Forslage, til høiere Vedkommendes Bedømmelse, betræffende den paatænkte Kirke for Mosaisterne.

Det så ofte ytrede ønske at få de mange for en stor del vel endog upassende små synagoger afskaffede og forenet i en sirlig kirke, skal nu være målet nær, idet en del af den mosaiske menighed til dette øjemeds udførelse skal have subskriberet for en ikke ubetydelig kapital. Kun skal man være forlegen for en byggeplads, og det hedder man i denne henseende har henvendt opmærksomheden på Hauser Plads.

Denne turde imidlertid næppe være den bedste, både fordi de kirkesøgende meget må foruroliges af de bønder der dagligt besøger Kultorvet fra morgenstunden, og fordi Kultorvet allerede er lille nok. Kan man ikke få private grunde, synes det mere hensigtsmæssig at anmode om at blive overladt enten Gråbrødretorv, hvorved den så ofte påankede skamstøtte kunne forsvinde, eller et stykke af den del af Sankt Annæ Plads som nu bruges til det for kongeboligens nærhed upassende stenoplag *) og slagterbod eller det stykke af Rosenborg Have mellem eksercerhuset og brandvæsnets depothus, hvilket ligger helt ubrugt og hvis salg ville indbringe den kongelige kasse en ikke ubetydelig kapital, samt hvis bebyggelse ikke ville være til mispryd, men snarere til pryd for haven og Gothersgade. 

På hvilket af disse steder kirken blev opført, ville det vist både være mere hensigtsmæssigt og for staden sirligere end på Hauser Plads. Måske kunne det også være passende at benytte de ellers hensmuldrende ruiner af den engang påtænkte Frederiks Kirke og med mursten fuldføre efter det engang gjorte udkast. Hvor svag grunden end monne være, vil den dog når behørige forholdsregler tages, kunne bære en kirkebygning af mursten.

*) Til stenoplag ville andre pladser i mængde kunne fås, både i selve staden og på Christianshavn.

(Politivennen nr. 708, Løverdagen den 25de Juli 1829, s. 477-479)

Christen Købke: Portræt af en gammel polsk jøde, 1833. (Statens Museum for Kunst.)
 

Redacteurens Anmærkning

Jøderne havde siden 1684 tilladelse til at afholde offentlig gudstjeneste i private hjem eller i lejede lokaler. 1764-1795 havde de en synagoge i Læderstræde, som nedbrændte ved bybranden i 1795. Herefter blev oprettet ca 20 private synagoger. 

Ingen af de steder som skribenten foreslår i artiklen, blev brugt til synagoge. Men i 1800 var købt en grund i Krystalgade, og så tidligt som i 1804 havde Peter Meyn tegnet et projekt, som dog ikke blev opført. Det blev det heller ikke senere, men i stedet blev den nuværende bygning opført 1830-33, tegnet af G.F. Hetsch. En annonce fra Adresseavisen, 21. december 1829 antyder at der i Krystalgade 71 var en melbutik, hvor der få år efter kom til at ligge en synagogen:

I Krystalgaden Nr. 71, i Meelboutiken, faaes extra godt Hvedemeel af forskjeellige Fiinheder, fine Perlegryn, Bankebyg og Havregryn, sjeldne gode graae og gule Ærter, med flere Sorter særdeles gode Gryn, godt rugbrød, m. m. Alt meget billigt.

Allerede inden synagogen var færdig, afslørede adskillige artikler i Politivennen at jøderne var splittet mellem ortodokse og reformvenlige omkring den kommende overrabbiner Abraham Alexander Wolff. I Adresseavisen den 29. maj 1829 var annonceret at hans tiltrædelsestale nu kunne købes i boghandlen:

So eben ist erschienen: "Predigt beim Antritte seines Amtes als Priester der mosaischen Gemeinde zu Kopenhagen, am Sabbathe Emor 5589, den 16ten Mai 1829, gehalten von Dr. Abraham Alexander Wolff;" und wird zum Besten der Armen für 2 mk. verkauft in H. J. Bings Schulbuchhandling, Kronprindsensgade Nr. 36.

