18 oktober 2016

Kirkeuordener.

1) I et par, og måske flere, kirker spilles orgelet så hurtigt at det er umuligt i sangen at følge samme, især for aldrende folk. At sådant hastværk er ufornødent, kan man erfare ved at besøge gudstjenesten i Slotskirken.

2) Lige sådan er det med sangen som i nogle tilfælde bruges ved begravelser, idet mindste på Helligånds kirkegård.

3) Det er meget almindeligt ved begravelser udenfor portene, at kusken går en sådan støj at følget har ondt ved at høre præstens tale.

4) Ved en begravelse den 22. dennes på Frederiksberg Kirkegård var der sådan hvisken af nogle børn og halvvoksne der havde placeret sig på orglet, og trampen af andre der løb ned fra pulpiturstolene at det selv for dem som stod meget nær, var vanskeligt at høre ligtalen, som hr. kapellan Schiødte holdt i kirken. Hvilket indsendere og flere så meget mere havde grund til at beklage som talen hører til de fortrinligere og hr. Schiødtes stærke stemme og værdige manerer er så meget lovende.

Man forventer at de ansvarlige vil bevirke sådanne uordener hæmmet i fremtiden, hvortil dog hører så såre lidt opmærksomhed og ulejlighed.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 535-536)

Underdanig Forespørgsel.

Tirsdag den 30. juli forleden indfandt jeg mig på "Trommesalen" med 39 stykker lam, som jeg agtede at handle der. Kort efter at mine lam var drevet ind i en fold, kom hr. kaptajn Stauning der driver et profitabelt værtshushold for enhver som på Trommesalen torver med heste og kvæg, hen til folden og beordrede sin karl til at drive mine lam ud, samt ydermere bød mig at "holde kæft" da jeg ytrede misfornøjelse over denne hans adfærd.

På grund af det tillader jeg mig underdanigst at spørge: 1) er Trommesalen ikke et offentligt akseltorv? 2) Er de anbragte folde ikke til fri afbenyttelse for enhver der besøger dette torv? Hvis svaret her bliver bekræftende, da spørges 3) kan kaptajn Staunings adfærd da ikke med rette benævnes egenmægtig og lovstridig? 4) er kaptajn Stauning berettiget til at afpresse prangere og andre der handler på Trommesalen, lidkøb samt til at overøse dem med pøbelagtige grovheder når han synes at de ikke giver nok i skålen? 5) Var det ikke højst ønskeligt at der på akseltorvet "Trommesalen" dagligt posteredes et par betjente der kunne holde kaptajnen lidt i ave, og beskytte torvets besøgende mod hans egenmægtighed og grovheder? og 6) er det passende for en kavaller som hr. kaptajnen dog nu skal være at betjene sig af eder og andre udtryk som man ellers kun hører af Gammelstrands matroner og konsorter?


Besvarelsen heraf imødeses af


Peter Christensen
fra Valby
Valby den 31. juli 1833


(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 529-530)

Trommesalen, 1858 (Carl Bøgh)
 

Redacteurens Anmærkning

Stauning er tidligere omtalt i Politivennen 7. juli 1827 og svaret 14. juli 1827.

Bøn for nogle ulykkelige Børn.

I Grønningen ved Østerport og ellers i nærheden af denne port ses ofte en omtrent 11 til 12 årig dreng bære en mindre dreng på ryggen såedes at dennes ben stikker frem under den førstes arme. Når nu velklædte folk passerer forbi, trækkes de nøgne ben endnu længere frem på den bårne stakkel, og idet man anmodes om en almisse, fremvises benene der aldeles mangler fødder, eller også disse består af to uformelige klumper uden tæer, hvilket anmelderen som smertelig officer også væmmes ved et sådant skue, ikke bestemt kan afgøre. HVad enten nu dette barn er i den grad trængende at det må tigge, eller hvad snarere er troligt, det er betroet til uværdige der ved denne krøbling søger at gøre sig en ulovlig vinding, tør man såvel med hensyn til den ulykkelige skabning selv, som til de mange der på forskellige måder lider ved den uformodede, pludselige præsentation af dets lyder, håbe at der på anden måde vil blive sørget for denne stakkel.

I Grønningen ved Esplanaden har i den senere tid et ungt fruentimmer med 2 små børn taget natkvarter blandt de øvrige lazaroner der her stadigt har natteleje. De små uskyldige anbefales især til de ansvarshavendes opmærksomhed, ligesom det i det hele taget af flere grunde var ønskeligt at der også om natten nu og da måtte udsendes patruljer gennem Grønningen. For de på Esplanaden boende er det en stor ubehagelighed om morgenen tidligt at se så mange ulykkelige lejrede der.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527-529)

Et Par Ord om Pasexpeditionen i Kjøbenhavn.

Eftersom pasgebyrerne i København er det dobbelt mod udenfor Kjøbenhavn, for dermed at bestride de forøgede udgifter ved kontoret for de rejsende, så synes det også rimeligt at pasekspeditionen der kunne ske til samme tider som andre steder, og ikke som nu være indskrænket til enkelte tider af dagen, samt aldeles ikke finde sted på søn- og helligdage. Der arbejdes nu så meget på at lette den uden- og indenlandske samfærdsel at man tør håbe at ovenstående bemærkning ikke er fremsat forgæves.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 527)

Skrivelse fra Helsingør.

Hr. udgiver.

