Skammelig Drenge Kaadhed paa Kongens Nytorv, under Liigprocessionen.

Det forekommer indsenderen underligt at han ikke i Deres blad har set anker og en styg uorden som foregik på Kongens Nytorv torsdag den 11 december, uagtet flere tusinde mennesker var til stede der og hvoraf vist mange harmede sig. Da sådant imidlertid bør komme til vedkommendes kundskab for at det for eftertiden ved lignende lejligheder kan blive forebygget, vil indsenderen af dette underrette Dem om at ligesom processionen nærmede sig torvet, steg henved 40 af vores kåde drenge over jerngitteret om statuen. Nogle krøb op og satte sig på hesten, andre tog plads på de figurer der sidder ved piedestalen. En dreng drev endog sin kådhed så vidt at han brød palmegrenen af hånden på den ene figur og paraderede længe med den, ligesom med et scepter samt nu og da slog figurens hoved og arme med dem, til megen morskab for hans vandalske kammerater. At de øvrige drenge mere eller mindre stræbte at molestrere figurerne som de kun fandt alt for stærke, det tvivler vist ingen på som kender vores gadedrenge for hvilke intet er helligt.

Det er vist nok økonomisk rigtigt at man i den senere tid har indskrænket de mindre nødvendige skildvagtposter hvor i blandt man også har regnet den ved statuen. For for det første ville en soldat på denne post ikke kunne beskytte den for overlast af kåde drenge, der vel ville forstå at retirere til en anden side når han nærmede sig den, hvorfra de stilede deres angreb. Dernæst kunne de ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem. Men ved sådanne lejligheder hvor torvet er opfyldt med mennesker, burde der ved statuen stilles 4 mand til dens beskyttelse. Dette mener man kan ske uden nogen bekostning eftersom vagten ved sådanne lejligheder gerne er forstærket eller også flere militære er tilsagt at holde sig klar til at møde på nærmere ordre. Men selv om sådanne posters hensættelse skulle medføre en lille udgift da ville denne ikke komme i betragtning mod en større som istandsættelsen efter en tilføjet beskadigelse vil kræve, for ikke at tale om den harme enhver dansk mand må føle ved at se kåde drenge besudle og mishandle et værk der er oprejst til minde om en af vores gode konger og som vel vedligeholdt tjener til en pryd for torvet.

(Politivennen nr. 991, Løverdagen den 27de December 1834, s. 893-895)  

"De ved Hovedvagten udstillede poster have et øje med om kåde drenge forgreb sig på statuen og melde sådant til den vagthavende kaptajn der da kan udsende et par mand for at fordrive dem." (Kongens Nytorv. Yderst til venstre går Østergade ind, dernæst mod højre: Hotel d'Angelterre, rytterstatuen og Hovedvagten med de tre fag. Becker)

Redacteurens Anmærkning.

Kjøbenhavnsposten 11. december 1834 angiver under rubrikken Nyheds-Post fra Kjøbenhavn den 8de. December 1834 at prins Friederich Wilhelm Carl Ludwig af Hessen-Philippsthal Barchfeldt blev fulgt til graven. Han blev i 1812 gift med arveprins Frederiks datter prinsesse Juliane Sophie. Han var den 30. november død af tyfus. Allerede i Kjøbenhavnsposten den 9. december 1834 havde man advaret om mulige optøjer ved begravelsen, bl.a. med henvisning til Politivennens beskrivelse af Rahbeks begravelse:

Det er en Kjendsgerning, at ved offentlige Høitideligheder, hvor megen Pragt udfoldes, Publikum trænger sig til, med en Iver og Interesse, som man oftest maa troe, Anledningen alene ikke vækker. Folk af alle Stænder og Klasser udsætte sig ved saadanne Leiligheder for de største ubehageligheder, for gratis at kunne bivaane et glimrende Optog af Soldater, forskellige Personer, eller Hvadsomhelst, der falder i Øinene, og ikke blot Almuesmænd, men ogsaa tidt Personer, som ere vante til mere værdiefulde Skuespil, trodse gjensidige Skup og Tryk for at opnaae en saa ringe Øienslyst, som en paradering, en Procession, en glimrende Vielse, eller en eller anden Persons Begravelse, der ledsages af anndre end sortklædte Sørgende  ... Her anfører Kjøbenhavnsposten så to eksempler: ... tvende Mænds Begravelse ... bleve betegnede ved Optrin som maatte virke høist forargeligt paa Enhver, som fulgte de paagjældende Hedenfarne til Jorden. Den første var nemlig vor forevigede Rahbeks jordefærd, hvorom en af Sørgefølget i "Politevennen" No. 749, 1830, i en Artikkel, betitlet "Justits á la Turque" gjør Anmeldelse... Den anden var General Gruners, hvor det paapegede Tilfælde fandt Sted, at Toget blev generet ved den store Menneskemasse, som, tæt sammenpakket og saa at sige klisteret op til Husene, af og til bølgede frem.

