Bøn om en Muur for endeeel af Assistencekirkegaarden.

Derfra hvor muren slipper ved Falkoner Alle er hegnet rundt om op til den nye frijordskirkegård så åbent de fleste steder at både mennesker og kreaturer med lethed kan komme derover, og indsenderen har flere gange set både børn og hunde fra alleen løbe igennem disse åbninger ind på kirkegården. Det var derfor at ønske at en mur snarest muligt måtte komme til at afløse dette mådelige hegn som i grunden aldrig kan være noget værn om en kirkegård. Så vidt indsenderen ved, er der for Helligånds og Trinitatis sogn af magistraten købt et stykke jord ovenfor den gamle frijordskirkegård til familiebegravelser. Dette burde også indhegnes med en mur, for mange familier køber vist nok hellere en familiegravsted ved en sådan mur end ved en grøft, hvorpå et så mådeligt hegn befindes. Da vedkommende kirkepatroner sikkert må betale en høj pris for sådanne jordstykker, som udlægges til kirkegård, og familierne ligeledes betaler deres gravsteder dyr, so synes det i overensstemmelse med ret og rimelighed at de vedkommende sørgede for en murs opførelse. 

Der klages også med grund over den mængde vand som altid samler sig på kirkegården så at man ikke sjældent ser en nylig opkastet grav halv fuld af vand. Da nu mange ikke ønsker at se deres venner eller pårørende druknes efter døden, men hellere så dem have det på det tørre, tillader man sig at spørge om det ikke var muligt ved grøfter at aflede vandet fra kirkegården. Da vore landmænd og bønder får belønning af det kongelige landhusholdningsselskab for at aflede skadeligt vand fra deres jorder, mener man ikke dette er umuligt.

(Politivennen nr. 933, Løverdagen, den 16de November, 1833. Side 772-774)  

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 32 paa Hjørnet af Compagni- og Hyskenstræde.

Hr. vært! Da den mængde sjovere og gamle kællinger der næsten daglig plejer sin magelighed i Deres gadedør, dels ved at spise frokost, dels ved at tage en middagslur osv. snart forulemper de ind- og udgående, ville De meget forbinde Dem Deres lejere ved i fremtiden at formå disse, sikkert ubudne gæster til at opsøge sig et mere belejligt sted for sådanne forretninger.

(Politivennen nr. 931, Løverdagen, den 2den November, 1833. Side 745-746)  

Hyskenstræde set mod Naboløs. Kompagnistræde krydser ved det bleggule hus (ved stopforbudsskiltet. Læderstræde (uden for billedet) krydser mod venstre. Eget foto, 2016
 

Redacteurens Anmærkning

Måske tager skribenten fejl? Nr. 32 var på Politivennens tid hjørnet af Læderstræde og Hyskenstræde. 1845 blev den delt i 32 A (Læderstræde 36, opført 1799) og 32 B (Hyskenstræde 9, opført 1834). 

Knald og Skræk paa Kjøbmagergade.

Da det 2. livregiment onsdag aften marcherede ind fra præsentationen på Fælleden, hørte man et geværskud på Købmagergade og et ditto i Løvstræde, hvorved mange i nærheden blev forskrækket. Så vidt vides har det altid været skik og brug hos de militære at afskyde ladningen af deres våben på øvelsespladsen og ikke bringe disse ladte ind i staden, hvorved der let kan afstedkomme skade. At denne gode gamle skik blev opretholdt ville vist nok være ønskeligt, om end endog ikke hidrørte fra nogen parolebefaling, hvorom anmelderen er uvidende. 

Men at skikken er gammel, tror han at finde et bevis på i følgende anekdote. "Ved slutningen af en manøvre og før indmarchen fandtes i batterierne nogle ladte kanoner som ikke kunne affyres under manøvren. Den kommanderende kaptajn henvendte sig derfor til den øverstbefalende med spørgsmålet om han måtte lade de ladte kanoner blive affyret. Men svaret blev Nej! Kaptajnen tav, men da han efter et øjebliks ophold gentog sin anmodning og tilføjede at det altid havde været skik at de ladte, men under manøvren ikke affyrede kanoner før indmarchen blev afskudt, fordi ladningens udtagelse siden forårsagede mere ulejlighed end krudtet der af fugtighed og slam var ødelagt, turde være værd, svarede befalingsmanden: "Ja, so machen Sie es, nur aber so leise als möglich!"

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 677-678)  

Anmodning til Hr. Hørkræmmer Ebbesen.

Ejeren af huset nr. 57 på hjørnet af Vestergade og volden, hr. urtekræmmer Ebbesen, ville meget forbinde sig sine lejere og andre der har forretninger hos dem, dersom han i fremtiden ville rense sin gadedør for den mængde sælgekællinger og piger der hyppigt, til stor ulempe for de ind- og udgående, tager stade der, og ofte optager hele forstuen. At man må være ængstelig for at træde ind i et sådant hus som desuden ikke udmærker sig ved renlighed, kan enhver let begribe der kender den slags mennesker. Og indsenderen har også ofte der været vidne til sande Gammelstrands-scener, ja endog set nævnte damer kæmme deres hår hvorved der da let kan falde dit og dat af.

At sådant må skræmme enhver fra huset der nødvendig må komme der, indses sikkert af hr. Ebbesen selv, som forhåbentlig nu vil sætte en skranke for dette uvæsen, da han er gjort opmærksom på det.

(Politivennen nr. 927, Løverdagen, den 5te October, 1833. Side 676-677)  

Redacteurens Anmærkning

Vestergade 57/Vestervold 57 blev 1868 sammenlagt med nr. 58 og i 1906 indbefattet i 276. Den nuværende adresse er Frederiksberggade 40, Rådhuspladsen 45-47 og Vestergade 37, og bygningen eksisterer ikke længere. Der findes et foto fra 1880 af området (Før og Nu, 1915), men det er usikkert om ikke de bygninger man kan se på dette, er af nyere dato.

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  

Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.

Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.