Veed fredag den 28. oktober ved midnatstid at passere Dronningens Tværgade, stødte anmelderen på et menneske der lå på fortovet udenfor den gård hvori det kongelige museum findes, og som det lod til var meget hårdt angrebet af en sygdom. Foruden adskillige som omgav den syge, var også 3 vægtere til stede samt en læge som var i færd med at give ham et lægemiddel. Da jeg mærkede at den syge havde anfald af krampeslag, ytrede jeg for de tilstedeværende at det var rigtigst at han blev transporteret til hospitalet, og tilbød at betale en vogn når nogen ville hente den, hvortil en af vægterne svarede at der var ingen vognmand der ville køre den syge, da vognen derved ville tilsøles. Omsider da de omstående mærkede at de af lægen indgivne midler ikke virkede, besluttede de at bære patienten til Frederiks Hospital. Ved ankomst til porten i Bredgade, ringede en vægter der var fulgt med, på klokken, hvorpå der fra et vindue som åbnedes i første etage, gaves den besked at porten ikke åbnedes om natten. Jeg erklærede da at jeg var villig til at betale for den syges forplejning, hvilket jeg også gentog for en anden person der forsynet med en lygte kom over gården hen til jernporten og gennem gitteret så hvem der havde ringet. Men vi fik påpeget at vi måtte bringe den syge om til den anden port i Amaliegade. Af frygt for at man også her skulle vægre sig for at modtage den syge der ved et forlænget ophold og i den stilling hvori han blev båret, muligvis kunne dø undervejs, foreslog jeg at bringe ham til Almindelig Hospital hvor der straks efter at der var ringet på klokken, blev åbnet, og den syge efter anmeldelse var sket, modtaget og indlagt, formodentlig i ligstuen, da her lå en og måske flere døde. Efter at have afgivet den forklaring om den syge som vi var i stand til, opholdt vi os der omtrent et kvarter for at ville overvære den syges behandling, men endnu var der ingen læge kommet hvorimod vi fik påpeget at vi alle kunne forlade hospitalet med undtagelse af den syges mester som var med i følget.
Ved at fremsætte denne fortælling, kan jeg ikke undlade at ytre det ønske, at hospitalets port ud til Bredgade også må natten måtte åbnes til syges modtagelse, eller hvis dette af vægtige grunde ikke kan ske, dette da må bekendtgøres for vægterne for at således både disse og de som kommer dem til hjælp ved en sygs transport, kan undgå megen tidsspilde som nu forvoldes ved først forgæves at bringe den syge til denne port, og derpå føre ham den lange vej om ad Fredericiagade til hospitalets anden port, hvilket ophold kan have uberegnelige følger når en syg behøver hurtig hjælp. Men på en tid da man frygter for og har truffet flere foranstaltninger mod kolera, var det vist nok mere hensigtsmæssigt om der valgtes et sted hvortil syge som blev fundet på gaden, kunne bringes hen, og hvorfra de ikke måtte bortføres før den derværende læge havde overbevist sig om at den syge ikke var angrebet af kolera. At forsigtighed burde anvendes med de personer der havde været i umidddelbar berøring med den syge, er en selvfølge. Havde den før omtalte syge været angrebet af kolera, kunne de der havde transporteret ham og i længere tid opholdt sig i nærheden af ham, let have været anstukne, og således udbredt smitten til mange. At indlægge en syg i en ligstue eller i et værelse hvori der ligger en død, er vist nok ikke aldeles rigtigt. For man har eksempler på at skuet af et lig har haft dræbende virkning hos mennesker der er kommet til sig selv efter et ellers ikke farligt sygdomstilfælde.
(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 759-763)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen følges op i Politivennen nr. 828, 12. november 1831, side 782-787.
