Om Anken over Kjørslen paa Amalienborg Plads.

Det gør vel ikke meget til sagen om svære kareter eller ledige arbejdsvogne kører over denne plads. Begge beskadiger brolægningen, og de første vel mere end de sidste. At kalde sådan kørsel dumdristig, er derfor mildest talt højst upassende. Slotspladsen var før slottets brand en køreplads for alle vogne. At man under forestående hoffester kan gøre undtagelser med den mere indskrænkede Amalienborg Plads er en anden sag. Hvorledes skulle man vel bære sig ad når man lader læs køre fra Toldbod- og Kvæsthusgade eller Amaliegade og omvendt? Skulle man da kunne få vognmændene for samme betaling til at køre den lange omvej ad Bredgade og tilbage og Sankt Annæ Plads? Dette har indsenderen vel ikke betænkt.

P. Larsen.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 733)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 675, 6. december 1828, side 816-819. Denne artikel er ikke medtaget på bloggen.

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

Det ene af de to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte.

Redacteurens Anmærkning.

De to krudttårne i bastionerne ved siden af Kongeporten blev brugt som særlig strengt fængsel 1817-1847, først til fangerne fra det afbrændte Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.

Anmodning til Eieren af Gaarden Nr. 122 i Løvstrædet.

Allerede før har beboerne af stedet nr. 121 i Løvstræde været nødtvunget til at anke over ejeren i gården nr. 122 i samme gade, da han nemlig aldrig lader sit lokums stinkende ingredienser udføres før disse en tid lang har ulejliget selve gårdens og nabostedets beboere. Efter anken i nr. 675 af dette blad blev lokummet vel lappet eller efterset på murværket, men da dette eftersyn ikke har haft den ønskede virkning, så formoder man at den dertil brugte person må have været en fusker der ikke har lært zünftig.

Ejeren hr. Bruun anmodes derfor om fremtidigt at befri nabostedets beboere for den ulejlighed det ind til dem flydende brune afstedkommer. En anmodning man tør holde sig forvisset om han selv vil finde lige så billig som rimelig.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 724-725)

Redacteurens Anmærkning.

Løvstræde 122 er nutidens Løvstræde 8, Haases Hus. Det er opført 1734 for brygger Frederik Lynge og ombygget 1844.

Et Særsyn paa Christianshavn.

Ganske vist frembyder ruinerne af det såkaldte Børnehus intet behageligt skue for de omkringboende. Men man ved at finde sig i det, da kun en velforet pung vil være i stand til hurtigt at læge et så betydeligt sår. Og kan man være forvisset om at denne desværre nødvendige bygning så snart omstændighederne måtte tillade det, atter vil rejses af sin aske og således til fulde svare til sin egentlige bestemmelse, samt dertil tjene som en sand pryd for Christianshavns Torv.

Hvad der imidlertid i høj grad har tildraget sig almenhedens opmærksomhed er den jammerlige bindingsværks sidebygning udad mod Overgaden oven Vandet mellem denne straffeanstalts grundmurede facader ud til nævnte gade. Naturen i forening med kunsten synes her at have forenet sig om at opnå hvad man ellers omhyggeligt søger at undgå, en høj grad af uregelmæssighed. Og anmelderen må ærligt tilstå at han på sine mange rejser i og uden for Danmark aldrig har set en bygning fra hvilken symmetrien så ganske er landsforvist som netop denne. Vinduer af hvilke det ene fag er en hel alen højere end det andet, er på en vidunderlig sælsom måde anbragt blandt hverandre, og på hele facaden prunkter alle regnbuens, ja vel endog flere farver der danner et forunderligt miskmask så at man har grund til at tvivle om at vore med så megen smag udrustede stadsbygmester nogensinde skulle have givet sit minde til at denne bygning er blevet forsynet med sådan kolorit. Dog det ville være et herkulesk arbejde at udarbejde en nøjagtig beskrivelse over denne bygning. Den må beskues for at gøre det rette indtryk, og det er til en sådan beskuelse han herved indbyder hovedstadens indbyggere, især til den forestående illumination.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 721-723)

Christianshavns Torv med Tugthuset til venstre. (Kjøbenhavns Prospecter).