Indstændig Anmodning til Sundheds-Collegiet.

Mange menneskers liv bliver sikkert ofret (skønt man ikke altid får det at vide) så længe det ikke bliver forbudt urtekræmmerne at sælge salpetersyre, blå dråber og andre gifte. Da apotekerne ikke tør udlevere disse og endog mindre skadelige substanser uden lægeattest, synes det besynderligt at urtekræmmerne sælger nogle af de farligste gifte til enhver som forlanger det og som efter erfaring desværre alt for ofte har vist meget hyppigt misbruges til selvmord. I disse dage siges således at en ganske ung pige at være indbragt på Frederiks Hospital af de grædende og næsten fortvivlende forældre. At hun ikke er død, kan vist ikke tilskrives urtekræmmeren. Men burde denne i det tilfælde at denne ulykke var sket, ikke anses for årsagen til den?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 473-474)

Nogle Spørgsmaale, betræffende Gravernes Behandling af vore Dødes Been.

Det er glædeligt at skue hvor man møder embedsflid og opmærksomhed for sit kald, især hvor man ved at lønnen er sparsom og man ser det dog en gang imellem. Men det er også dobbelt harmeligt at møde uorden og skødesløshed hvor man ved at vedkommende embedsmænd er rundeligt lønnet. I sidste tilfælde tror jeg vist at graverne ved vores skønne Assistenskirkegård befinder sig. For finder de måske deres bestemte løn noget knap, er dog deres sportler og frivillige gaver vist betydelige. Men om de kan siges altid at opfylde deres pligter så fuldkomment som man rimeligvis kan fordre det, er måske et spørgsmål. 

"Straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav." (Assistens Kirkegård, afdeling C, 2016. Eget foto).

Det er ikke sjældent at se når en ny grav graves hvor før har været begravet, at man opkaster store og små menneskeben ganske skødesløst med jorden og lader disse ligge til væmmelse og harme for de spadserende og dem der som ligfølge er mødt til at træde ganske nær disse menneskets sidste, forstyrrede levninger. Men især var synet af disse menneskelige relikvier yderst overraskende og oprørende da man i torsdags den 9. i denne måned ved at besøge denne skønne lund straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav. 

Dersom det ikke er pligt, kan man da ikke med rimelighed fordre så megen opmærksomhed af de herrer gravere at blive forskånet for sådant for enhver, men især for den allerede vemodige, yderst forstummende syn? Og ville det ikke være en ringe ulejlighed for karlen som graver graven, at kaste alle forekommende ben i en hob til en side mens han graver, og efter at have fuldendt graven i dens bund at gøre to tre spadestik og der nedlægge de samlede ben og overdække dem med lidt jord. Det er manges mening at sådant ville være menneskeligt og rimeligt. Og skulle denne fremfærd mod disse vores sidste levninger ikke allerede være en pligt, burde det da ikke gøres vedkommende til pligt?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 468-470)

En ikke behagelig Tour til Vogns.

Indsenderen havde for at benytte en behagelig sommerdag sammen med en god ven givet sig ud på en tur i den skønne skovegn fra Bagsværd til Kirke Værløse. Men blev yderst skuffet i sin forventning. Næppe var man passeret Kollekolle før vejen på trods af at den var helt tør helt til Kirke Værløse, var lige så ubehagelig at køre på at han lovede sig selv ikke at hoppe på den galej lige med det samme. I stedet for at knuse kampestenene havde man kastet dem hist og her på vejen og strøet lidt tyndt sand over, af den ubrugelig slags som også har ødelagt Lyngbyvejen. Det er næsten ikke muligt at udholde kørsel på sådanne veje. Man føler det i lemmerne adskillige dage derefter, og således gik det indsenderen. Efter hvad kørekarlen sagde er det om efteråret og vinteren næsten umuligt at komme frem på denne vej, selv om bønderne sætter 4 heste for. Og akslen samt øvrigt vogntøj står da hvert øjeblik i fare for at knækkes eller beskadiges. Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug, hvorfra kan afhentes til denne vejs istandsættelse.

 "Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug." (Kirke Værløse, 2015. Eget foto.)

På denne tur tog indsenderen ind i en kro i Lille Værløse for at få noget øl eller mælk. Det første var godt, men dyrt, og mælken syrlig. Men hvad der var det værste, man måtte tage til takke med at sidde i en ussel stue med lergulv da der ikke fandtes et ordentligt gæsteværelse der. Det er langtfra behageligt at være i selskab med plumpe, stundom bandende og støjende kørekarle og drenge. Man kunne derfor ønske at denne kro, hvis den har privilegium hvorom nogle tvivler, måtte forsynes med et tåleligt værelse for folk udenfor bondestanden, eller i andet fald nedlægges. For når den blot skal tjene til at øge drukmåsenes antal, er den lige så overflødig som adskillige allerede ophævede småkroer.

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 466-468)

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.

Bøn til samtlige Skibsførere fra vore Provinsstæder og Øer.

I forrige tider havde skipperne fra vore småøer og fra provinserne på deres skibe ophængt et bræt hvorpå var anført skipperens navn og stedet hvortil han agtede at gå, fx. skipper N.N. til Åbenrå, eller til Ålborg, Odense, osv. Dette var til megen bekvemhed for enhver der søgte skibslejlighed til et eller andet sted. Nu derimod da denne gode skik er gået af brug, kan man løbe halve dage i havnen for at spørge efter en lejlighed, og ofte ikke se sit ønske opfyldt. Ved sådan efterspørgsel mødes man ikke sjældent med uvilje da skibsfolkene, kede af at svare på så mange søgendes spørgsmål, enten giver snuppede ord, eller et forkert svar. Ja undertiden finder fornøjelse i at lade spørgeren løbe april ved at henvise ham til et eller andet langt fraliggende skib. Det var derfor ønskeligt at denne gamle skik igen måtte komme i brug. Da de herrer havnefogder vist indser nytten heraf, tør man måske vente at de vil bekendtgøre dette ønske for samtlige skippere der losser eller lader i deres distrikt.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 455-456

Varsko paa Nørrefælled.

Søndag den 5. juli om aftenen kl. 10.30 gik en mandsperson i følge med 2 velklædte fruentimmer fra Vibenhus over fælleden til Nørrebro, men indhentedes af 2 mandspersoner hvoraf den ene var temmelig høj af vækst. Disse 2 personer blev ved at forfølge dem og søgte omsider at trække sjalet af det ene fruentimmer, samt at tage ridikulen fra det andet. Fruentimmerne gav sig til at råbe om hjælp og at flygte mens deres ledsager der ville sætte sig til modværge, blev kastet om på fælleden. Endelig tog de 2 personer flugten da de så at nogle personer der var opmærksomme på fruentimmernes anskrig, ilede dem i møde. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare skovbesøgere fra at gå denne vej sent om aftenen uden tilstrækkelig dækning, samt for at gøre vores virksomme politi opmærksom på disse udådsmænd for at muligvis kan pågribes.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 454)