Raad fra en Bonde.

Den tilladelse vi bønder har en kort tid om sommeren at turde befordre købstadsfolk til skoven, hvilken er os tilstået som et vederlag for at vi må bidrage til vejenes vedligeholdelse ved stens og gros' henkørsel og påfyldning, samt bompengenes betaling, er vist nok så ubetydelig at der ikke bør gøres os noget skår deri, og dog sker dette så ofte. Således skete det sidste tirsdag at to unge, velklædte personer (på landet kalder vi dem drenge) kom til mig ved Charlottenlund og aftalte med mig om at køre dem til Østerbro for 12 skilling stk. Det gjorde jeg, men da jeg holdt ved ravelinen for at sætte dem af, løb de bort og ind ad staden til, idet de blandede sig mellem en mængde gående., og jeg kunne ikke forlade heste og vogn. Jeg tror at burde bekendtgøre dette for at råde mine lige til at tage betaling forud når de gør aftaler med sådanne unge personer der tror at man kan handle som man vil mod bonden

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 421-422)

Ferskvands-Posten i Springgaden.

Som en følge af den store virksomhed i hr. Brøndums etablissement og at nu flere dannede familier bebor de efterhånden i Pilestræde bedre indrettede bygninger, er vognfærdslen meget større end før, og det er højst rimeligt at den vil endnu forøges efterhånden som de øvrige ejendomsbesiddere af de givne eksempler lærer at indse at det svarer bedre regning at indrette deres steder bekvemme og sirlige ind- og udvendigt og have dannede beboere, som giver en forholdsmæssig højere leje, end at lade bygningerne se ud som forfaldne og gamle arresthuse, klostre eller kaserner, udpyntede med uhyggelige skilte og at have beboere som svarer dertil.

Den færdsel som allerede er i gaden, generes imidlertid meget af den uden for Trinitatis kirkemur ind i gaden stående post, og de mange til dels børn som henter vand fra posten, er ikke sjældent udsat for at komme til skade når som ofte er tilfældet, flere vogne møder hinanden eller gaden spærres af vogne som kører ud eller ind til hr. Brøndoms etablissement, eller må holde udenfor den lige overfor boende brændevinsbrænder for af- og pålæsning osv.

Da nu denne færdsel som meldt kan ventes at blive endnu større, henstiller indsenderen til høje ansvarlige om det ikke måtte være passende i tide og medens sommeren er for hånden, at gennembryde kirkemuren og ligesom i Landemærket anbringe posten i en forhugning i samme.

Til slut bemærker indsenderen at selv ved den sidste ildebrand i Landemærket, viste det sig at posten endog står ubekvemt for slufferne da når en henter vand, en anden vanskeligt kan komme forbi.

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 419-421)

Igjentagen Bøn om Veiforbedring.

I august måned 1828 fremsattes i dette blad en bøn om forbedring af vejen som gennem Lyngby fører til Dyrehaven og løber forbi kirken og præsteboligen. Denne bøn er endnu ikke opfyldt, og at vejen siden er blevet dårligere, er øjensynligt. Udenfor sprøjtehuset hvori man også lægger druknede, langs med kirkemuren er vejen fuld af store bundsten og dybe huller, så a man ikke uden fare for at brække aksler og hjul kan befare samme. Ligeledes er den på nævnte vejstykke værende stenkiste forstoppet, så at vandet fra præstens svinesti ikke kan få afløb, hvilket forårsager en fæl stank, især på varme dage. Ved at passere kisten står man ligeledes i fare for at en hest skal forvride et ben eller at et hjul sønderbrydes ved at komme ned mellem åbningerne. Da denne vej om sommeren befares meget stærkt, især af Københavns indbyggere, der efter at have besøgt Sorgenfri hvis høje ejer har gjort så meget til dette steds forskønnelse, vil tage til Dyrehaven, gentages atter denne bøn om vejens hurtige forbedring.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 399)

Om Confirmandernes Opstilling paa Kirkegulvet.

