Fri os fra Skændegæsten paa Veien til Lundehuset!

Søndag den 26. august om eftermiddagen passerede 3 velklædte damer vejen fra Lundehuset til staden. Da de gik forbi hr. grosserer Wolffs lyststed, kom en pige som konditionerer der, løbende imod dem, udskældte dem med alle de utilladeligste ord der tænkes kan, og uagtet de tav og gik, blev hun ved at skælde så længe hun kunne se dem. Man ønsker at hr. grosserer Wolff vil forebygge sådant så at enhver kan passere vejen uden at torteres af denne skændegæst som man før har hørt på en uforskammet måde udskælde forbigående der aldeles ikke tiltalte hende.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 584.) 

Et Forslag til Forskjønnelse.

Da nu Holmens Bro forandres og ombygges var det et ønske at sandkisten ved Højbro Plads sløjfedes og henlagdes på den anden side af Kanalen lige for Nybrogade hvor der er plads nok til en eller to sandkister, og hvor bolværket desuden er meget brøstfældigt og snart må repareres hvorfor det måtte være så meget lettere at anbringe sandkisterne der. Det er et vederstyggeligt syn fra Højbro Plads at se sandkisten behængt med alle slags klæder og pjalter blandt hinanden for at tørres, og det ville meget forskønne udsigten fra slottet og pladserne når denne tørreplads afskaffedes og der var bolværk i stedet for sandkiste så at skibene kunne ligge lige fra Holmens Bro til Højbro.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 578.) 

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.

Endnu et Par Ord om Nedstyrtning fra Rundetaarn.

I fjor fandt en ulykkelig sin død ved at styrte sig ned fra en af åbningerne på Rundetårn. Det samme har været tilfældet i disse dage. Begge styrtede ned på en plads som hele tiden befærdes af mennesker af enhver alder, så det må anses for en sjælden stor lykke at ingen er blevet slået ihjel eller i det mindste slået til krøbling ved deres fald. Da man ikke kan vide hvor ofte nogen vil styrte sig ned fra Rundetårn og således passagen omkring samme til enhver tid må anses farlig for liv og lemmer, anser anmelderen det for passede gennem dette blad at gøre opmærksom på det middel hvorved han tror at en sådan fare for de forbigående i fremtiden mest sikkert og lettest vil kunne afvendes. 

Dette middel er at forsyne de på tornet værende åbninger med flere jernstænger anbragt på samme måde som de der findes i den nederste åbning ud til Købmagergade. Man indvender ikke at dette vil være uden nytte, såsom den der søger en sådan dødsmåde alligevel nok vil finde en eller anden bygning fra hvilken han kan nedstyrte sig så at andre ligefuldt vil være i fare for at blive slået ihjel ved hans fald. Det vil nemlig ikke kunne nægtes at ligesom lejlighed giver tyve, således frembyder også Rundetårn en bekvem lejlighed for sådanne ulykkelige der - vistnok oftest i sindsforvirring - søger det første det bedste sted hvor de kan ende deres dage. Det er da sandsynligt at sådanne når denne lejlighed bliver dem betaget vil søge en anden for deres medmennesker ikke farlig dødsmåde. 

Det kan heller ikke med rette indvendes at adgang til tårnets øverste del jo nogle gange om ugen står åben for alle hvorved da en bekvem lejlighed frembyder sig. For dels vil i det mindste den der i sindsforvirring beslutter at tage sig selv af dage, vistnok ikke opsætter sit forehavende til en vis bestemt time, dels plejer flere i de omtalte timer at besøge tårnets øverste del og næppe vil da nogen prøve på i fleres nærværelse at udføre et sådant forsæt. Ikke blot med hensyn til dem der frivilligt søger døden burde de omtalte jernstænger anbringes, men også med hensyn til de mange drenge der undertiden løber i tårnet. For dem har anmelderen ofte set ligge i tårnets åbninger med hovedet langt udenfor muren, og hvor let kan da ikke en dreng blive svimmel i hovedet og styrte ned!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 565-567.)  

Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  

Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.