Der er vist lige så lidt tvivl om at karlene ved en eller anden forseelse havde gjort sig fortjent til straf, som om de herrer officerers retfærdighedsfølelse og kompetence til at eksekvere straffen. Men desuagtet kan man dog ikke undlade det ønske at eksekutionen ikke skete offentligt. Den mest simple soldat har dog en grad af æresfølelse som bør næres. Men han føler sig krænket og nedværdiget når han straffes i påsyn af andre end kammerater. Også for uvedkommende, enten nærboende eller forbipasserende er det højst ubehageligt at se straf tildeles på offentlig gade. Det ville derfor være ønskeligt om højere ansvarlige for fremtiden forebyggede at sådan korrektion eller afstraffelse fandt sted offentlig, men derimod anviste de respektive eksercerpladser eller kaserner til eksekutionsplads.
(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 706-707)