I en tidsalder da titler og rang nyder, og som ærværdige relikvier fortjener at nyde, stor højagtelse, går det vist ikke an at ordne konfirmanderne efter deres åndsfortrin (hvor ønskeligt det eved var), hvilket hr. B. Tøxen af mangel på "et ægte praktisk blik" har foreslået. En sådan fornuft- og erfaringsstridig forbedring fra roden af ville uden al tvivl foranledige en almindelig statsomvæltning. Statsborgerne ville sikkert rejse sig som en frygtelig masse, og mange rige spækhøkere, brændevinsbrændere og øltappere ville ved den sådan lejlighed lige så lidt vige for nogen som helst adelsmand som for nogen titel- og rangløs fattig, i mod og tapperhed. Meget blod ville da udgydes, og det ville gå ud over de værdige hvis største tal måske findes blandt de fattige. Derimod tror indsenderen at det i en tidsalder hvor penge nyder, og som det store drivhjul i menneskelivet fortjener at nyde, langt større højagtelse end dyd og fortjenester, åndsrigdom, hjertets renhed, sædelighed og flid, ville være hensigtsmæssigt at sætte pladserne for konfirmanderne i kirken til offentligt salg. Hermed ville mange rige borgermænds rangsyge tilfredsstilles, og præsterne klækkeligt beriges til deres egen og familiers underholdning og til videnskabelige sysleers fortsættelse, hvilket sidste er det mål som vore især landsbypræster, med føje higer efter at nå, som det mest fornødne, næst mad og drikke. At de fattige Don Ranudoer ville være værst farne ved denne indretning, er en selvfølge. Men - nogle må altid opofre sig for det hele vel. De rige rangsyge ville da formodentlig blive dygtigt udleet, og skammen de udsættes for, ville helbrede patienterne. Indsenderen skylder sandheden at tilføje at kun denne ides fremstilling tilhører ham. Ideen selv tilhører en håndværksmand.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 396-398)

Redacteurens Anmærkning

Konfirmation foregik efter Konfirmationsforordningen (Forordning Angaaende den tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade) 13. januar 1736. Den gjorde konfirmation obligatorisk for alle børn i kongerigerne Danmark og Norge. Konfirmanderne skulle gennemgå et undervisningsforløb i kristendommens rette lære. Undervisningen havde til formål at oplære og opdrage ungdommen i kristendommen. Der blev undervist i Martin Luthers Lille Katekismus. Konfirmationsforordningen betød at det blev en statslig opgave at sikre alle mulighed for undervisning inden den tvungne konfirmation. Skoleloven af 1739 indførte undervisningspligt for alle børn. Undervisningen bestod i udvalgte religiøse tekster.

En styg Prydelse ved Nicolai Vagttaarn.

I en tid da der dels er, dels bliver gjort så meget såvel til hovedstadens som dens omegns forskønnelse samt afskaffelse af uordner, har det undret meddeleren meget at Nikolaj vagttårn der for resten intet lader til overs at ønske i arkitektonisk henseende eller hensigtsmæssighed, dog formedelst sin omgivelse af gamle rudera, mere ligner ruinerne af en hensmuldret tysk ridderborg end en bygning der med store omkostninger for ikke mange år siden blev næsten opført som ny.

Flere indsendere har ikke undladt at påanke dette hæslige skue i nærværende blad, og senest er sådant blevet nævnt i bladets nr. 801. Imidlertid er dog en af de mest hæslige prydelser ved nævnte tårn så vidt det er anmelderen bekendt undgået fortjent anke. Denne er nemlig de ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne. Man har grund til at formode at den ved et sådant naboskab bevirkede mephiske dunst der især på hede dage let meddeler sig en vareartikel som kød, næppe kan være behagelig for de sælgere der er placeret der (der dog formodentlig lige så fuldt må betale deres stadepenge som der der ligger på et for sådan uhumskhed fritaget strøg), men endnu langt mindre for køberne. 

Indsenderen er så fri at håbe og anbefale til høje vedkommendes gunstige foranstaltning at disse latriner på hvis byggeplads vel endnu ikke kan være vunden hævd, måtte blive sløjfet, og såfremt de måtte findes uundværlige da at blive henlagt til et andet mere passende sted, fx bag ved tårnet.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 394-395)

"Ikke mindre end 3 latrinhuse der er opført ved tårnets sydlige ende lige tæt op ad slagterboderne." (Tegningen fra Both fra 1825 viser tårnets sydlige ende og slagterboderne af træ.)