(Practica est multiplex)
I hvor forskellige menneskenes meninger og domme end måtte være om ækvilibristiske kunstfærdigheders værd eller uværd, så bliver det dog en uomgængelig sandhed at de er af aldeles ingen positiv eller reel nytte, men tjener alene til et ængsteligt smukt morskab for den lystne mængde. Men et andet spørgsmål er det hvorvidt sǻdanne halsbrækkende eller livsfarlige kunsters udøvelse burde finde sted. Når staten sætter mindreårige, sindsvage eller mennesker hvis opførsel og handlemåde røber at de frivilligt udsætter sig for livsfare eller for at skade sig selv og bliver andre eller staten til byrde, som rimeligt og retfærdigt er, under kuratel, så synes heller ikke, ifølge denne regel, en sådan livsfarlig kunstforestilling at burde finde sted, naturligvis for de mulige følgers skyld.
En sådan kunstner må være så tryg, sikker og vis i sin kunst som han vil, så er og må han dog hver gang han betræder linen, være aldeles vis om at denne tur vil blive hans sidste, så længe han ikke er forsynet med et hensigtsvarende apparat - det være en faldskærm, biliner, eller en anden mekanisk indretning - der i uheldstilfælde kunne sikre hans liv, og at et menneske for pengevinding udsætter sig for den højeste sandsynlighed af livsfare, synes ifølge moralens grundsætninger, næppe tilladeligt. Hvor let kan, ja må det ikke engang indtræffe ved en sådan fortsat kunstudøvelse at kunstneren, uforudset og uventet, ja uden i forvejen at have mærket noget legemligt ildebefindende, kan på linen blive angrebet af svimmelhed, af krampetræk i arme eller ben eller af et andet farligt tilfælde, der øjeblikkelig forrykker hans balance og han således uden redning fortabt må styrte til jorden? Altså burde efter indsenderen individuelle mening - i hvor tillokkende end sådanne vovestykker er, ved i nogle få timer at kunne fortjene så meget som en anden højst nyttig kunstner kummerligt må trælle for dagligt i flere år - ingen forestillinger af denne slags finder sted, ifald tilladelse for eftertiden må søges af andre ækvilibrister ligeledes af vinding måtte fristes til at vove livet. For at vore andre, på en behageligere og sikrere måde morende ækvilibrister kan udføre denne kunst, herom er ingen tvivl. Det er nok så bekendt at det uheldige tilfælde med kunstneren Roat ikke hidrørtet fra nogen kunstfejl, men en stor forseelse bliver det altid så uforsigtigt at gøre brug af en line der efter sigende fem gange i forvejen havde været benyttet og altså ved den stærke stramning og friktion havde tabt betydeligt i kraft og hold, en omstændighed han nøje som kunstner måtte have beregnet og lagt mærke til, og som tillige siden ved hans fald, gav anledning til så mange for vedkommende ubehagelige rygter. Vist nok må det være publikum behageligt at erfare den deltagelse og redebonhed til understøttelse den eneste kunstbroder yder til den anden, da ikke alene sommerteatrets, men selv vaudevilleteatrets kunstpersonale giver forestillinger til fordel for Roats efterlevende. For dette turde for eftertiden måske give håb om at det samme kan finde sted ved andre berømte indelandske og for staten nyttige kunstneres død, hvis efterladte desværre! ofte nok befinder sig i en endnu langt ulykkeligere og beklageligere forfatning end disse, da Roats 2 forestillinger sandsynligvis dog vel har indbragt en sum af omtrent 14 til 1500 rigsbankdaler, hvorimod mange duelige kunstnere i Danmark ved sin død næppe efterlader sig det fornødne til sin begravelse. Det synes altså i det hele at man har ydet den aføde kunstner Roat såvel ved ligtaler, ubudne følgegæster - der nu for tiden så meget er mode for som det synes, skingrundigt at kunne illudere lovene - avispoesi og lovtaler, al mulig ære og agtelse lige med en af statens fortjente mænd, et almindeligt bevis nok på den forfinede kultur og kunstsans i Danmark! - Beklageligt og sørgeligt bliver det imidlertid at et menneske for ved et ængsteligt morende skuespil at forlyste det morskabslystne publikum, skal tilsætte livet i sin bedste alder.
(Politivennen nr. 601. Løverdagen den 7de Juli 1827, s. 417-421).
