Holmbo gøres opmærksom på at når han lader sit tag til gaden rense eller istandsættes, så forpligtes han efter anordningerne til ved begge ender af det af hans huse som er under reparation, at sætte lægter eller lignende, så de forbipasserende kan varsles. At Holmbo enten må være uvidende om sådan forpligtelse, eller i det mindste anse sig fritaget for at efterkomme samme, bevises af følgende faktum.

Den 29. maj i år om morgenen klokken halv seks så indsenderen at en murersvend kom ud gennem et kvistvindue på Holmbos hus nr. 228 i Antonistræde. I hånden havde han en stang som han gav sig til at rense taget med for løse kalkstykker og anden urenlighed. Ved huset var ikke anbragt en, endsige to afvisere eller mærker.

Naboens nr. brændevinshandler Wagners tjenestepige som just kom gående med en kurv fuld af hvedebrød, fik den første ladning oven på brødet. Indsenderen som bor overfor, råbte derfor over til svenden at der ingen afviser var sat ved huset, hvortil denne svarede "at alt hvad han rev ned fra taget, faldt i tagrenden". Da man imidlertid berettede ham om tilfældet med hr. Wagners pige, pikkede han med stangen 3 til 4 forskellige gange på taget for at få Holmbo - som befandt sig på loftet - i tale. Men da ingen Holmbo indfandt sig, fortsatte han uden videre med det arbejde han var blevet pålagt. Og nu først regnede en betydelig del kalkstumper mm ned. Dels i tagrenden, dels fra dennes rand ned på gaden. 

Hele forretningen stod på i omtrent 10 minutter og indtraf heldigvis herved ingen videre ulempe, fordi kun få folk befandt sig så tidligt på gaden. Men det besynderligste var at efter at svenden var blevet helt færdig med rensningen, blev en lille stok af omtrent 1½ alens længde sat fra huset ud mod de brede fortovssten. For hvilken man imidlertid havde så lille ærbødighed at den første forbigående med forsæt rørte den med foden så den faldt om. Denne mangel på agtelse må sandsynligvis have grundet sig i at det ikke kunne falde ham ind at en sådan pind stod der ex officio.

I de tilfælde der skulle være bestemt nogen mulkt for forsømmelse af ovennævnte pligt, da skal det inderligt fornøje indsenderen at erfare at en sådan mulkt er blevet pålagt Holmbo. Og til bevis for at denne mener det redeligt, så tilbyder han skønt han ikke er 1/10 så rig som Holmbo, at lægge 1/4 af en sum lige med den som bliver pålagt husejeren, forudsat mulkten ikke overstiger 10 rigsbankdaler sølv. Ligesom han også i ethvert tilfælde samtykker i at udgiveren af Politivennen, S. T. hr. major K. Kristensen oplyser Holmbo om hvem indsenderen er, ifald han skulle spørge om det.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 345-348).

Redacteurens Anmærkning

Antonistræde 228 blev i 1859 til Antonistræde 12 og i 1901 til Antonigade 12. Hverken huset eller adressen eksisterer længere.

Erindringer i Anledning af Natterenovationen.

Morgenstund har guld i mund, siger et godt gammelt ordsprog. Men vi arme københavnere må bekende at den tillige har sk... i munden. Indsenderen - en ægte morgenmand - ville med mange flere være de ansvarlige særdeles meget taknemmelige hvis det kunne indrettes således at de såkaldte natrenovationsvogne ikke blev gjort til dag- eller morgenvogne, hvorved de som har sans for sommermorgenernes skønhed, så meget hindres i fra et åbent vindue eller ved en spadseretur på gaden at nyde den opgående sols oplivende stråler og morgenluftens blide indvirkning. Indsenderen blev allerede for nogle dage siden forulejliget af stanken fra et tvillingebroderskab af disse nødvendige nattevandrere. Opfyldte med deres giftuddunstende indhold stod de uden for et hus færdige til at kunne kortkøres. Men forblev dog i ro i næsten et kvarter, mens kuskene fik en - vist nok højst nødvendig - morgensnaps hos en spækhøker. Dog solen var endnu ikke oppe, skønt det allerede var ganske lyst. Han fandt sig altså i rimelighed, lukkede sit vindue og satte sig hen for at begynde sit sædvanlige dagsværk. 

