24 august 2016

Halmtorvet.

Når man kommer ind ad Vesterport, frembyder Rådhuspladsen til højre intet behageligt skue. Størstedelen af samme er ikke brolagt og ikke til at passere for fodgængere. Pladsen er opfyldt med tomme arbejdsvogne og behængt med beboernes vask som er langt fra at tage sig fordelagtig ud.

At denne plads hvis længde er 60 og bredde 20 meter og som først falder enhver fremmed i øjnene der kommer ind ad Vesterport, er så aldeles forsømt, er at beklage. Hvor smukt og behageligt ville det fx ikke være om på samme blev anbragt alleer lig de der findes i esplanaden? Man tillader sig i denne anledning endnu at bemærke at den ved Vesterport anlagte store barriere af træ til Filosofgangen endnu mere vansirer indkørslen til byen. Den skønnes ikke at være til nogen nytte, men kun til at spærre passagen, for den ved vagten stående skildvagt vil let forhindre vogne at køre ind til Filosofgangen.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 769-770)

Om en Sygs Transport til Hospitalet og et Ønske i denne Anledning.

Veed fredag den 28. oktober ved midnatstid at passere Dronningens Tværgade, stødte anmelderen på et menneske der lå på fortovet udenfor den gård hvori det kongelige museum findes, og som det lod til var meget hårdt angrebet af en sygdom. Foruden adskillige som omgav den syge, var også 3 vægtere til stede samt en læge som var i færd med at give ham et lægemiddel. Da jeg mærkede at den syge havde anfald af krampeslag, ytrede jeg for de tilstedeværende at det var rigtigst at han blev transporteret til hospitalet, og tilbød at betale en vogn når nogen ville hente den, hvortil en af vægterne svarede at der var ingen vognmand der ville køre den syge, da vognen derved ville tilsøles. Omsider da de omstående mærkede at de af lægen indgivne midler ikke virkede, besluttede de at bære patienten til Frederiks Hospital. Ved ankomst til porten i Bredgade, ringede en vægter der var fulgt med, på klokken, hvorpå der fra et vindue som åbnedes i første etage, gaves den besked at porten ikke åbnedes om natten. Jeg erklærede da at jeg var villig til at betale for den syges forplejning, hvilket jeg også gentog for en anden person der forsynet med en lygte kom over gården hen til jernporten og gennem gitteret så hvem der havde ringet. Men vi fik påpeget at vi måtte bringe den syge om til den anden port i Amaliegade. Af frygt for at man også her skulle vægre sig for at modtage den syge der ved et forlænget ophold og i den stilling hvori han blev båret, muligvis kunne dø undervejs, foreslog jeg at bringe ham til Almindelig Hospital hvor der straks efter at der var ringet på klokken, blev åbnet, og den syge efter anmeldelse var sket, modtaget og indlagt, formodentlig i ligstuen, da her lå en og måske flere døde. Efter at have afgivet den forklaring om den syge som vi var i stand til, opholdt vi os der omtrent et kvarter for at ville overvære den syges behandling, men endnu var der ingen læge kommet hvorimod vi fik påpeget at vi alle kunne forlade hospitalet med undtagelse af den syges mester som var med i følget.

