09 december 2016

Anmodning til de Herrer Kobbersmedmestere.

Dersom en skomager, skrædder eller anden uden larm arbejdende professionist ville forsøge på at flytte sit værksted ud på gade eller fortov, ville han vist nok snart blive vist indenfor sine egne grænser. Men kobbersmede derimod ser man jævnligt uforstyrret at drive deres støjende profession på offentlig gade. Vel er det humant af øvrigheden at den tillader sådant for ikke at hindre borgere i deres erhverv, men på den anden side kan det dog ikke nægtes at larmende arbejde på gaden fører megen ulempe med sig. For ikke at tale om færdslen især i smalle gader, derved spærres og at den igennemtrængende, dundrende lyd som fremkommer når 3 svende hamrer på en stor sukker- eller brændevinskeddel, er højst ubehagelig for de forbipasserende. Men hvad må den ikke være for de der bor i nærheden, der er nødt til hele tiden at låne øre til det, og især for den syge der trænger til ro og hvis bedste medicin er søvn? Troligt er det også at ejendomsbesiddere i nærheden af et sådant værksted lider skår i deres indtægter eller har ondt ved at få deres værelser udlejet for en nogenlunde rimelig pris. Men det værste er at heste ved denne larm kan blive sky og afstedkomme uerstattelig skade. 

Sådant havde nær hændt i fredags i næstforrige uge i Møntergade. Imens 3 svende hamrede på en stor kobberkedel, kom en karl med to løse heste fra Pilestræde og drejede ind i gaden, men da disse hørte denne banken, blev de urolige, stejlede og ville ikke gå frem, så at karlen måtte vende om og tage en anden vej. På samme tid kom fra den anden ende af gaden en bagervogn, men da den nærmede sig larmen, blev hestene sky, så at karlen ikke formåede at holde dem og først ved flere hjælp fik vogn og heste trukket tilbage, ved hvilken manøvre vognen nær havde tørnet på og væltet en drosche hvori der sad en dame der ikke blev indjaget så lidt skræk. Under dette optrin vedblev svendene deres arbejde og hamrede på kedlen af alle kræfter. 


Møntergade. Bagest Pilestræde hvor karlen kom fra med de to løse heste. Forrest hvorfra bageervognen kørte ind i Møntergade. (Foto. Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Man tillader sig i denne anledning at anmode de herrer kobbersmedsmestere om at de, betænkende de fortrin de således nyder frem for den største del af deres medborgere, vil pålægge deres folk at disse når de under deres arbejde på gaden ser heste blive urolige, skal holde inde med arbejdet indtil at hestene er bortfjernet. Man har det håb at de vil opfylde denne anmodning, da arbejdets forsinkelse i et par minutter vel ikke kan komme i betragtning mod den ulykke eller skade dets uophørlige fortsættelse muligvis kan afstedkomme. Det militære viser i almindelighed den humanitet at det standser dets spil når urolige heste der kan forårsage skade, kommer det i nærheden. Hvorfor skulle man da ikke vente samme humanitet af borgere?

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 168-171)

En Rettelse til Stykket om Fastelavnsløier i sidste Nr.

Indsenderen af stykket: "Uhældige Følger af Fastelavnsløier" i sidste  nummer af Politivennen har ikke været så ganske nøje underrettet om det passerede når han fortæller at hjulmanden skaffede en landmand til at befordre den tilskadekomne mand til Frederiks Hospital og derfor lod sig betale 5 rigsbankdaler. For sandheden er denne. Hjulmanden selv kørte manden i en vogn hvori der var lagt sengeklæder, først til Jægersborg hvor han blev forbundet af lægen der og befordrede ham derfra siden til staden. For forplejningen, kørsel og bompenge, frem og tilbage, betaltes med fornøjelse 4 rigsbankdaler 3 mark, hvilket vel ikke kan anses for urimeligt eller fortjener at anføres som et eksempel på egennytte eller uhjælpsomhed. 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 167-168)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er rettelse til nr. 1001, 7. marts 1835.

08 december 2016

Tvende Bemærkninger paa Børssalen.