"Han fandt sig altså i rimelighed, lukkede sit vindue og satte sig hen for at begynde sit sædvanlige dagsværk." (Ikke udsigten fra skribentens vindue, men fra Martinus Rørbye: Udsigt fra kunstnerens vindue, ca. 1825. Statens Museum for Kunst.)

Men i dag (den 25. maj) stod solen allerede højt på himlen, dens stråler påmindede enhver natmand om at hans forretning burde være til ende. Ikke desto mindre stod atter to af førnævnte staldbrødre på gaden, og kuskene var endnu i fuldt arbejde med at læsse, hvorved en spækhøker som kom fra bageren med en kurv fuld af brød, på et hængende hår nær havde fået en ladning ovenpå samme. Et sådant forhold er dog ubestridt uforsvarligt. 
Natten må være så kort som den være vil, så er den dog i sandhed lang nok for at forretninger af omskrevne slags kunne fuldføres fra kl. 11 til halv tre. Fra 11? sådan spørger sikkert harmfuldt enhver aftenelsker og selskabsbroder. Ja sådan spørger vel endog en stor mængde af disse klasser og stænder for hvilke vi dybt bukker os. Henregner du, enfoldige indsider kl. 11 om natten og kl. 3 til morgenstunden? Ved du da ikke at vi ikke kender nogen nat før kl. 11 og ingen dag før kl. 9 til 10. I dybeste underdanighed svares: Ingen som vender op og ned på naturens orden, har her det mindste at sige. Han være hvem han vil. Og den som ikke har mere sans for lysets morgen end for mørkets nat, bør her tie og finde sig i at tage sin næse fangen under lugtens lydighed.

Men selv de anordninger som angår sundhedens vedligeholdelse i store stæder, hjemler indsenderens fordring. Dersom den giftige stank som natrenovationsvognene især om sommeren afgiver er skadelig for sundheden, hvilket ingen tør nægte, så er det upåtvivleligt at jo længere hen imod morgenstiden sådan udkørsel besørges, desto skadeligere er dens uundgåelige virkninger. Der behøves vel intet andet bevis for den påstand at denne stank er på sit højeste mål just til den tid da borgersamfundets nyttigste medlemmer begynder at færdes på gaderne, end det som afgives, når man ved denne årstid går over Knippelsbro fra kl. 5 til 8 eller 9 om formiddagen.

Ved samme lejlighed og foranlediget af de for øjet synlige klatter og den urenlighed som især bemærkes der hver morgen, gør indsenderen de ansvarlige opmærksomme på nødvendigheden af at renovationsvognene holdes tilbørligt tætte i bunden og på siderne samt indvendigt begede. For at det som spildes kommer mere fra bunden af vognen end fra dens øverste kant, ses tydeligt af den regelmæssige orden hvori klatterne følger hjulsporene.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 339-343).

Mere om Sand, Sand, Sa-hand.

Det værste er ikke at øret lider under det afskyelige sandbrøl, men drøftes nytten og skadeligheden af den omkring kørende sandvogn, da kommer et dårligt resultat. Som oftest kan man spore at denne vogn gennem alle de forskellige gader dens fører vræler i, efterlader sig en ikke ubetydelig del sand som fylder gaderne med støv der jo flyver i rendestenen og til sidst ender i kanalerne hvor det med store omkostninger bliver opmudret. Og lægges nu mærke til at den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822: "Et læs hvidt gulvsand kan fås for 4 rigsbankdaler med bemærkning at de udsælgende ved blot at holde pris med de omkørende vogne, har en fordel af 1 rigsbankdaler pr. læs" så ser man klart hvilken fordel stadens beboere har ved at lade deres tyende hente sand udenfor døren i stedet for at lade dem gå nogle skridt til nærmeste høker eller kældermand som ved denne sandomkørsel har lidt indgreb i deres næringsvej. For ikke at tale om at de der behøver et helt læs sand, kunne få det på de anordnede steder langt under den halve pris. 