Ved at fremsætte denne fortælling, kan jeg ikke undlade at ytre det ønske, at hospitalets port ud til Bredgade også må natten måtte åbnes til syges modtagelse, eller hvis dette af vægtige grunde ikke kan ske, dette da må bekendtgøres for vægterne for at således både disse og de som kommer dem til hjælp ved en sygs transport, kan undgå megen tidsspilde som nu forvoldes ved først forgæves at bringe den syge til denne port, og derpå føre ham den lange vej om ad Fredericiagade til hospitalets anden port, hvilket ophold kan have uberegnelige følger når en syg behøver hurtig hjælp. Men på en tid da man frygter for og har truffet flere foranstaltninger mod kolera, var det vist nok mere hensigtsmæssigt om der valgtes et sted hvortil syge som blev fundet på gaden, kunne bringes hen, og hvorfra de ikke måtte bortføres før den derværende læge havde overbevist sig om at den syge ikke var angrebet af kolera. At forsigtighed burde anvendes med de personer der havde været i umidddelbar berøring med den syge, er en selvfølge. Havde den før omtalte syge været angrebet af kolera, kunne de der havde transporteret ham og i længere tid opholdt sig i nærheden af ham, let have været anstukne, og således udbredt smitten til mange. At indlægge en syg i en ligstue eller i et værelse hvori der ligger en død, er vist nok ikke aldeles rigtigt. For man har eksempler på at skuet af et lig har haft dræbende virkning hos mennesker der er kommet til sig selv efter et ellers ikke farligt sygdomstilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 759-763)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen nr. 828, 12. november 1831, side 782-787.

Advarsel til Communicanterne i Trinitatis Kirke.

Søndag den 23. i denne måned kommunicerede jeg og min hustru i Trinitatis Kirke, og efterlod i en stol i den brede gang, da vi gik op til alteret: et par sorte skindhandsker, et rødternet lommetørklæde, en rødternet sypose med forgyldt lås og kæde, hvori der var 4 mark. 5 skilling, et rødternet lommetørklæde og en elfenbens snustobaksdåse, som alt sammen var borte da vi kom ned igen, uden at derom kunne fås nogen oplysning. Jeg offentliggør dette for at andre, i lignende tilfælde, kan vide sig for skade at tage vare.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. side 750)

Voldsomt Overfald paa sagløs Mand.

Mange foranstaltninger som øvrigheden har truffet når uorden er blevet påtalt gennem dette blad, bevæger forfatteren af disse linjer til at gøre politiøvrigheden opmærksom på at da han søndag den 16. i denne måned ville gå fra sit hus på Amager hjem til Christianshavn, omtrent kl. 10 om aftenen, og var kommet forbi stedet Håbet, kom 2 personer ham i møde, hvoraf den ene idet de passerede forbi ham, gav ham et så vældigt slag på øret at han styrtede i grøften. Men da han bemærkede at flere sådanne skulle tildeles ham, tog han flugten og slap således med ituslåede læber. 

Søndag forud blev en murersvend så forslået samme sted at han næppe kunne gå fra stedet, ligeledes af en af de personer som kom ud fra værtshuset. Fremdeles ligger endnu på 6. uge en mand i Sundbyvester som er forslået i nærheden af dette hus. Da flere andre uordener som vist er den høje øvrighed bekendt, er passeret der, håber man at der træffes sådanne foranstaltninger at man kan gå ud og ind af broen uden at frygte for overfald.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 744-745)

En slem Udbygning paa St. Petri Kierketaarn.

Lige så stor en sandhed som det er at den store renlighed der hersker i Sankt Petri Kirke tjener vedkommende til ære og er en behagelighed for enhver der besøger kirken, lige så stor en sandhed er det også at det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed. Ikke alene for kirkegængerne, men også for de familier som bor overfor kirken, for hvilke dets næsten uophørlige åbenhed afgiver et yderst vederstyggeligt skue, hvilket dog folk der betaler værelser til gaden, kan gøre krav på at være fritaget for. Man tillader sig derfor at henstille til de ansvarliges nærmere overvejelse om denne afskyelige udbygning ikke burde borttages. Og om den er nødvendig anbringes på et sted ved kirken eller tårnet hvor den falder mindre i øjnene? Skulle dette ønske imidlertid være for dristigt, da tør man dog håbe at der bliver foranstaltet at døren på dette aflukke der vansirer kirken, for eftertiden altid holdes lukket.

(Politivennen nr. 826, Løverdagen den 29de October 1831, s. 743-744)

"Det på tårnets søndre side anbragte lokum der som oftest åbent benyttes mens folk går i kirke, er en stor vederstyggelighed." (Sankt Petri Kirke. Så vidt jeg kan skønne må det være til højre for tårnet på fotoet. Eget foto, 2015.)