Svar til den anonyme Danske i Politievennen Nr. 672 *)

Min herre!

Den agtelse jeg skylder et for mig fremmed højstæret publikum bevæger mig til at fravige den almindelige sædvane hvorefter en mand af ære lader et anonymt angreb på sin karakter ubesvaret.

Det har behaget Dem offentligt at fremsætte den påstand at jeg ikke er forfatter af den på Nørrebros Teater opførte pantomime "Guldnøglen" og at denne ikke er andet end en komposition af en mængde andre pantomimer som folk her i landet med en god hukommelse allerede for 30 år siden mindes at have set givne af Casorti.

Deet smerter mig imidlertid med hensyn til den sufficence hvormed De har fremsat denne deres mening, offentligt at måtte modsige Dem. Casorti har sandelig aldrig nogensinde eller noget sted fremstillet hverken en eller flere pantomimer der har kunnet indeholde "størstedelen" af ingredienserne og forvandlingerne i min "Guldnøgle" og hvis den på det kuhnske selskabs teater under dette navn opførte pantomime skulle forekomme Dem at modsige denne min ytring, så må jeg bemærke at dette selskab for fire år siden befandt sig i Hamborg på samme tid som jeg der lod den opføre og at det netop fra mine forestillinger har benyttet enkelte scener til den under samme navn på Vesterbros Teater givne pantomime.

For imidlertid at hæve enhver tvivl i denne henseende, er jeg så fri at indbyde Dem, min herre! og enhver anden denne sag måtte interessere til at beære mig med et besøg i min her undertegnede bopæl næstkommende søndag formiddag mellem klokken 9 og 12, og jeg skal da af trykte skifter og afficher i det engelske sprog overbevise Dem om at jeg virkelig har opfundet og komponeret den nævnte pantomime som første gang under mit navn blev bragt på scenen i England i året 1815. hvilket jeg tillader mig at bemærke og som nærmere skal bevise for publikum hvis De, min hr. anonym! ikke måtte opfylde denne min anmodning. I hvilket fald jeg naturligvis ikke kan tage mindste videre notits af Deres, eller nogen anden anonyms offentlige udfald imod mig. Jeg underskriver mig med al øhjagtelse for det danske publikum hvis bifald jeg altid skal sætte en ære i at fortjene.

J. L. Lewin

Nørrebro nr. 36 litra c.

*) Redaktionen må bemærke at dette svar var affattet i det engelske sprog, og er dderfra blevet oversat heri bladet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 777-780)

Redacteurens Anmærkning.

Guldnøglen (The Golden Key) tilskrives englænderen Joseph Lewin som stadig opføres på Tivolis pantomimeteater. I "Kjøbenhavns flyvende post", nr. 69 onsdag den 9. juni 1830 findes en lang artikel om Lewin som mimiker. 

Spørgsmaal til Herr' Directeur Lewin.

Hvorledes kan med rette hr. direktør Lewin kalde sig forfatter af den pantomime som mandag den 3. dennes opførtes på Nørrebro Morskabsteater da allerede folk der langt fra at være berøvede deres hukommelse, endnu tydeligt kan mindes at have set Casorti for tredive år siden give størstedelen af alle de pantomimer hvoraf dette hr. direktørens af ham og konsorter såkaldte originalprodukt er en god eller dårlig komposition. At man i udlandet uden prostitution kan tillade sig sådant, kan vel næppe gælde som en regel for danske der som erfaringen har vist, ikke lader sig binde blår i øjnene, og som selv før hr. direktørens ankomst til vore enemærker - har haft begreb om og været opmærksomme tilskuere af, den mindst kunst.

En anonym dansk.

(Politivennen nr. 672, Løverdagen den 15de November 1828, s. 776-777)

Redacteurens Anmærkning

Heri havde skribenten uret, hvilket også blev tilbagevist af Lewin i Politivennen nr. 673, 22. november 1828, s. 777-780. Artiklen indeholder efter min opfattelse en skjult nationalisme, hvorfor den er medtaget her.

Bøn ved Holmensbro.

I går aftes, torsdag den 6. november kl. 7.30 ville anmelderen der kom fra kanalen og havde et barn ved hånden, passere Holmens Bro. Men idet han kom midt på broen, kom en vogn ham i møde, og da han ville vige til side for denne, havde han styrtet i kanalen hvis ikke han til lykke havde grebet fat på en afsats hvorved han blev hængende mens barnet råbte om hjælp. Ved dagen efter at tage stedet i nøjere betragtning, har han erfaret at den krog hvorved gelænderet holdes fast, ikke var påsat. Om denne mangel hidrører fra en skødesløshed hos dem der har opsyn med broen, eller om krogen af kåde drenge var aftaget, vides ikke. Imidlertid tror man det pligt at gøre opmærksom på det, og at bede at der måtte anskaffes en lås for nævnte krog, og at denne om aftenen når vedkommende forlader broen, måtte påsættes til betryggelse for de broen passerendes liv og lemmer.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 758-759)

Tjenestepigers Uforskammethed.

I forordningen af 14. februar 1810 er fastsat at ingen må bære eller hvile med byrder på fortovene. Ikke desto mindre ser man dagligt at enhver der har byrder at bære, benytter fortovene til det, men ingen med mere uforskammethed end tjenestepiger når de om formiddagen går til eller fra torvene med deres torvekurve.

