Nogle Contra Spørgsmaale, i Anledning af et utidigt Spørgsmaal.

Mandag den 8. december 1828 indfandt indsenderen sig efter indbydelse i et sørgehus for at ledsage en gammel bekendt til sit hvilested. Begge klædt i borgerlig-militær uniform. Den ene i borgerlig infanteri og den anden i borgerlig artilleriuniform med flor om venstre arm. Hr. pastor Rothe der var til stede i embedsforretning, behagede da at spørge os hvad der foranledigede os her i borgerlig-militær uniform. Hvilket han fandt upassende til ligbegravelse. Dette spørgsmål forekom os meget påfaldende, da det er almindeligt bekendt at ikke alene militære, men endog andre civile embedsmænd indfinder sig ved begravelser i den for dem reglementerede uniform. Og da vi ikke kunne se at den af hans majestæt kongen for stadens borgervæbning allernådigst befalede uniform skulle være mindre hæderlig for dem der er berettigede til at bære den, så har vi eftersom spørgsmålet fremsattes for en offentlig forsamling, fundet os foranlediget til offentligt at fremsætte følgende spørgsmål hvis besvarelse muligt ville tjene andre til rettesnor ved lignende lejligheder.

1. Eksisterer der noget forbud mod at en mand der er berettiget til at bære en uniform, må indfinde sig i samme ved ligbegravelser eller andre højtideligheder?
2. Er hr. pastoren ved en sådan lejlighed berettiget til at fremkomme med en sådan ytring eller at tiltale nogen på sådan upassende måde?
3. Mener hr. pastoren ikke at hjertet kan slå sig lige så varmt for konge, fædreland og almenvellet samt besjæles af lige så inderlige følelser for venners sorger og glæde under den røde kjole som under den sorte

To individer af

Kjøbenhavns Borgervæbning.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 842-843)

Borgerlig Artilleri i fuld uniform. Lahdes kobbertryk.

Redacteurens Anmærkning

Der kan være tale om Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) der på daværende tidspunkt var kapellan ved Trinitatis Kirke (1822-1830, senere præst 1830-1857), ifølge M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011). Dansk Biografisk Leksikon skriver at han med nidkærhed tog sig af de kirkelige anliggender, måske lidt for nidkært, ifølge to to ovennævnte herrer.

Et Blik i Næstved.

[Første del af artiklen handler om manglende gadenavne og er udeladt]

Men ved at omtale disse nyttige foretagender af Næstvedborgere kan anmelderen ikke undlade at føre anke over byens kirkegårdes mådelige tilstand. Dennes renholdelse er forsømt og den tjener til en tumleplads - ja til noget værre - for kåde gadedrenge som ved at bryde sten af kirkemuren har dannet sig en vej over samme skønt de også forstår at krybe over muren, hvorved tagsten nedrives. Pladsen er fuld af urenlighed og frembyder et ubehageligt skue. Vel jordes der nu siden den ny assistenskirkegård blev anlagt, intet lig, men man burde dog frede over de forudgangne venners og familiers hvilesteder. Desuden er en renligholdt plads en pryd og en behagelighed for en by hvorimod en plads opfyldt med urenlighed, støder den rejsendes øje og bidrager til at han muligvis fælder en ufordelagtig dom over byens tilstand i almindelighed.

(Politivennen nr. 675, Løverdagen den 6te December 1828, s. 814-815)

Bidske Hunde i Sct. Pedersstræde.

Det er hændt anmelderen adskillige gange når han er gået gennem Sankt Peders Stræde at den ham følgende hund på en voldsom måde er blevet overfaldet og skambidt af 2 store hunde, en hvid puddel og en bulbider, sort af kulør og i øvrigt tegnet som de såkaldte grævlingehunde. Ved at undersøge hvem disse bidske hunde tilhører, har han bragt i erfaring at de hører hjemme i gården nr. 117 i nævnte gade. Man anmoder derfor disse hundes ejer for at forekomme videre ulejlighed og ulempe at afskaffe disse bidske hunde eller også at holde dem bundet så man i fred kan passere gaden uden at være nødt til at slås med hans hunde for at frede sin egen.

(Politivennen nr. 675, Løverdagen den 6te December 1828, s. 813)

Spørgsmaal.

Natterenovationskarlene vedbliver bestandigt at jage med Jehus fart gennem gaderne så at vinduerne ryster. Herved spildes ikke alene en del af deres ladning, som både forvolder fæl stank og siden må bortkøres af dagrenovationen hvorved udgifterne til denne forøges. Men folks nattero forstyrres, og den syge der er faldet i en kvægsom blund, farer i angst op af samme og hans lidelser forøges. Er det intet forbud mod sådan kørsel ved nattetid, eller har vægterne der dog skal påse orden på deres post, ingen ordre til at bringe disse vogne til at fare i mag? Efter hvad ovenfor er sagt, og når man tænker på fragten, har man vel årsag til med en vis mand at spørge: "Har es denn eine solche Eile?"

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 805)

Kattejagt i S. T. Herr' Knirsch's Have i Hotel d'Angleterre

Indsenderen af disse linjer og flere beboere fra de huse der støder op til hr. Knirsch' have har med harme og uvilje gentagne gange set hvorledes nogle kåde, rå og ufølsomme umennesker har bidraget deres del til at martre kattene, disse for mennesket så nyttige og uundværlige husdyr, ved at de med et par store hunde har jaget dem om i haven. 

Mandag formiddag var til en sådan forlystelse forsamlet fem af disse umennesker som posterede sig omkring i haven og forholdt sig rolige indtil en kat lod sig se. Så begyndte en klapjagt som varede til de havde fået drevet katten ind på en lille plet hvor de lod en hund angribe den. Det var en temmelig stor kat som værgede sig således at hunden ville forlade den efter at være blevet grundigt forrevet. Men da disse umennesker endnu ikke havde fået deres rå, umenneskelige lyst styret, sparkede en af disse katten så den tumlede omkring mens en anden opmuntrede hunden til på ny at angribe den. Og det skønt beboerne i et tilstødende hus anmodede dem om at løslade katten da det var deres. Efter at katten nu var blevet forbidt og var døende, tog en af disse følelsesløse herrer den i halen og daskede den mod et plankeværk indtil den havde udåndet, for at give den til rov for hundene hvis mod ved kattens glubende modstand var svækket. 

En lignende scene passerede for ikke lang tid siden i samme have hvor en kat blev jaget ned af et træ af disse herrer og prisgivet for to hunde som dræbte og åd den. Idet man forventer at det er havens humane og følsomme ejermand imod at sådanne ublu og for menneskeheden nedværdigende scener finder sted i hans have, henledes det til hans opmærksomhed igennem dette blad, i håb om at han for at skåne sine omkringboende medborgere for flere lignende tyranniske optrin, vil forbyde de herrer der frekventerer haven at ophøre med sådanne jagtforlystelser.

(Politivennen nr. 674. Løverdagen den 29de November 1828, s. 802-804)