Kjøbenhavnspostens råd er ganske enkelt helt at udelukke mængden ved at lave afspærringer. Politiet var på daværende tidspunkt helt utilstrækkeligt bemandet, betjentene gennemgik ikke nogen uddannelse, lønnen var elendig og tiltrak som oftest kun personer der var meget lidt egnet til andet end at uddele tæsk med deres stokke.

Optøjerne burde have givet et forvarsel om begivenhederne ved Frederik 6.s begravelse, januar 1840. Men samtidig synes artiklen dog at antyde at man i hoffet og blandt bedsteborgerne havde en forestilling om at Frederik 6. og kongehuset var afholdt og elsket af Københavns brede befolkning. Heri tog man grueligt fejl, hvilket begivenhederne omkring Frederik 6.s begravelse synes at give al mulig vidnesbyrd om. (Jeg har forberedt indslagene om denne begivenhed til december) 

Rytterstatuen på Kongens Nytorv fra nogenlunde samme vinkel som i det gamle stik. Foto, Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Til Hr. Liebe.

Ved fredag aften den 12. i denne måned henimod kl 10 at passere Halmstræde, hørte indsenderen heraf fra forstuen i huset nr. 55 i Lille Kongensgade en kvinde råbe i en jamrende tone: "red mig, de vil myrde mig!" og flere mandfolk som udførte eder og trusler mod hende. Indsenderen tillige med flere nærmede sig stedet for at komme den lidende til hjælp, men fandt gadedøren lukket. Omtrent en halv snes minutter senere kom en grædende pige ud af huset som sagde det var den ældre hr. Liebe der slog hende, mens sønnerne bandede og truede hende. Da det vist nok interesserer flere at vide dette stakkels fruentimmers brøde, anmoder man Dem, hr. Liebe at publicere den, samt indprente Deres sønner at det ikke klæder sig godt for kavalerer enten at ophidse andre mod eller selv at slå et fruentimmer som man i almindelighed når man besidder humanitet, bærer agtelse for. 

(Politivennen nr. 990, Løverdagen den 20de December 1834, s. 885-886)  

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1834 er optegnet hofbogbindermester J. Liebe, Lille Kongensgade 54, i 1806 ejet af bogbinder Liebe. 1859 Lille Kongensgade 36 og fra 1917 hed adressen Nikolaj Plads 6-8. Huset eksisterer ikke længere. Halmstræde er nuværende Nikolajgade.

Om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt for de Fattige i Frederiksberg Sogn.

Det glæder udgiveren meget når han blandt de mange anker over mangler og ufuldkommenheder som fremsættes i hans blad, nu og da kan bekendtgøre noget om et eller andet foretagende hvad enten det er bevirket ved en autoritet eller ved privatmand, og da han håber at det interessere den største del af hans læsere, meddeler han med fornøjelse en kort efterretning om en i dette år oprettet arbejdsanstalt i Frederiksberg By.

I de senere år tiltog de fattiges antal i Frederiksberg Sogn mere og mere, hvortil hører byerne Valby, Vigerslev og Hvidovre. Sognets Fattigkommission havde vel for længere tid siden tænkt på hvor nyttigt det ville være at få oprettet en arbejdsanstalt for at kunne beskæftige de fattige og give dem lejlighed til at  fortjene en del af de omkostninger som medgår til deres understøttelse. Men der manglede midler til at forskaffe et passende lokale, og sognets beboere der besværedes ved en stadig stigende udgift, såvel i naturalier som i penge, til de fattiges underhold, unddrog sig for at komme kommissionen til hjælp med lån for at fremme hensigtens opnåelse. Desuagtet lykkedes det i forrige år kommissionen, især ved dens driftige medlem hr. fabriksejer Plukroses bestræbelser, at på særdeles rimelige vilkår få købt en gård i Frederiksberg bys Allegade. Denne gård blev indrettet til en arbejdsanstalt hvis bestyrelse blev overdraget til hr. Plukrose af de øvrige kommisionsmedlemmer.

Arbejds-, spise- og soveværelserne er lyse og luftige, og der holdes strengt over renlighed i alle måder. Ved optagelse i arbejdshuset må den fattige rense sig ved bad, og få klæder af stiftelsen mens hans egne rengøres og udbedres. Lemmerne beskæftiges med at spinde hør, blår og fæhår af hvilke sidste udvirkes sengeklæder, strikkes nathuer, trøjer og strømper til eget brug, endvidere forfærdiges trætøfler, udføres murer-, tømrer-, snedker- og havearbejde osv. 