Således kom en pige den 6. i denne måned om formiddagen i Vimmelskaftet med sin kurv på fortovet og mødte en dame som endog havde fortovsret, men gik af vejen da hun så at pigen havde en temmelig stor byrde at bære. Denne der ikke ville give sine medsøstre noget efter i uforskammethed, svingede med sin kurv hen i damens slør så det blev revet i stykker og gik sin vej uden at sige undskyld.

Det synes som om vores ellers så årvågne politi helt ser gennem fingre med ovennævnte lovbud, og dog ville det vist være almenheden kært at se samme mere overholdt da det er meget ubehageligt især for damer ikke at kunne gå sikkert på fortovet for sådanne uforskammede.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 757-758)

Et Par Ord i Anledning af Formælingshøitidligheden.

Politivennen der så ofte anker over uorden og misbrug, kan ikke undlade at gøre sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes. Begge aftener da staden var illumineret, så man en utallig folkevrimmel bølge sig gennem gaderne, og dog opstod ingen uorden. For de som til vogns så illuminationen, kørte langsomt og forsigtigt, og den gående mængde gav villigt plads for vognene uden masen eller trængen. Selv under de studerendes smukke fakkeltog der dog foregik på en tid da staden var indhyllet i mørke og som overværedes af en uhyre mængde mennesker, hvoraf størstedelen kunne henregnes til de lavere klasser, fandt skøn orden sted. 

Anmelderen heraf havde taget plads Ved Stranden lige overfor slotte. Gaden var propfuld af mennesker. En del hængte i vanterne på de skibe der lå i graven, og bolværkerne var aldeles besatte. Og dog herskede der tavshed og stilhed som i en kirke så at enhver af de tilstedeværende grant kunne høre den skønne musik og sangen der blev afsunget på slotspladsen. Efter at toget var draget gennem slotsgården til ridebanen adspredtes mængden hurtigt og med største orden i de tilstødende gader. Betænker man at en stor mængde mennesker var strømmet hertil fra provinserne og at disse i forening med Københavns mange indbyggere for at se den smukke procession måtte samles på et indskrænket rum, det vil sige i de enkelte gader, hvorigennem processionen gik, så har man vel årsag til at undres over at ikke den ringeste uorden gjorde brud på den stilhed og højtidelighed der fandt sted mens processionen varede.

Sikkert havde vores virksomme politi truffet de kraftigste anstalter til ordens vedligeholdelse. Men en orden og rolighed som den der herskede i disse dage, kan ingen vagt og intet politi tilvejebringe. Grunden dertil må snarere søges i den dybe højagtelse og inderlige kærlighed som enhver dansk undersåt føler for vores lands elskede kongehus og sikkert vil vores ædle konge hvis bestræbelsers mål er folkets kærlighed, heri finde et bevis for at dette er opnået. Et bevis der udtaler sig kraftigere og herligere end de mest smigrende lovtaler.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 755-757)

"Politivennen gør sine læsere opmærksom på den udmærkede orden og ro som overalt fandt sted i al den tid vores unge elskede fyrstepars høje formæling fejredes." (Bruden Wilhelmine Maria. J. F. Møller, 1828. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om brylluppet 1. november 1828 mellem den senere konge Frederik 7. (1808 –1863) og Frederik 6.'s yngste datter Vilhelmine Marie. Altså et kusineægteskab. Heiberg og Kuhlaus Elverhøj er et bestillingsarbejde beordret af Frederik 6 til samme lejlighed - som også mere eller mindre havde beordret ægteskabet. 

Om bryllupshøjtidelighederne stod i Kjøbenhavnsposten den 10. oktober 1818, side 332:

I Overeensstemmelse med det af Hs. Majestæt Kongen allernaadigst approberede Ceremoniel, i Anledning af den forestaaende høie Formæling imellem Deres Kongelige Høiheder Prindsesse Vilhelmine Marie og Prinds Frederik Carl Christian, ere de i samme angivne Rangspersoner og Embedsmænd, af de trende første Klasser i Rangen, under 6te dennes, fra Overhofmarchallatet blevne tilsagte til at overvære Vielsen, som er bestemt til Løverdagen den 1ste November, i Christiansborg Slotskirke. - Tirsdagen den 4dee November, om Formiddagen Kl. 12, vil den høitidelige Procession fra Christiansborg Slot til det for det høie Brudepar bestemte Pallais paa Amalienborg finde Sted (Toget vil, efter Forlydende, komme til at passere fra Slottets Hovedport, over Slotspladsen, Høibro, Høibroplads, Østergade, Kongens Nytorv (imellem Statuen og Hovedvagten), Bredgade, Garnisonspladsen og Amaliegade, til Deres Kongelige Høiheders Pallais paa Amalienborrg). Militair Parade vil finde Sted paa de Gader og Pladse, hvor Toget passerrer. - Den paafølgende Torsdag, den 6te November, er bestemt til Høitidelighederne i Skuespilhuset.

Politivennens beskrivelse står i kontrast til ægteskabets senere skæbne, Frederik skejede ud og viste ikke sin kone stort hensyn. Frederik 6. ikke alene forviste i 1834 Frederik til Fredericia, han forlangte  også skilsmisse for sin datter. Det var ikke Frederiks første tvangsægteskab. 1841-1846 var han gift med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Som bekendt var Frederik forelsket i danserinden og modehandlersken Louise Rasmussen, Grevinde Danner.