(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 609)
Redacteurens Anmærkning.
"I Sankt Jørgens Sø er der nu henlagt en båd." (Vilhelm Kyhn: Bag kunstneren have på Farimagsvej ved St Jørgens Sø, 1852. Statens Museum for Kunst.)
I Sankt Jørgens Sø er nu vel henlagt en båd og formodentlig er det foranlediget ved anmodningen i nr. 813 af dette blad om en redningsbåd i nævnte sø. Men da indsenderen har set den, straks efter at den var udlagt, være halvfyldt med vand, så kan han ikke undlade at bemærke at den som redningsbåd betragtet er omtrent lige så god som ingen båd, for skal den først øses læns forinden den kan bruges, da vil vist nok en forulykket for længst være druknet, inden man kan komme en sådan til hjælp. Man gentager derfor sin anmodning om anskaffelse af en brugbar båd i søen.
(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 609)
At det for kort tid siden i Hotel d'Angleterre af hr. Knirsch åbnede kaffehus i det hele taget, således er indrettet at det kan anses som det første af dette slags i København, er unægteligt. Dog ville ejeren meget forbinde indsenderen og sikkert også mange flere af dem der besøger dette kaffehus for at læse de udgående offentlige tidender ved at forsyne sin læsesal med flere af disse, fx Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tilskueren, Sjællandske Avis m.fl. Næppe burde der i et lokale som hr. Knirsch' savnes nogen af de i København udgående offentlige tidender, ja endogså flere fremmede, end der hidtil har været, burde forefindes der. Indsenderen kan heller ikke tvivl om at det ville være til ejerens egen fordel om denne anmodning blev opfyldt.
(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 605-606)
De på Nikolaj Tårn ansatte vægtere øjner flere timer i forvejen de hertil kommende dampbåde, og kunne derefter bestemme deres ankomst til Toldboden. Da en sådan underretning ofte er magtpåliggende for den del af publikum som venter venner og bekendte med dampbådene, og det er forbundet med vidtløftighed på selve Nikolaj Kirketårn at indhente efterretning derom, så ville det være meget ønskeligt om dampbådenes formodende ankomst til Toldboden tilkendegaves offentligt, enten på tavlen uden for Postgården eller fra de respektive damppaketters kontorer. I selskabet Athenæum er denne indretning allerede truffet med de fra Lübeck og Kiel kommende dampbåde. Ved den sidste lysttur til Møn med dampskibet Wilhemine som blev forsinket i 15 timer, blev samme ventet på Toldboden af henimod et hundrede mennesker i den anførte tid, hvilken tidsspilde og ulejlighed for så mange kunne have været undgået ifald dampbådenes ankomst efter den var sket set, offentligt var bekendtgjort.
(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 604-605)
Beboerne af Bredgade kan ikke leve længe når vedkommende ikke renser rendestenen udenfor Mac Evois gård og hele strækningen fra Garnisonspladsen ned forbi konferensråd Collins der er så opfyldt med grønt forrådnet slim at luften ganske forpestes deraf. På en tid da vores ædle faderlige monark ved store opofrelser og vise indretninger søger at beskytte os mod den rædsomme kolera, turde man vente at alle autoriteter og enhver god borger ivrigt stræbte til det samme mål og ikke ved nogen forsømmelse tilintetgjorde regeringens bestræbelser.
(Politivennen nr. 816, Løverdagen den 20de August 1831, s. 595)