Den første Frugt af Modernisationen, eller: Brudeskamler ved jødisk Brudevielse.

Ved jomfru Heilbuths brudevielse der for kort tid siden fandt sted, så man en ny for jøderne hidtil ukendt ceremoni anvendt, nemlig brugen af brudeskamler. I denne anledning mener man sig kompetent til at opfordre hr. dr. Wolff til at tilkendegive menigheden hvad betydning denne brug skal have, eller kan vinde i rækken af jødiske religionsvedtægter. Så vidt indsenderen ved, finder aldrig knælen sted i synagogerne eller i nogen som helst bøn til og påkaldelse af guddommen, hverken i jødernes private eller offentlige andagt, eller ved nogen af de religionshandlinger som foregår i deres gudshuse. Man anmoder af den årsag hr. doktoren behageligst at ville give menigheden fuldstændig oplysning om årsagen til denne overførelse af en kristen kirkebrug til jødernes tempel.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 769-770.)

Spørgsmaal til Hr. Stadsmusikanten.

For nogen tid siden kom jeg i et selskab hos nogle bekendte og blev der anmodet om at spille en kort tid til fornøjelse og tidsfordriv indtil klokken 9.30 om aftenen som ikke var over borgerlig tid. Men skønt musikken kun var mådelig og gaves uden nogen betaling, måtte jeg dog betale 1 rigsbankdaler i mulkt for at have spillet. Jeg ønsker derfor at vide om denne rigsbankdaler er givet til de fattige eller til hr. stadsmusikanten selv. Dersom det første er tilfældet, vil det glæde mig som selv er fattig, og må arbejde for min og families underhold. Men er det derimod til hr. stadsmusikanten selv, da vil det gøre mig ondt om han trænger til at lade en arbejdsmand give sig en skærv af sit daglige arbejdes slid og ringe fortjeneste.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at lade hr. stadsmusikanten vide: 1) at jeg ikke kan påtage mig at være spillesvend fordi jeg ikke er kender af musik; og 2) at jeg ernærer mig og min familie med mit slid og arbejde, og ikke med at give musik.

H. S. Holbech.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 768-769.)

Anmodning til Krofaderen paa Smedesvendenes Herberge i Prinsensgade nr. 375.

At det ordsprog: "Det som føder en smed, kan slå en skrædder ihjel" ikke i almindelighed holder stik, men at nogle af Deres besøgere må have svage maver, har man ved nogle gange at passere forbi Deres bopæl om aftenen haft eksempel på, idet fra vinduerne er arriveret adskillige slags udtømmelser ned på gaden. På husets nederste gesims ses endnu en rest af sådanne sager som det overlades til Dem at bedømme om den er kommet oven eller nede fra. Da sådant ikke frembyder noget lykkeligt skue for de lige overfor boende, og det ville være meget ækelt om noget sådant i nedfaldet traf forbipasserende, ligesom det ikke kan være behageligt for husets ejer hyppigt at lade huset front afpudses, anmodes De om i Deres lokale at anskaffe en indretning der kan modtage det Deres gæsters maver ikke kan eller vil beholde.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 767-768.)

Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

Langt Præludium i Utide.

Organisten i Trinitatis Kirke har den skik at præludere ved kommunionen længe efter at denne er begyndt. Således fredag den 5. oktober da han opvartede med et intetsigende præludium indtil et betydeligt antal kommunikanter allerede havde forlat alteret, i stedet for at han bør lige så snart præsten begynder at uddele brødet, slå an med en af de så skønne til handlingen bestemte salmer, da det er den eneste passende musik og sang mens kommunionen foregår.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 712-713)