Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)

Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Møsting er begravet på Frederiksberg Kirkegård. I det lange gravskrift står bl.a.: "Iohan Sigismund Møsting. Overkammerherre. Geheimesstatminister. Lykkeligen forenet den 22. juli 1785 med Christine Ceciliæe von Krogh."

Taksigelse

Fyrværkeren P. E. Smidt takkes på det forbindtligste for det fyrværkeri han brændte af aftenen den 26. oktober. Dels fordi at de der havde billetter, var forundt lige så god plads som de der ingen havde. Dernæst for den særdeles veludvalgte plads med snavs og morads til op over anklerne. For det tredje for den behagelige svovlbalsam der nær havde forgivet tilskuerne. Det undgik heller ikke publikums opmærksomhed da piben, klappen og hurraråb havde indgået en trippelalliance.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te November 1830, s. 725) 

Om en Reisendens Behandling, paa Gjæstgivergaarden i Ringsted den 2den October 1830.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1830 kom jeg til byen Ringsted i den hensigt at tilbringe natten på gæstgivergården, til hvilket sted jeg ankom da byens klokke slog 3 kvarter i et, og ringede straks på. Men uagtet jeg havde 2 medhjælpere til ringningen, nemlig gårdskarlen og den ene af byens vægtere, var klokken slået et kvarter i to før noget levende væsen lod sig fornemme i huset. Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe, hvorfor min tålmodighed også var borte, da endelig en levende indretning af pige lod sig høre inden for døren. Denne pige ville forinden hun lukkede mig op, vide hvem jeg var. Men da jeg vidste at hun aldeles ikke kendte noget til mig, fandt jeg for det første dette spørgsmål overflødigt så længe jeg stod på gaden, og forlangte derfor først at komme ind. Men dette var hende ikke nok, hun måtte indhente værtens tilladelse før hun turde lukke op. 

"Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe." (Poul Isac Grønvold: Ringsted, 1749. Statens Museum for Kunst)

Hun gik og først efter et nyt kvarters forløb da jeg havde begyndt ringningen igen, kom pigen og værten til døren. Men i stedet for endelig at indlade mig, gav værten mig ved råben til kende at jeg kunne søge logi i byen, og lade vægterne vise mig til et værtshus. Da jeg nu kunne have gjort dette, uden denne hans anvisning, fandt jeg ikke straks for godt at følge den, men påstod han skulle indlogere mig. Værten spurgte mig derpå om jeg kunne forevise pas, hvortil jeg svarede: Ja, når han enten ville lukke døren eller et vindue op og se mit pas. For gennem lukkede døre forstod jeg ikke at række ham det. Men ved dette som jeg mener ikke urimelige eller uanstændige svar gik hans uartigheder og grovheder så vidt at han tillagde mig flere hæderstitler som æsel og slyngel, der på øjeblikket skulle forføje sig bort. Endelig gjorde jeg endnu et spørgsmål om her ikke længere var offentlig gæstgiversted, hvortil rent ud blev svaret nej og dermed gik de deres vej og lod mig stå. Efter således at have ladet mig stå uden for døren i fulde 3 kvarterer og behandlet mig i tiltale som den største kanalje, fik jeg ikke logi hvor jeg havde ventet, og for ikke at have videre ulejlighed denne gang, tilbragte jeg den øvrige del af natten i hr. gæstgiverens underjordiske skød eller i hans brændevinskælder.

Denne hr. gæstgiver Müllers lovstridige og dårlige behandling skylder jeg offentligt at kundgøre for at enhver i lovlig rejse rejsende person som muligvis dertil ved nattetid kunne indtrække, kan være betænkt på forholdsregler i påkommende tilfælde.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te October 1830, s. 715-717) 

Uordener.

Udenfor huset nr. 342 i Gothersgade ligger et rendestensbræt som hele sommeren har haft et leje der gør det farligt for de forbigående her at passere fra gaden over på fortovet. Da farlige fald kan forårsages ved denne uorden og man må prise sig lykkelig hvis man uden sønderrevet fodtøj har passeret de mod gaden fremragende skare sted, så tager man sig den frihed at anmode ejeren af det nævnte hus der efter sigende skal være den i stuen boende skomager, om at foranstalte brættet lagt i dets tilbørlige leje. Vel har man for længere tid siden hørt klager over at staden var så stærkt forsynet med skomagere at mange savnede arbejde, og nyligt har man også set den mening fremsat at stadens mange læger ikke kunne finde udkomme. Men man kan dog uagtet denne uorden måske kunne skaffe nogle sådanne mænd en øjeblikkelig fortjeneste, ikke undlade at ønske den afhjulpet.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 709-710) 

Bøn i Aarhus.

Så behageligt det er såvel for indbyggerne i Århus som for de mange rejsende der kommer og afgår med smakker og dampskibet, at havnebroen sidste sommer er sat i så god stand, lige så ubehageligt er det derimod for nys nævnte og enhver at vade i det dynd og søleføre som begynder der hvor broen slipper og vedbliver lige til den nærmeste gade. Man beder derfor de ansvarlige om at sørge for at dette stykke bliver renset og og brolagt eller i det mindste påfyldt med grus.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 700-701)