Spørgsmaal om Boutiksdøres Lukning om Søn-og Helligdage.

Der var en tid da stadens porte lukkedes på helligdagene under gudstjenesten formodentlig for derved at bevirke at kirkerne skulle besøges hyppigere. Men da erfaring siden lærte at denne hensigt ikke opnåedes, og at folk som ikke yndede påtvungen gudstjeneste, i stedet for at søge ud i Guds frie natur, hvilket således var dem nægtet, besøgte og fordrev tiden på værtshuse, blev det tilladt at portene må holdes åbne alle søn- og helligdage, ligesom om de søgne.

En anden gammel skik, nemlig at handelsmænd skulle holde deres butiksdøre lukkede om søndagen, holdes endnu i hævd. Man har indset det nødvendige i at fattige arbejdsfolk der som oftest får deres ugeløn udbetalt om søndagen, ikke nægtedes at få livets første fornødenheder, og derfor ikke befalet at butikker og udsalgssteder aldeles lukkes, når indgangen blot blændes ved at dørene holdes lukket på klem. Men dette er meget vanskeligt at overholde, såsom en eller anden køber let glemmer at skyde døren til efter sig, og når dette bemærkes af den omkring gående patrulje, opkaldes straks vedkommende på politikammeret for at betale en mulkt. Man tillader sig derfor det spørgsmål: Skulle under vor tids tiltagne oplysning, gudstjenesten på søn- og helligdage ikke anses at være lige så andagtsfuld og hellig, hvis butiks- og kælderdøre stod i samme stilling under gudstjenesten som de står i den øvrige tid af helligdagene, da de allievel benyttes til ind- og udgang af købere? Besvaredes dette spørgsmål bekræftende og således blive taget i forønsket betragtning, ville mange borgere der ikke har en dobbelt indgang til sin butik derved undgå udgifter og ubehageligheder ligesom også de omkring gående patruljer i den henseende kunne være overflødige.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 4de Januar 1834, s. 5-7) 

Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.

For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.

*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 

Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne. 

Velmeent Anmodning til S. T. Hr. Major v. Hellesen, Exerceerinspecteur for det borgerlige Infanterie.

Når borgerkorpsene eller afdelinger af samme, udfører en eller anden tjenstforretning, omgives og iagttages de sædvanligvis af en mængde tilskuere af alle stænder. Desto ubehageligere er det når der da indtræffer noget der synes at støde an imod den orden og disciplin der bør finde sted ved ethvert militært dannet og veløvet korps. Således var det tilfældet ved den agtede og alment yndede kaptajn Mandras begravelse på Holmens Kirkegård, torsdag den 12. dennes at adskillige af det paraderende mandskab efter at  geværet var ladet til første salve, ugenert tog sig en frokost af spise-og drikkevarer som deres civilklædte bekendte tilbragte dem. Da man aldrig ser sådant hos det kongelige militær, måtte det betragtes med mishag, såvel af militære som ikke militære tilskuere, og det så meget som sådant foregik ved en ligparade og midt under præstens tale over den afdøde. Det er derfor man henvender sig til Dem, hr. major! hvis iver for at skaffe den unge borger færdighed i sit våbens brug er almindelig kendt og påskønnet, med anmodning om at De tillige ville underrette ham om hans andre militære pligter når han er under gevær eller i tjenstforretninger - at De ville indskærpe ham at når han i tjenesten eller på sin post fordrer samme magt og myndighed som soldaten, bør han også vise en soldaterlig opførsel - og endelig at gøre ham begribeligt at god orden og disciplin ikkenedværdiger den subalterne, men tværtimod hædrer såvel ham som hele det korps til hvilket hans majestæt ikke sjældent betror sit palæs bevogtning og på hvilket stadens indbyggere håber trygt i farens stund.

Som en for ikke-militære minde betydelig, men dog påfaldende uorden, bemærkes at enkelte infanterister tog patronerne op af deres bukselommer, i stedet for at patrontaskerne hvori de egentlig bør bæres.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 841-843) 

Uordener.

2) Udenfor huset nr. 142 Vingårdsstræde er nogle af bandurstenene så skævt liggende at de giver anledning til farlige fald og endnu værre vil det blive når frost indtræffer. De er sunket sammen med et stykke af den øvrige brolægning efter at der på stedet tidligt i sommeren gravedes efter vandrender. Det kunne vel anses for rigtigt om man således som det nu ellers sker hvor større strækninger i samme anledning opgraves, og så lod sådanne mindre stykker henstå i nogen tid indtil jordsmonnet havde nået den fornødne fasthed og da først gav de dem den fornødne bro. Derved ville dette i flere henseender fatale om-igen undgås og fald og stød forhindres.

(Politivennen nr. 934, Løverdagen, den 23de November, 1833. Side 793-794)