1) Ved at passere Børssalen i mandag formiddag besværedes anmelderen af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne. Men da disse er til at åbne, burde dette ske under rensningen. For ellers flyttes støvet kun fra gulvet og kaster sig i vindueskarme, på bænke og andre steder hvor det forbliver liggende indtil hovedrengøring engang finder sted. Ved at åbne vinduerne ville den mugne lugt tillige forsvinde idet den udefra indtrængende luft ville fordrive samme.


"Anmelderen besværedes af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne." (Børssalen. Illustreret Tidende, januar 1860)

2) Da anmelderen samme dag efter børstid passerede salen, blev han vidne til at den gamle halvbarbariske skik med at kaste penge til pøbel og gadedrenge fastelavnsmandag endnu har vedligeholdt sig. Man må vist nok forundre sig når man ser folk der gør krav på oplysning og dannelse, kan finde fornøjelse i at se en flok uopdragne drenge rives og flås for at komme i besiddelse af de skillinger der bliver kastet til dem. Vel var nogle politibetjente til stede for at holde orden. Men de kunne ikke forebygge at en del af drengene gik fra legen med sønderrevne klæder, blodige pander, ja måske med et eller andet der først vil vise sig senere. Det var derfor ønskeligt om de der har evne til at kaste penge bort på denne måde - som vist næppe bliver anvendt til nytte - ville give disse til en eller anden velgørende indretning hvoraf der findes flere her i staden. 


(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 157-158)

Anke over Niverød Bommand.

Ved for nogen tid siden tidlig på aftenen - omtrent kl. 7 - at passere Niverød bom, blev indsenderen heraf overbevist om at den anke ikke er urigtig som gentagne gange i dette blad er ført over bomtræernes ukendelighed i mørke og bommændenes ligegyldighed i at have lygte hængende udenfor bomhuset. Bommen var til den tid lukket, intet spor af lygte sås, og indsenderens kusk var ikke fuldkommen kendt med vejen. Indsenderen måtte da altså selv våge over at hestene ikke i den temmelig mørke kørte med vognstangen på bomtræet og da man vel var derved, måtte man et par gange råbe uden at bommanden behagede at komme ud og tage imod sine skillinger. At Niverød bom er den mindst indbringende på Helsingørsvejen, kan gerne være. men forpagtningsafgiften er vel også derefter og i alt fald skal den rejsende ikke lide derunder ved dels at blive opholdt, dels at få skade på vogntøjet. Om natten har indsenderen og flere med ham oftere erfaret at Niverødbommand begiver sig til ro, og man kan derfor kræve at han i det mindste tidligt om aftenen er på sin post. En alvorlig korrektion af de ansvarshavende kunne her være ret ønskelig.

9-4

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 156-157)

Uheldige Følger af Fastelavnsløier.

Fastelavnsmandag kørte en mand der bor her i byen, sammen med 3 andre personer i sin egen vogn til Lyngby for at besøge en familie der bor der. Da de henimod aften ville vende tilbage til staden, mødte de på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og ikke var til at standse. Det lykkedes de tre personer der var på vognen, at slippe uskadt fra samme. Men vognens ejer som selv kørte, faldt omsider af, fik et ben brækket og blev kørt over brystet. Han blev bragt ind til en hjulmand der boede i nærheden, der plejede ham på det bedste og som skaffede en landmand der boede i nærheden, til mod en betaling af 5 rigsbankdaler at indbringe ham til Frederiks Hospital hvor han nu er taget under lægebehandling. *) 

Så lidt man ønsker at landboen skal blive indskrænket i tilladelige uskyldige fornøjelser, kan man dog ikke i ovenstående anledning undlade at ønske at sådanne optog ikke må foretages på alfarvej hvor de visselig flere gange har afstedkommet uerstattelig skade, men at det må forklares enhver bys indbyggere i sådanne tilfælde at holde sig på deres egne by-og sogneveje.

*) Det røber meget lille humanitet hos vedkommende landmand at have benyttet en så sørgelig lejlighed til at lade sig så dyrt betale en befordring af 1 mils længde.


(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 153-154)

 "De mødte på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og var ikke til at standse." (Erik Pauelsen: Aftenlandskab ved Gentofte, 1764-1790. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1002, 14. marts 1835.