Til Barbariet dermed! eller lidt høiere op!!

At man i barbariske lande spidder levende folk, det har man vel læst og hørt tale om. Men at der i vort kære København eksisterer pigge eller kroge til lignende uvæsen er måske ikke så almindelig bekendt som fortjenstligst og nødvendigt er. - Man ser imidlertid disse om man vil uden for butikkerne på begge sider af stadens vejerbod, men med varsomhed for ikke at spidde sig selv. Disse pigge eller koge der endog på mørke sommeraftener er farlige, er det dobbelt ved vintertid når sne og is forhøjer fortovet og rendestenens opkastning nøder den gående til at holde sig tæt ved husene. - Indsenderen takker sin højde for at han i forrige vinter slap med et sønderrevet ærme og ikke mistede øjet eller fik ansigtet skamferet - og af taknemmelighed derfor gør han Politivennen opmærksom på farligheden for at enhver kan vogte sig i den nu begyndende vinter hvis der ingen anden foranstaltning bliver føjet.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 839)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om vejerboden på Gammeltorv.

Et Par Ord angaaende S. Andresen.

Ikke for at besvare hvad S. Andresen har ladet indrykke i Politivennen angående mig er det at jeg griber pennen, men for at fremstille sagen således som den virkelig er forefalden for dem af mine medborgere som ikke kender mig nøje nok til at kunne vide at dette er usandfærdigt.

Søndag den 5. i denne måned kom en mig ukendt person (S. Andresen?) ind på min barberstue og spurgte om han kunne blive ekspederet straks da han ingen tid havde. Der sad den gang netop tre mænd, af hvilket de to allerede var indsæbede. På mit forlangende tillod disse at han måtte blive ekspederet før de. Han blev derfor straks indsæbet og jeg begyndte at barbere ham. Idet samme spurgte en af de tre andre tilstedeværende mig om noget. Det var vel min skyldighed ifølge den opmærksomhed jeg skylder enhver af mine ærede kunder at bevare dette, hvilket jeg også gjorde. Dog uden at S. A. derved blev opholdt. Ikke desto mindre vendte han sig straks om til min medhjælper og forlangte at denne skulle tage fat på ham, da han ikke havde tid til at sidde der og være nar. Og inden hverken denne eller jeg havde fået tid til at svare, sprang han op fra stolen og sagde at nu ville han gå. Han løb derpå efter at jeg med servietten i største hast havde tørret sæben af ham for at han ikke således som total nar skulle gå på gaden. 

Således var S. Andresen og min opførsel den dag og i sandhed ikke anderledes. Nu må jeg spørge enhver: Har jeg vist mig som ikke rigtig i hovedet eller har han vist sig således? Man vil desuden af modsigelserne i det nonsens som han har skrevet eller ladet skrive, let slutte sig til af hvad kvalitet han selv må være. Men hvem mon denne S. Andresen egentlig er? Han har så rask fremsat mit navn, min håndtering og min bopæl at ingen kan være uvidende om hvem jeg er. Men hvem er han så? Skal måske det S. som står foran navnet Andresen tilkendegive hans bestilling? Man kunne da let forledes til at tro at denne var af de meget lave. Dog dette kan være ligegyldigt. Men snavs har hans fremgangsmåde været da han selv krybende i skjul måske under et stjålet navn, uden al grund søger at nedsætte en mands gode navn og rygte. Og da jeg ikke holder af at røre ved snavs, så skal også dette hvor som helst det i fremtiden på min vej måtte forekomme for mig, af mig forblive liggende urørt.

P. Ingemann.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 836-838)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 780.

Nogle Sandhedsord til sex af Antonistrædets Huuseiere.

Nyligt fremsattes fra flere af Antonigades beboere det ønske at en højst nødvendig grænse måtte blive sat for de længe tålte, men til sidst til den højeste grad drevne uordener der har deres oprindelse i seks af gadens husejeres inhumane fremgangsmåde, idet de har indrømmet deres huse til bopæl for en betydelig del logerende fruentimmere.

