Om en Landeplage i Hovedstadens Omegn, med en Opfordring til formaaende Mænd.

Spurvene er en sand landeplage for hovedstadens omegn. Indsenderen tør uden at overdrive tingene sige at over 1.000 tønder sæd bliver fortæret i stadens nærmeste omegn eller måske rettere ødelagt, i en sommer af disse plyndrere. Lige sådan går det i haverne. De skarnagtige fugle går løs på alt som: kirsebær, ribs, ærter, bønner, alle frøsorter osv. og fører kort sagt en fuldkommen ødelæggelseskrig. For af alt hvad de griber fat på, ødelægges tre fjerdedele, og kun den mindste del formår de at fortære. Den tale at de er nyttige dyr i skabningernes rækker og den filosofiske snak at udrydder man dem (dette lader sig ikke let gøre) da vil man få at erfare hvor uundværlige de er, gælder kun lidt her. Man behøver bare her på egnen at se hen til tjørnehækkene, spurvenes opholdssted, og man vil da blive klar over hvorledes de er afbladede af kryb eller larver som spurvene lader med god fred, mens i mange andre egne hvor få spurve findes, træer og sæd lider så godt som intet af utøj. Det dejlige sunde majkirsebær må i år næsten ganske undværes, da den ikke ganske ringe del som var blevet tilbage efter misvæksten på denne frugt, er ødelagt. Sikkert havde den udgjort flere hundrede lispund. 

Det næsten eneste råd mod disse plageånder er skydning, skarp og løs, den første især. For når nogle træffes, da går det med spurvene som med andre voldsmænd, de er de største stympere når de kniber. En panisk skræk farer i livet på de overblevne ved de såredes og døendes skrig. Vel kommer de frem igen, men alene for at stille sulten og søger da kun nødvendig næring uden at fordrive tiden med ødelæggelser, hvilket sker når de har fred dertil og nok at tage fat på. Indsenderen opfordrer formående mænd til at forsøge, at udvirke tilladelse for de plagede jordbrugere og gartnere til at bruge en fugleflint. I år er der millioner af de omtalte ulykkesfugle, en ganske uhørt mængde som en følge især af de milde vintre hvori de så let bjerger sig. Ved en sådan tilladelse ville stiftes megen gavn, mens nu de marker som ligger i læ ved træer og andet, bliver mest medtagne. Forrige år blev således et stykke hvede af betydelig størrelse ved eller på Vesterfælled næsten totalt ødelagt. 

(Politivennen nr. 1021, Løverdagen den 25de Juli 1835, s. 494-496).

Anmodning til ejeren af Bryggergaarden Nr. 106 paa Ulfeltsplads.

Ejeren af denne gamle bryggergård anmodes om at efterse om hans folk ikke tillader sig imod anordningerne at udskylle komøg gennem den rende der fører ud til Valkendorfsgade ved Helligåndskirken, da der samme sted ofte er en fæl stank som synes at give tilstrækkelig grund til en sådan mistanke. I lige måde gjorde han vel i at anskaffe et nyt bræt over rendestenen udenfor gårdens port ud til Gråbrødretorv da det der ligger, ikke svarer til hensigten, og mennesker eller kreaturer let kan komme til at brække et ben ved at betræde det.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-460).

Uorden i Dyrehaven.

Ved besøg i Dyrehaven er man blevet opmærksom på at der indfinder sig krøblinge og tiggere og blandt de sidste unge piger og drenge. Krøblinge bør forbydes at komme der både fordi skuet af sådanne personer gør et ubehageligt indtryk på dem som indfinder sig der for at søge adspredelse og moro, og fordi enhver som har telt eller butik yder en afgift til Gentofte Hospital som bør forsørge sine fattige. Hvad tiggerne angår, da må de jo efter loven ikke anmode om almisse hverken i staden eller udenfor samme, og bør derfor at det i skoven værende politi bortvises. I fredags så anmelderen en halvnøgen lazaron ligge sovende mit på bakken hvor den største mængde af skovbesøgerne gerne promenerer. Sådant skue giver ikke de fremmede der besøger Dyrehaven, noget fordelagtigt begreb om være fattiganstalter.

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 458-459).

Et uanstændigt Skue paa Nørrebro.

Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er en gang af en almindelig ports bredde der fører hen til rebslagerbanerne, forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke ved overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stykke stakit der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev tager bort. Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembyder sig for dem der passerer Nørrebro, et meget udelikat skue. For så vidt det kan være tilladt, eller i al fald anstændigt og passende at naboerne besværes med sådant naboskab, eftersom stakittet udgør et slags skillerum, menes dog at publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver tilbørligt aflukket. 

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 457-458).

En stinkende Grøvt paa Stokhuslængden.

Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren. I den ene ende af samme er opført et træhus hvori holdes heste og køer hvis urenlighed gennem en rende ledes ud fra huset til den dybe grøft uden om haven. Men da denne grøft på nogle steder er af forskellig dybde, kan urenlighederne ikke finde afløb, men må forblive stående straks ved udløbet indtil de efterhånden kan trænge i jorden. Herved fremkommer en afskyelig stank der især på varme dage er så utålelig at de der bor lige overfor, ikke kan have et vindue åbent. Ved den ene ende af grøften ligger en bunke gødning hvorpå man undertiden opøser det vand der har samlet sig i grøften når dette står for længe inden det trækker i jorden. Men det er så langt fra at denne operation tjener til at formindske stanken at den endnu mere forøger den. 

"Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren." (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Man kan ikke fortænke ejeren i at han ved at holde køer vil udnytte den ham muligt tilståede del af voldens græs og affald fra haven. Men man kan forlange at dette ikke falder gadens beboere til tab eller besvær. Og dette lider virkelig flere ejendomsbesiddere i gaden, da disse enten ikke kan få deres værelser lejet ud, eller hele tiden får det lejede opsagt fordi beboerne som ønsker at bo ved volden i den forventning at nyde en renere luft end inde i staden, heri føler sig skuffet. 

Man indvender ikke som et bevis på det modsatte at den keglebane som ligger lige over for haven på hjørnet af Stokhusgade bliver meget besøgt, så at man især på helligdagene fra morgen til aften såvel før og efter som under gudstjenesten kan høre kuglen rulle og keglerne falde. For de som kommer der, underkaster sig frivilligt et midlertidigt onde i håb om en gevinst eller fornøjelse, mens gadens beboere er tvunget til at opholde sig bestandigt i en atmosfære svanger med fæle dunster. Man har derfor det håb at ejeren vil finde denne anke så beføjet at han skaffer sig et andet passende lokale for sine kreaturer eller i mangel heraf at de ansvarlige som borgernes velvære og sundheds opretholdelse ligger på hjertet, vil formå ham til det. 

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 440-442).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen "En stinkende Grøvt paa Stokhuuslængden" Politivennen nr. 1060, 23. april 1836. Side 259-261 gentager næsten ordret klagen over grøften. Det hjalp dog ikke: I Politivennen nr. 1067, 11. juni 1836. Side 382-383 blev der atter klaget over stanken af komøg.