Siden adskilligt i den senere tid har været skrevet i Deres blad om Helsingør, vil det næppe være af vejen at omtale deri også to onde ting som desværre er i frodig tilvækst, og som i tidens løb vil skade byen mere end man i øjeblikket kan spore.

Det ene onde er de ægteskabelige forbindelser som indgås uden præst og uden lysning fra prædikestolen, eller de såkaldte naturlige ægteskaber. Disses antal skal for tiden her i byen være mindt halvfjerds, hvilket ikke er så utroligt når man ser hen til de uforholdsmæssigt mange uægte børn som der fødes. Sidste år var af 218 fødsler de 54 uægte, altså hvert fjerde barn avlet udenfor ægteskab . Halvdelen af disse fødsler skylder sikkert disse forbindelser sin tilværelse.

I en havneby som Helsingør hvor erhvervskilderne holder mange ugifte personer til stedet og hvor desuden underofficer- og spillemandsklassen udgør omtrent tredjedelen af det indkvarterede militær, kan man in puncto sexus ikke være alt for nøjeseende, og det gælder blot så vidt muligt at forebygge at det uundgåelige onde ikke efterlader for indgribende følger. Når der fra det offentliges side ikke lægges hindring i vejen for at såkaldte kærester flytter under tag sammen, så kan man ikke vente at moralske og religiøse hensyn afholder dem fra et sådant levned. De fortsætter dette i en del år til døden eller uenighed adskiller dem, og da kommer fattigvæsnet så at sige til at betale gildet. Vel er det sandt at der også indgås mange ubesindige og lovlige ægteskaber, og at udgifterne ved disse ikke kan siges at være så betydelige at de for sig alene kunne være nogen væsentlig anstødssten. Men foruden at underofficerer og de i klasse med dem stående militære ikke så let får friseddel, således ved man også af erfaring at det som oftest er disse udgifters besparelse som gør de naturlige ægteskaber temmelig langvarige, og kan man ved alvorligt at sætte skranker for disse, kun forebygge 10 uægte fødsler årligt, så er dog allerede herved betydeligt vundet for fattigvæsnet og de dertil kontribuerende. - En anden sag er det at man ikke på en gang kan hæve nærværende onde. Man må forene lempelighed med alvor, for så vidt alt nu bestående forbindelser angår, for ellers ville fattigforsøgelsen straks påvæltes en alt for trykkende byrde.

Som et andet onde der fortjener ikke mindre opmærksomhed, må dernæst nævnes den måde hvorpå man i den senere tid har eluderet de befalede indskrænkninger i at meddele borgerskab på værtshuhold. Hvilket er så meget mere begalgeligt som man kunne ønske denne næringsgren i det mindste for halvdelen, aldeles afskaffet, idet blot meget få værtshuse kan kaldes nødvendige, og en del kun tjener til at føde dagdrivere og til at fremavle en yngel af lignende væsner. Men - skete ting står ikke til at forandre - og man kan derfor nu ikke gå videre end at sætte grænser for følgerne af fortidens synder. Hertil hører da først og fremmest at indskrænke værtshusenes antal, hvilket absolut nødvendige forholdsregel disse elusioner ssigter til at trodse. Når en udtjent soldat i nogle år har konditioneret som tjener i en klub, eller andet sted, og samlet sig nogle skillinger, er han enten uskikket eller for fornem til atter at gå til ploven, men finder det derimod mageligere at ernære sig og sin elskede ved at holde skænk, og ved engang imellem at have - i egentlig form af dansebod - bal eller essemble for sluttet selskab. Øvrigheden kan ikke give tilladelse til sådan næringsvej. Men hjælper sig altså ved at betjene sig af en eller anden affældig værtshusholders eller værtshusholderenkes borgerskab på den måde at man tager disse til sig i huset, føder og klæder dem, men desuagtet i politiets øjne vil passere som deres tjener eller fuldmægtig. Der skal for tiden være over 12 sådanne konverterede værtshuse i Helsingør, og efter den betryggelse man i den senere tid har fundet ved kuverterne, kunne vel flere være i vente. - Det vil måske indvendes at nuværende spilfægteri må ophøre engang når de gamle værtshusholdere uddør. Men heri tager man mærkbart fejl. Når den nuværende pro forma tjener eller fuldmægtig i 8 til 10 år har drevet gæk med lovene, selv er blevet aldrende, svagelig og har fået en flok børn at forsørge, tager han ligesom masken af, og giver det offentlige valget mellem at overtage denne familiebyrde eller at give ham borgerbrev. Nødvendigheden bestemmer let valget, og med det opnåede patent agerer man igen skærmbræt for andre. Det er altså rådeligst for det offentlige straks at rykke det onde op med roden, og få de forvænte Larser og Madser til i tide at se sig om efter andre leveveje.

Af en øvrighed som Helsingørs, der ved flere lejligheder har lagt for dagen at den har kommunens sande vel for øje, tør man vente at utidig barmhjertighed ikke vil afholde den fra at tage kraftige forholdsregler imod uordener og sande onder, og at for så vidt bestående love ikke giver aldeles hensigtspassende midler derimod, man fra højere steder vil skaffe sig den hjælp som behøves.

C. Gottliebsen.

Efterskrift.

Efter at den ovenstående var leveret til trykken, har man erfaret at en del uberettigede værtshusholdere er indklaget for politiretten. Man ønsker at denne undersøgelse måtte lede til et resultat der med tiden også vil være gavnlig for de indklagede.

(Politivennen nr. 918, Løverdagen, den 3die August, 1833. Side 521-526)