Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

Jehit-Fart paa Østergade.

Lørdag den 16. dennes holdt en vogn i middagsstunden uden for nr. 72 på Østergade. En anden vogn kom fra Amagertorv, og idet den var lige for denne, kom en droske fra Kongens Nytorv hvis kusk uden at agte på at gaden ikke var bred nok til at 3 vogne jævnsides kunne passere den, og uden at give tid til at den vogn der kom ham i møde, var kommet forbi den holdende, ved at piske sin hest, for i strygende fart forbi samme. Drosken kom under denne manøvre til at passere fortovet hvor den i farten stødte til en amme der kom gående der og som havde et lille barn på armen. Begge faldt til jorden og blev derpå bragt ind i et hus i nærheden hvor ammen der var besvimet af skræk, ved en tilkommende læges hjælp igen kom til besindelse. Efter at de begge i en vogn var besørget hjem, har man erfaret at ammen ved stødet af droskehjulet har fået en betydelig kontusion på den højre hånd samt på hoften, og barnet formodentlig af faldet et ikke ubetydeligt hul ved tindingen. At her ikke indtraf større ulykke, var vist nok ikke kuskens skyld som også viste sig meget ligegyldig ved det skete. Men underligt var det at ingen blandt de mange der var til stede, anholdt ham og bragte ham til politiet som vel ville have lært ham at droskekuske ikke mere end enhver anden vognejer har tilladelse til at fare i galop gennem gaderne. For i modsat fald måtte man sørge for at der blev oprettet en assurance for liv og lemmer. Nævnte kusk var iført en grøn frakke med rød kant om kraven og kørte en brungul droske der var forspændt med en brun hest.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 674-676).

Scenen udspillede sig her: Vognen holdt ud for nr. 16, nu Guineness World Records. Vognen fra Amagertorv kom bag fra fotografen, mens drosken kom farende fra Kongens Nytorv (Charlottenborg anes i baggrunden). Der er stadig ikke megen plads på denne strækning til at tre køretøjer kan passere forbi hinanden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Østergade 72 er nutidens nr. 16. Det er opført 1853 for skræddermester C. Christensen, nu Guinness World Records Museum

Om Justits-Inspectionen.

Det er bekendt at der nu gennem flere år årligt er rejst højt betroede embedsmænd som har inspiceret embedsmændenes forretningsførelse i provinsbyerne. Og de velgørende følger af det kan spores på mange måder, idet den duelige og fortjenstfulde embedsmand er blevet bekendt. Den mindre aktive er på en mild og broderlig måde blevet advaret og vist til rette, samt den dovne og uredelige er berøvet midlerne til at skade. Men så vidt indsenderen er bekendt har denne inspektion været indskrænket til de ordinære justitsembedsmænd (politimestre, dommere, skrivere, skifteforvaltere), men har hverken været udstrakt til andre ordinære embedsmænd, til ekstraordinære skifteforvaltere (kommissærer, executores testamneti og andre) til godsbesiddernes skiftejurisdiktioner, fattigvæsnet eller lignende.

Den som kikker fordomsfrit på sagen og abstraherer fra den formentlige sørgelige anledning til denne inspektion (rimeligvis de Gud ske lov forbigangne mange kassedefekter og andre uordner) kan ikke andet end hjerteligt takke høje vedkommende for den. For hvilke er ikke dens frugter: Orden i embedsførelse, regeringens nøjere kendskab til den driftige embedsmand grundet på faktiske beviser, den vildfarendes broderlige belæring, men også forbedring af kårene for den virksomme embedsmands og familiefader og meget mere som værdigt befæster vores landsfaders lovforbedring.

Kongen vil og må, tro mod sit høje kald, sin ædle tænkemåde og sit sande faderhjerte, så vidt muligt, kende alle sine børn i den store familie (undersåtterne). For kun da kan han belønne, afhjælpe trang eller faderligt irettesætte.

Men det forekommer indsenderen at så længe ikke alle underordnede embedsmænd, inklusive amtsforvaltere, kongelige godsforvaltere, forst- og jagtbetjente, toldofficerer, militæretaternes civilembedsmænd, kort sagt enhver sådan embedsmand, i og udenfor hovedstaden som har offentlig autoriseret embedsfunktion på lige måde inspiceres, er den undersøgelse hverken fuldstændig eller embedsmændenes kår ens.

Det må som allerede bemærket, ikke alene være vigtigt for regeringen at have rigtig, på faktiske beviser grundet oplysning om embedsmændenes duelighed og retskaffenhed. Men for embedsmændene selv må det være af vigtighed i gerningen at vise sine fortjenester, at have adgang til umiddelbart at oplyse manglerne i en eller anden påbudt administrationsorden, at vise misforholdet i den enkeltes embedsbyrder og lønning mod andre embedsmænd, osv.

Den afdøde som tillidsfuldt har betroet sin sidste viljes fuldbyrdelse til eksekutorer, eller som har legeret kapitaler til fattigvæsenet, kirker, skoler, kommuner såvel som bonden og borgeren der betaler skatter skatter, told, konsumption osv. bør jo ydes den samme betryggende kontrol som de mænd der har sager for retterne eller hvis boer behandles af den ordinære skifteret, osv. At sådan udvidet inspektion medfører nogle få udgifter, bør naturligvis ikke komme i betragtning hvor der er spørgsmål om at forbedre embedsførelsen og yderligere at betrygge almenvel.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 671-674)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er enestående for en Politivennen-artikel idet den nævner at der findes uduelige embedsmænd. Sagsbehandling under enevælden var uhyre kompliceret og skulle gennem et væld af forskellige kontorer hvilket gav en langsommelig behandling. Indtil de nåede kongen selv. Men andre toner begyndte at lyde rundt om i Europa: I Frankrig var der revolution i juli 1830. Soldaterne var gået over på oprørernes side og kongen måtte flygte ud af landet. Efterfølgende var der enkelt oprør andre steder i Europa.

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 

Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:

Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang

P. Olsen
Skipper fra Præstø

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)

Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

Bøn til Vognmanden i Strandstrædet.

I Strandstræde holder ofte en række af vogne der især på regnfulde dage på grund af den brede rendesten og det smalle fortov gør passagen endog for gående vanskelig.

Da denne er en af stadens mest befærdede gader, så kunne man ikke undlade at anmode ejeren af nævnte vogne om at vælge en anden plads for sit befordringstøj (fx pladsen ved sandkisten), da han derved sikkert vil gøre sig mange, selv blandt det smukke køn, forbundet.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 664)