Nyligt fremsattes fra flere af Antonigades beboere det ønske at en højst nødvendig grænse måtte blive sat for de længe tålte, men til sidst til den højeste grad drevne uordener der har deres oprindelse i seks af gadens husejeres inhumane fremgangsmåde, idet de har indrømmet deres huse til bopæl for en betydelig del logerende fruentimmere.
Anmelderen skulle ikke her have opløftet sin stemme hvis det siden den tid forefaldne havde kunnet give formodning om der dog var truffet nogle foranstaltninger til lettelse for gadens honnettere beboere. Men alt viser desværre at Antonistræde er og bliver den samme. Som før kan og ingen nu passere gaden om aftenen uden at udskældes, og ve den der da ville vove at påtale sådant. - I kælderen under huset nr. 236 har dannet sig en af trøjeklædte karle, gud ved til hvilket klasse henhørende, sammensat klub der på første vink af en skøge er rede til at begive sig ud på gaden for at overfalde og skamslå enhver der vil ytre harme, når de af et logerende fruentimmer udskældtes, spyttedes i ansigtet eller oversloges med rendestensskarn. Det er da naturligt at gadens beboere mest derfor udsættes. For disse er jo ofte i forretninger nødsaget til at begive sig ud af huset om aftenen, og hvem tør vel under sådanne omstændigheder vove dette, især hvilket fruentimmer? For ikke at tale om at man om dagen ikke tør lade sig se ved vinduet af frygt for af de lige overfor og ved siden af sig poterede salsdamer at sig sig udvrænget, eller på andre højst uanstændige måder bespottet. Er dette tilfældet om dagen og aftenen, så svarer også natten fuldkommen dertil. For slagsmål og rædselsskrigen vedvarer uafladeligt, og et så alvorligt spektakel fandt sted natten mellem den 18. og 19. december at gadens vægter fandt sig nødsaget til ganske imod sin sædvane, at bringe to af disse skøger på politikammeret omtrent klokken 1 om natten, ja han måtte endog høre - hvad han rigtig nok ikke for første gang har hørt - at han kun slog dem fordi de ikke havde tjent nok, til også at fylde halsen på ham.
At en sådan udlejen af butikker til offentlige fruentimmer vist nok er meget fordelagtig for dem der afgiver sig hermed, er soleklart, når man blot tænker sig de uhyre afgifter som de ulykkelige faldne uden selv at høste andet end deres helbreds og hele timelige vels fortabelse, dagligt må udrede for at mætte griskheden hos den hele skare af ejere og lejere der afgiver sig med denne smudsige næringsvej. Men er den også lige så ærefuld, er det humant af lav egennytte, således at genere og forvolde det mere end to gange større antal af anstændige familier så megen ulempe. Af en så skamløs kvinde som den rige ejerinde af huset nr. 225 der også har opfyldt sit i Pilestræde lige for Antonistræde beliggende hus med offentlige fruentimmer, hvilke for det meste vælger Antonigade til deres tumleplads, kunne man vel ikke vente sig andet, lige så lidt som af den stadens politi bekendte israelitiske ejer af stedet nr. 235 der dog af det mosaiske trossamfund er tilstået fri bolig i en af dets stiftelser, måske fordi staklen da ikke længere skal behøve at lide noget ved at bo i samme gade, ja endog i hus med de skøger han har udlejet sine værelser til. Men at mænd som ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade nr. 243 og ejeren af huset nr. 241 der gør påstand på agtelse, og hvoraf oveni købet den ene er oldermand, den anden bisidder i de store håndværkslaug, hvortil de hører, ikke har taget i betænkning at udvælge deres medbeboere til syndebuk for deres interesse, vare mere end anmelderen havde ventet. Var det den sidst nævnte ejer af n. 241 da ikke nok at han ved i sit sted i Regnegade (til lykke for dens beboere at han der dog kun har en kollega) at handle på lignende måde, allerede i flere år faldt denne gades beboere til besvær, mens han selv, nedlæggende sin borgerlige håndtering, på sit 3. ved Østerport beliggende ret smukke med have forsynede sted, nyder alle de bekvemmeligheder som dette kan skænke, i uforstyrret fred og ro, og mener de måske begge at ligesom de ved ikke selv at bo i gaden, er fritaget for selv at lide noget under følgerne af deres og konsorters opførsel, også er fritaget for de retfærdige klager som Antonigades andre beboere med så megen føje kunne udbryde i over deres fremfærd.
Man anmoder dem derfor endnu en gang alle seks om at træffe foranstaltning til genoprettelse af den forstyrrede orden ved fx at forbyde disse nattesværmersker gadedørsnøglen og at sidde for vinduet. Ligesom han også vover at anråbe stadens politi om at skænke Antonigade sin opmærksomhed, for der forefalder optrin som anordningerne ingenlunde hjemler.
(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s.831-836)
Redacteurens Anmærkning
Antonigade 236 blev 1901 til Antonigade 7, og en del af komplekset Antonigade 3-9/Gammel Mønt 1-11/Pilestræde 26-28 og 34. Det samme gælder Antonistræde 235 blev til Antonigade 5. Antonistræde 225 blev 1902 udlagt til offentlig gade, det samme som formentlig også skete med 241 og 243, eventuelt det først omtalte kompleks.
I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 784, 8. januar 1831, s. 40 dementeres at ejeren af nr. 235 skulle have bopæl i en af de to stiftelser for fattige af det mosaiske samfund. Han boede i Sølvgade.
Den "skamløse kvinde" i nr. 225 anlagde sag - hvilket hun ikke fik noget ud af, hvilket fremgår af Politivennen nr. 810, 9.august 1831, s. 482-487.