Anmelderen skulle ikke her have opløftet sin stemme hvis det siden den tid forefaldne havde kunnet give formodning om der dog var truffet nogle foranstaltninger til lettelse for gadens honnettere beboere. Men alt viser desværre at Antonistræde er og bliver den samme. Som før kan og ingen nu passere gaden om aftenen uden at udskældes, og ve den der da ville vove at påtale sådant. - I kælderen under huset nr. 236 har dannet sig en af trøjeklædte karle, gud ved til hvilket klasse henhørende, sammensat klub der på første vink af en skøge er rede til at begive sig ud på gaden for at overfalde og skamslå enhver der vil ytre harme, når de af et logerende fruentimmer udskældtes, spyttedes i ansigtet eller oversloges med rendestensskarn. Det er da naturligt at gadens beboere mest derfor udsættes. For disse er jo ofte i forretninger nødsaget til at begive sig ud af huset om aftenen, og hvem tør vel under sådanne omstændigheder vove dette, især hvilket fruentimmer? For ikke at tale om at man om dagen ikke tør lade sig se ved vinduet af frygt for af de lige overfor og ved siden af sig poterede salsdamer at sig sig udvrænget, eller på andre højst uanstændige måder bespottet. Er dette tilfældet om dagen og aftenen, så svarer også natten fuldkommen dertil. For slagsmål og rædselsskrigen vedvarer uafladeligt, og et så alvorligt spektakel fandt sted natten mellem den 18. og 19. december at gadens vægter fandt sig nødsaget til ganske imod sin sædvane, at bringe to af disse skøger på politikammeret omtrent klokken 1 om natten, ja han måtte endog høre - hvad han rigtig nok ikke for første gang har hørt - at han kun slog dem fordi de ikke havde tjent nok, til også at fylde halsen på ham.

At en sådan udlejen af butikker til offentlige fruentimmer vist nok er meget fordelagtig for dem der afgiver sig hermed, er soleklart, når man blot tænker sig de uhyre afgifter som de ulykkelige faldne uden selv at høste andet end deres helbreds og hele timelige vels fortabelse, dagligt må udrede for at mætte griskheden hos den hele skare af ejere og lejere der afgiver sig med denne smudsige næringsvej. Men er den også lige så ærefuld, er det humant af lav egennytte, således at genere og forvolde det mere end to gange større antal af anstændige familier så megen ulempe. Af en så skamløs kvinde som den rige ejerinde af huset nr. 225 der også har opfyldt sit i Pilestræde lige for Antonistræde beliggende hus med offentlige fruentimmer, hvilke for det meste vælger Antonigade til deres tumleplads, kunne man vel ikke vente sig andet, lige så lidt som af den stadens politi bekendte israelitiske ejer af stedet nr. 235 der dog af det mosaiske trossamfund er tilstået fri bolig i en af dets stiftelser, måske fordi staklen da ikke længere skal behøve at lide noget ved at bo i samme gade, ja endog i hus med de skøger han har udlejet sine værelser til. Men at mænd som ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade nr. 243 og ejeren af huset nr. 241 der gør påstand på agtelse, og hvoraf oveni købet den ene er oldermand, den anden bisidder i de store håndværkslaug, hvortil de hører, ikke har taget i betænkning at udvælge deres medbeboere til syndebuk for deres interesse, vare mere end anmelderen havde ventet. Var det den sidst nævnte ejer af n. 241 da ikke nok at han ved i sit sted i Regnegade (til lykke for dens beboere at han der dog kun har en kollega) at handle på lignende måde, allerede i flere år faldt denne gades beboere til besvær, mens han selv, nedlæggende sin borgerlige håndtering, på sit 3. ved Østerport beliggende ret smukke med have forsynede sted, nyder alle de bekvemmeligheder som dette kan skænke, i uforstyrret fred og ro, og mener de måske begge at ligesom de ved ikke selv at bo i gaden, er fritaget for selv at lide noget under følgerne af deres og konsorters opførsel, også er fritaget for de retfærdige klager som Antonigades andre beboere med så megen føje kunne udbryde i over deres fremfærd.

Man anmoder dem derfor endnu en gang alle seks om at træffe foranstaltning til genoprettelse af den forstyrrede orden ved fx at forbyde disse nattesværmersker gadedørsnøglen og at sidde for vinduet. Ligesom han også vover at anråbe stadens politi om at skænke Antonigade sin opmærksomhed, for der forefalder optrin som anordningerne ingenlunde hjemler.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s.831-836)

Antonigade i den ende hvor de omtalte begivenheder fandt sted. Af bygningerne eksisterer der formentlig ikke nogen. Men de viste giver måske et indtryk. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Antonigade 236 blev 1901 til Antonigade 7, og en del af komplekset Antonigade 3-9/Gammel Mønt 1-11/Pilestræde 26-28 og 34. Det samme gælder Antonistræde 235 blev til Antonigade 5. Antonistræde 225 blev 1902 udlagt til offentlig gade, det samme som formentlig også skete med 241 og 243, eventuelt det først omtalte kompleks.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 784, 8. januar 1831, s. 40 dementeres at ejeren af nr. 235 skulle have bopæl i en af de to stiftelser for fattige af det mosaiske samfund. Han boede i Sølvgade.

Den "skamløse kvinde" i nr. 225 anlagde sag - hvilket hun ikke fik noget ud af, hvilket fremgår af Politivennen nr. 810, 9.august 1831, s. 482-487.

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825)