Til Vertshuusholder Knud - , udenfor Vesterport.

Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad.

Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.

Efter således ganske kort at have sagt dig min mening om din og din kammerats opførsel, vil jeg endnu gøre dig opmærksom på at der gives skrappe love mod forstyrrere af folks husfred, og at jeg helt sikkert ikke skal undlade at tage min tilflugt til dem hvis det oftere skulle falde dig eller andre ind at gæste mit hus på sådan pøbelagtig måde. Ville du ikke gøre det samme, Knud! hvis nogen øvede vold i dit hus?

København den 7. januar 1834
Andersen

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 28-29) 

Anmodning til Eieren af Sukkerraffinaderiet i Admiralgaden.

I sukkerraffinaderiet i Admiralgade stampes det ler som bruges ved raffineringen, i den øverste loftsetage. Dette arbejde på et sådant sted forårsager en yderst ubehagelig og gennemtrængende lyd der overmåde meget besværer alle i nærheden boende, især syge, så meget mere som arbejdet foretages om natten. De syge og svagere i nabolaget ville derfor være ejeren særdeles tak skyldig hvis han ville flytte dette arbejde til et andet sted i gården hvor det lyder mindre, og især om han ville lade det foretages om dagen i stedet for om natten.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 24-25) 

Spørgsmaal om Boutiksdøres Lukning om Søn-og Helligdage.

Der var en tid da stadens porte lukkedes på helligdagene under gudstjenesten formodentlig for derved at bevirke at kirkerne skulle besøges hyppigere. Men da erfaring siden lærte at denne hensigt ikke opnåedes, og at folk som ikke yndede påtvungen gudstjeneste, i stedet for at søge ud i Guds frie natur, hvilket således var dem nægtet, besøgte og fordrev tiden på værtshuse, blev det tilladt at portene må holdes åbne alle søn- og helligdage, ligesom om de søgne.

En anden gammel skik, nemlig at handelsmænd skulle holde deres butiksdøre lukkede om søndagen, holdes endnu i hævd. Man har indset det nødvendige i at fattige arbejdsfolk der som oftest får deres ugeløn udbetalt om søndagen, ikke nægtedes at få livets første fornødenheder, og derfor ikke befalet at butikker og udsalgssteder aldeles lukkes, når indgangen blot blændes ved at dørene holdes lukket på klem. Men dette er meget vanskeligt at overholde, såsom en eller anden køber let glemmer at skyde døren til efter sig, og når dette bemærkes af den omkring gående patrulje, opkaldes straks vedkommende på politikammeret for at betale en mulkt. Man tillader sig derfor det spørgsmål: Skulle under vor tids tiltagne oplysning, gudstjenesten på søn- og helligdage ikke anses at være lige så andagtsfuld og hellig, hvis butiks- og kælderdøre stod i samme stilling under gudstjenesten som de står i den øvrige tid af helligdagene, da de allievel benyttes til ind- og udgang af købere? Besvaredes dette spørgsmål bekræftende og således blive taget i forønsket betragtning, ville mange borgere der ikke har en dobbelt indgang til sin butik derved undgå udgifter og ubehageligheder ligesom også de omkring gående patruljer i den henseende kunne være overflødige.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 4de Januar 1834, s. 5-7) 

Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Ønske om Forbud mod Salget af Knaldsølv-Bonbons, dito Fidibusser etc.

Motto: Homines nihil agendo, male agere discunt.
 
Vist nok i den forudsætning at ovennævnte knaldartikler og deres slægtning er uskadelig, har man yndet dem som stof til spøg i vores bedrøvede tid. Skal elskerinden have lidt slik, må der nødvendigvis være knald i. Og skal hun fænge elskerens pibe, rækker hun ham - en knaldfidus. Ligesom cronique scandaleuse omtaler ægteskaber, hvori kærlighedsstoffet er fordampet og i dets sted er opstået ligegyldighed, trættekærhed og anden kærligheds forgift der bragte eksplosion som også har afgivet knald og smæld, således bringer man ligeledes kun sølvet til at knalde ved at tilsætte det gift, nemlig skedevand foruden stødt glas der når det kommer i øjnene, er meget skadeligt, hvorpå hr. Dominico Capozzis fysiske blindhed er et meget sørgeligt bevis.

For nogle dage siden blev i et selskab en mands øjne (såvidt indsenderen ved en løjtnants) ilde tilredt ved det at der blandt de til pibernes tænding henlagte fidibusser fandtes en med knaldsølv i. For at forebygge lignende ulykker i fremtiden ønskes at et forbud mod salget af nævnet knaldartikler måtte ske *). Skønt besparelsen af det dertil medgående sølv vel ikke vil bidrage til at man ser mere sølv i omløb end nu for tiden, eller at kvartalskursen omsider sættes al pari, håber man dog at vedkommende overvejer dette ønske.

*) et sådant forbud eksisterer visseligen. Udg.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 848-849) 

Redacteurens Anmærkning

Domenico Capozzi (1792-1862) var en italiensk født hofviktualiehandler der mistede synet ved et ulykkestilfælde. Han kom til København i 1816 som kammertjener hos den italienske charge d'affaires. Han var formentlig kendt fordi han handlede med makaroni, ost, tørrede frugter mm. Og som sådan ragede han uklar med urtekræmmerne.