I Politivennen nr. 388 påankedes nogle sandbunker som ligger på slotspladsen mod Fisketorvet og vejerboden og som er skadelige for kanalen. Man antog allerede den gang at disse ikke var nødvendige til slottets brug og at vedkommende bestyrere af slotsbygningerne vist ville kunne anvise plads inde på slotsgården for den til murerarbejdet sammesteds fornødne sand. Nu er der forløbet 4 år, men sandbunkerne har deres gamle plads, og at sandet ikke er til slottets brug, men er privat entreprise. Derom vil man let blive overbevist da der dagligt bortkøres flere læs derfra, såvel af vognmændskarle som af bygmestres kuske, ja selv den vrælende sandkusk forsynes fra samme bunker. De af det offentlige og af private opførte sandkister er vist nok tilstrækkelige til stadens forsyning, og da sådanne oplag under åben himmel er til stor skade for kanalerne, ønsker man disse bandlyste. Så meget mere som slotskirken nu er indviet til gudstjeneste og besøges af en talrig skare der ved den mindste heftige vind lider meget både i øjne og på klæder af allerede nævnte sandbunker.

Ligeledes blev i Politivennnen nr. 346 ytret ønske om borttagelse af den på slotspladsen værende faldefærdige sandkiste og skuret på samme, som tager udsigten fra Højbro og omegn til Stormgade og Filosofgangen. Kisten har som bekendt i en årrække ikke været benyttet til sandoplag eller udsalg. Skuret har i de seneste år gjort tjeneste til at sole og banke gulvtæpper på. Og kistens dæksel hvoraf en del er bortranet, er så råddent at tæppebankerne ved udøvelsen af deres formentlig ulovlige kald da en god del støv derved falder i kanalen og de forbigåendes klæder besudles, risikerer at plumpe igennem og lemlæstes. Selve kisterummet tjener alene til logi for omflakkende lazaroner. Da denne kiste således ikke er til nytte, men tværtimod til skade og vansir, nærer man det rimelige ønske at det offentlige vil foranstalte den sløjfet.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272. 

Om Brændeviinsskjænken ved tinghuse.

Ligesom orden er sjælen hos det enkelte menneske og i familielivet, således er et godt politis ordenshåndhæver også sjælen i enhver stat. Ved at tænke på dette blev indsenderens opmærksomhed henledt på følgende:

Man finder endnu ofte på landet, ja selv i tinghuse ved hovedstaden, et slags værtshushold eller krohold drevet af arrestforvarerne, hvilket fremfor alt synes at fortjene opmærksomhed. Da vidneføringen er af højeste vigtighed for processen, så indses let hvor vigtigt en sanddru vidneføring er for retfærdigheden. Og kan man vente sig sanddru vidnesbyrd aflagt af den rå hob på steder hvor den opholder sig i en slags værtshus før og mellem vidnesagerne? Den dag da almuefolk kaldes for en ret for at aflægge vidnesbyrd, anses altid for en helligdag. Og en helligdag er hos dem synonym med en drikke- og dovnedag. Nogle af de som er tilsagt i retten, drikker fordi de føler sig uskyldige, og tillige af frygt for retten. Og de øvrige fordi de er skyldige og for at drukne den simple rest af samvittigheden ved brændevinen som hos menneskearten dog aldrig ganske vil bukke under uden vold.

Er dette nu sådan - og det tvivler vel ingen på som kender lidt til den praktiske rettergang - hvilken lejlighed frembyder da ikke til fristelse i tinghuse hvor det tillades arrestforvareren at sælge spiritus. Indsenderen har selv haft en sag for retten og i en sådan drikkebule måttet tåle at modparten trakterede hans vidner med brændevin. En ærlig mand som kender lovgivningen, holder sig fra sådant. Men den som ikke kender samme, eller har en uretfærdig sag, gør alt muligt for at vinde. Og hvor udsættes den redelige og retfærdige ikke når vidnerne som skulle oplyse hans sag, enten er bedøvede, overtalte eller vundne ved brændevin.

Det må vel formodes at hvor sådan uskik endnu finder sted, sådant sker for at forøge en knap lønning for fangevogteren. Men det var langt mere værdigt at forøge denne på anden måde, så retfærdighedens forgård ikke skal blive uretfærdighedens.

Gid disse linjer må falde i hænderne på landets brave øvrigheder, og man er forvisset om at de ikke vil være en røst i ørkenen, men at de derimod vil lede til afskaffelsen af uskik som selvom den er forbudt i danske lov, er hævdet ved gammel sædvane og afføder så uberegneligt skadelige følger med sig.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 323-325).