Fattighuset (med arrester i kælderen) bag ved Bagergården ved Allegade, set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2

Man har ikke tænkt på at udvide stiftelsen til et fabriksanlæg, dels fordi der ville kræves en større sum til anskaffelse af maskiner og inventar, ligesom også større kundskaber hos bestyrelsen, dels også fordi erfaring har vist at sådanne fabrikker som drives ved fattige, skader den næringsdrivende borger i dennes levevej. I stiftelsen nyder de fattige tilstrækkelig god og sund føde, samt i øvrigt alle fornødenheder. Og det de ved flid kunne tjene over hvad der er dem pålagt at præstere, vil i sin tid når et arbejdsreglement sættes i kraft, blive udbetalt til dem om søndagen da de får tilladelse til at gå ud. Men kommissionen har her som i alt ikke utidigt villet overile sig med at fremsætte bestemmelser. Hvilke den derimod først ved praktisk erfaring har villet lære at kende som hensigtsmæssige og tjenlige. Befindes nogen at have begået uorden eller at komme beskænket hjem, får han ikke tilladelse til at komme ud i 1-2 søndage. Denne straf er i almindelighed fundet tilstrækkelig til ordens overholdelse i så henseende, og kachotstraf har kun i 2 tilfælde været anvendt, ligesom kommissionen i øvrigt har haft årsag til at være tilfreds med lemmernes flid og opførsel.

Hvad der vist nok er tilfældet på flere steder og som den mest driftige Fattigkommission næppe formår at forebygge (da al grundig undersøgelse omsider strander på den fattiges erklæring: "jeg kan intet arbejde få"), nemlig at mange søger at tilvende sig understøttelse uden at trænge til det, fandt også før sted i dette sogn. Et bevis på det finder man deri at da arbejdshuset var indrettet og kommissionen lod bekendtgøre at ingen som ikke ville være lem i arbejdsanstalten, kunne vente nogen som helst understøttelse, fandtes af 170 personer der nød understøttelse, kun 42 der underkastede sig denne betingelse, mens de øvrige frasagde sig al understøttelse på dette vilkår. Det er heraf klart som også bestyrket ved erfaring, at arbejdsanstalter ved et fattigvæsen formindsker antallet på de fattige, da disse som oftest foretrækker frihed og den kære lediggang for arbejde under opsigt, og undværer hellere understøttelse end de underkaster sig tvang. 

Men en velindrettet arbejdsanstalt fører endnu det gode med sig at de fattige bliver vænnet til orden og renlighed, hvorved mange sygdommes fremkomst og udbredelse bliver forebygget. Og lad endog de fattiges virke eller arbejde ikke fuldkommen erstatte den bekostning dens underhold kræver, ja lad denne kun halvt erstattes, så er dog derved allerede vundet stor lettelse i ydernes udgifter. 

Den her omhandlede anstalt har kun været i virksomhed siden 1. april dette år. Og skønt lemmerne i den første tid ene var beskæftiget med at afhjælpe stiftelsens mangler og fremskaffe fornødenheder til eget brug, har arbejdshusets oprettelse i den følgende tid dog bevirket så meget at sognets ydere fra 15. april har været fritaget for at lægge den hjælp i naturalier som kommissionen før så sig nødsaget til at afkræve dem og som for Frederiksberg by alene, evalueret til penge, for året 1833 udgør cirka 700 rigsbankdaler, samt at hovedkassen i 1834 har kunnet undvære 1.000 rigsbankdaler sedler til afdrag på de til arbejdsanstaltens indretning medgåede udgifter. Enhver god borger må af hjertet ønske denne stiftelse alt muligt held, og at dens gode fremgang og bestyrelse må tjene til eksempel og efterligning på andre steder.

(Politivennen nr. 989, Løverdagen den 13de December 1834, s. 855-860) 

Redacteurens Anmærkning

Arbedsanstalten lå på nuværende Allegade 14 (ved Tottenbergs bagergård). I 1858 blev det adskilt i Frederiksberg og Hvidovre som to selvstændige kommuner  (med virkning fra 1861). Fattighuset blev i 1860 solgt til bager H. L. Tottenberg som drev bageri i forhuset. (Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune 1858-2008. 2008).

Vedrørende Plukroses rolle, så indeholdt Kiøbenhavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse fra ham om hvordan bl.a.hofpræsten havde villet presse ham til at nedtone sin rolle for at fremme hofpræstens m.fl.s roller. Se baggrundsartiklen her på bloggen.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.

Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  

"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.

Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)

Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.