Der forekommer artikler fra begge "lejre". Mere om det i august, hvor årgangene 1831-1832 bliver publiceret. Se fx læse artiklen i Den Store Danske.

Det Kongelige Teater bidrog til udbredelsen af borgerskabets fordomme mod jøderne. I Thomas Overskous lystspil "Østergade og Vestergade, eller: Det er nytårsdag i morgen", der havde premiere på Det Kongelige Teater 31. december 1828 og blev spillet ca. 15 år, optræder en af teatrets komikere Johann Christian Ryge i rollen som karikeret jøde Ephraim Golz. Karikaturen består i at beskrive Golz' appetit på kristne pigers uskyld og deres fædres formue. Samtidig med at han optræder som udlåner og spekulation. Overskou var ikke den eneste. Oehlenschläger (Sanct Hansaften-Spil), Heiberg. Datidens revolutionære tanker i Europa blev i diktaturstaten Danmark i nogen grad omdirigeret til udslag i jødeforfølgelser. 

At sådanne forestillinger forplantede sig nedad i samfundet, fremgår af at efter grundstenen til synagogen var nedlagt den 13. september 1830 sneg nogle drenge og lærlinge ind på byggepladsen, lukkede deres kammesjukker ind og kastede sten mod Meyers Minde. Da Nathan Aaron Glodzier forsøgte at stoppe dem, begyndte mængden at slå løs på ham, uden at han dog kom alvorligt til skade. Seks betjente fik hurtigt stoppet mishandlingen. Overfaldsmændene blev idømt 30 dages vand og brød eller straffet med ris. Aftenen efter blev der dog igen slået ruder ind i Læserstræde, Pilestræde og kompagnistræde. Igen greb politiet hurtigt ind.

Thomas Overskous familiegravsted på Frederiksberg Kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Handel i Amagerport.

I den senere tid har en brødkone taget stade i Amagerport. Mange af de gående amagere og amagerinder aflægger og modtager hos hende de varer som deres kørende landsmænd befordrer for dem til og fra staden. Herved sker det ikke sjældent at vognene holder længe i porten mens der af- eller pålæsses, og passagerne således stoppes for andre der ikke kører ud eller ind. Underligt synes det at denne port mere end de andre af stadens porte gøres til udsalgssted. De i nærheden boende som driver samme handel, synes også at tabe derved. For denne kone er mere begunstiget end disse da hun foruden frit stade kan handle hele søndagen når de andre som må betale høj husleje, må lukke deres bod under prædikenen.

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 474-475)

Indstændig Anmodning til Sundheds-Collegiet.

Mange menneskers liv bliver sikkert ofret (skønt man ikke altid får det at vide) så længe det ikke bliver forbudt urtekræmmerne at sælge salpetersyre, blå dråber og andre gifte. Da apotekerne ikke tør udlevere disse og endog mindre skadelige substanser uden lægeattest, synes det besynderligt at urtekræmmerne sælger nogle af de farligste gifte til enhver som forlanger det og som efter erfaring desværre alt for ofte har vist meget hyppigt misbruges til selvmord. I disse dage siges således at en ganske ung pige at være indbragt på Frederiks Hospital af de grædende og næsten fortvivlende forældre. At hun ikke er død, kan vist ikke tilskrives urtekræmmeren. Men burde denne i det tilfælde at denne ulykke var sket, ikke anses for årsagen til den?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 473-474)

Nogle Spørgsmaale, betræffende Gravernes Behandling af vore Dødes Been.

Det er glædeligt at skue hvor man møder embedsflid og opmærksomhed for sit kald, især hvor man ved at lønnen er sparsom og man ser det dog en gang imellem. Men det er også dobbelt harmeligt at møde uorden og skødesløshed hvor man ved at vedkommende embedsmænd er rundeligt lønnet. I sidste tilfælde tror jeg vist at graverne ved vores skønne Assistenskirkegård befinder sig. For finder de måske deres bestemte løn noget knap, er dog deres sportler og frivillige gaver vist betydelige. Men om de kan siges altid at opfylde deres pligter så fuldkomment som man rimeligvis kan fordre det, er måske et spørgsmål. 

"Straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav." (Assistens Kirkegård, afdeling C, 2016. Eget foto).

Det er ikke sjældent at se når en ny grav graves hvor før har været begravet, at man opkaster store og små menneskeben ganske skødesløst med jorden og lader disse ligge til væmmelse og harme for de spadserende og dem der som ligfølge er mødt til at træde ganske nær disse menneskets sidste, forstyrrede levninger. Men især var synet af disse menneskelige relikvier yderst overraskende og oprørende da man i torsdags den 9. i denne måned ved at besøge denne skønne lund straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav. 

Dersom det ikke er pligt, kan man da ikke med rimelighed fordre så megen opmærksomhed af de herrer gravere at blive forskånet for sådant for enhver, men især for den allerede vemodige, yderst forstummende syn? Og ville det ikke være en ringe ulejlighed for karlen som graver graven, at kaste alle forekommende ben i en hob til en side mens han graver, og efter at have fuldendt graven i dens bund at gøre to tre spadestik og der nedlægge de samlede ben og overdække dem med lidt jord. Det er manges mening at sådant ville være menneskeligt og rimeligt. Og skulle denne fremfærd mod disse vores sidste levninger ikke allerede være en pligt, burde det da ikke gøres vedkommende til pligt?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 468-470)

En ikke behagelig Tour til Vogns.

Indsenderen havde for at benytte en behagelig sommerdag sammen med en god ven givet sig ud på en tur i den skønne skovegn fra Bagsværd til Kirke Værløse. Men blev yderst skuffet i sin forventning. Næppe var man passeret Kollekolle før vejen på trods af at den var helt tør helt til Kirke Værløse, var lige så ubehagelig at køre på at han lovede sig selv ikke at hoppe på den galej lige med det samme. I stedet for at knuse kampestenene havde man kastet dem hist og her på vejen og strøet lidt tyndt sand over, af den ubrugelig slags som også har ødelagt Lyngbyvejen. Det er næsten ikke muligt at udholde kørsel på sådanne veje. Man føler det i lemmerne adskillige dage derefter, og således gik det indsenderen. Efter hvad kørekarlen sagde er det om efteråret og vinteren næsten umuligt at komme frem på denne vej, selv om bønderne sætter 4 heste for. Og akslen samt øvrigt vogntøj står da hvert øjeblik i fare for at knækkes eller beskadiges. Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug, hvorfra kan afhentes til denne vejs istandsættelse.

 "Det kan ikke være vanskeligt at få denne vej i stand da krokonen madam Galberg i Kirke Værløse har en bakke med fortrinligt sand til vejbrug." (Kirke Værløse, 2015. Eget foto.)

På denne tur tog indsenderen ind i en kro i Lille Værløse for at få noget øl eller mælk. Det første var godt, men dyrt, og mælken syrlig. Men hvad der var det værste, man måtte tage til takke med at sidde i en ussel stue med lergulv da der ikke fandtes et ordentligt gæsteværelse der. Det er langtfra behageligt at være i selskab med plumpe, stundom bandende og støjende kørekarle og drenge. Man kunne derfor ønske at denne kro, hvis den har privilegium hvorom nogle tvivler, måtte forsynes med et tåleligt værelse for folk udenfor bondestanden, eller i andet fald nedlægges. For når den blot skal tjene til at øge drukmåsenes antal, er den lige så overflødig som adskillige allerede ophævede småkroer.

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 466-468)

Redacteurens Anmærkning

Makadamisering var en stor forbedring af vejene fordi den betød bedre vejbelægning. Den var opkaldt efter MacAdam, som i 1824 havde udgivet en bog om engelske veje og som i 1828 blev udgivet på dansk. Bogen kan læses online på Google Books.