En Væsentlig Mangel paa Christianshavn.

Det er virkelig forunderligt at Christianshavn som tæller et ikke ringe antal indbyggere og er forsynet med 1 apotek, 3 vinkældre, 1 konditor og en stor mængde værtshuse, ikke ejer en restauration eller et spisehus hvorfra ugifte personer eller familier der ikke fører husholdning, kan få middagsmad. På Christianshavn opholder sig som bekendt mange personer såvel af den militære som af den civile stand der ikke har lejlighed til at føre husholdning. Og disse må nu for at tilfredsstille mavens fordringer, dagligt ofte i dårligt vejr og dårligt føre enten gå den lange vej ind til hovedstaden eller lade hente mad derfra. Det sidste har foruden at det falder bekosteligt, også til følge at de får maden kold. Blev der etableret et ordentligt spisehus hvorfra man også kunne lade maden hente, ville det være meget kærkomment for mange. Og en familie ville derved kunne have et godt udkomme. Mest belejligt synes Brogade til anlæg af en sådan spiseanstalt da den tillige ville blive besøgt af de skibsførere og købmænd fra provinserne hvis skibe ligger langs Børsen og ved Nybørs eftersom disse ikke nu som før kan få varm middagsmad hos værtshusholderne i nærheden.

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 649-650) 

"Det er virkelig forunderligt at Christianshavn ikke ejer en restauration eller et spisehus." (Dronningensgade på Christianshavn, 2015. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i 1092, 3. december beretter at der nu kan få middagsspise.

Overgaden neden Vandet 170/Lille Sofiegade 170 blev i 1852 sammenlagt 171. Siden 1859 har adressen heddet Lille Sofiegade 2/Overgaden neden Vandet 5. Efter at Store Sofiegade forsvandt i 1868 har gaden bare heddet Sofiegade. Den nuværende hjørneejendom er fra 1882. Og restaurantslokalet er altså uigenkaldeligt forsvundet.

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.

Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdam Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ved næste kvartals gæstgivertakst efter behørig undersøgelse ville foretage nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde helst bringer den rejsende til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene skifter heste der og de dermed befordrede er afskåret valget.

 (Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 608-609) 

"Mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten" (Det tidligere Hørsholm Hotel. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837, side 791 bekendtgjordes at anmodning ikke var uden virkning. "Hr. kammerjunker og birkedommer Haxthausen har foretaget adskillige hensigtsmæssige forandringer, og om disse end ikke stemmer med sidstnævnte værts ønsker, så har dog de rejsende som besøger ikke ham - for han er altid usynlig - men hans gæstefrue derved fået nogen oprejsning for den mindre hurtige, vel også for den mindre gode beværtning end i Amsterdam."

På grund af de forbedrede veje og den øgede landevejstrafik var Hørsholm blevet et yndet trafikknudepunkt på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Postgården (senere Hørsholm Hotel, nu kontorer mm) var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Her kunne man få skiftet heste, og passagererne kunne hvile ud og få et måltid mad. Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. I 1845 opklarede Haxthausen ret hurtigt et postrøveri.

Amsterdam Kro lå ca. 1 km nord for Hørsholm Slot hvor nu Kongevejscenteret ligger. Den stammer tilbage fra 1774 hvor den dog blev kaldt Christinedals Kro. På Politivennens tid havde den skiftet navn til Amsterdam Kro. Kroen eksisterede til ind i 1900-tallet.  

Til Vandvæsenet, Politiet og Brændeviinsbrænderen paa Hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet.

"Jeg kom da tids nok til at bo på Kultorvet"

Således sagde en god ven på hvis pande fortrædelighed og ærgrelse stod tydeligt malet ved min indtrædelse forleden hos ham.

Da jeg kendte ham og vidste at han var af et sangvinsk-kolerisk temperament, tog jeg roligt sæde i sofaen, stoppede en pibe og bad ham fortælle alle sine lidelser idet jeg håbede at de under fortællingen skulle opløse sig i intet.

Hans tale faldt da omtrent således: 

"Du ved at et glas frisk koldt vand er blevet en nødvendighed for mig, og at dette må være det første jeg regulerer min mave med om morgenen. Tænk dig da hvorledes jeg blev til mode da min karl den første morgen her på stedet bragte en tom karaffel og forkyndte mig at der ingen vandpost fandtes i gården og at der intet vand var i den offentlige post på torvet. Min vært sagde siden til mig at denne post er til stor ulempe for beboerne af de mange vandløse steder der på torvet meget ofte manglede vand, hvilket har sin grund dels i den mængde vand torvebøndernes heste kræver, dels i pumpens dårlige forfatning. Han tilføjede at han vel i de 9 år han havde boet på stedet havde haft lejlighed til at iagttage at pumperedskabet nu og da blev optaget og efterset, men at det kun varede meget kort før der atter var vandmangel. Samt at man af en hovedreparation foretaget for omtrent 5 år siden ikke havde sporet mere nytte. Manden havde ydermere den tro at det var rimeligt at en af torvets 2 brandpumper blev givet til assistance da man betalte en høj vandskat osv.osv. Men der står endnu de to fæle lange vandmænd med tilstoppede munde og giver os ikke en dråbe om vi så forsmægter af tørst. Hu, det er jo barbarisk!" 

"Siden åbnede jeg et vindue for at få noget frisk luft. Som du ved er min anden aldeles uundværlige fornødenhed.Men det varede ikke længe før stuen var opfyldt med en aldeles forpestet luft. Da jeg skulle undersøge årsagen til det, så jeg en vogn læsset med gødning holde neden for vinduet som jeg da straks måtte lukke og beholde lukke i flere timer. For så længe fandt køresvenden behag i at holde på dette sted. Hvor dette smukke læs kom fra, ved jeg ikke. Men stanken gav nok så meget til kende at indholdet var af den blanding som sædvanligvis udføres fra de steder her i byen hvor der holdes køer eller heste. Er det ikke skammeligt? Du kan tro jeg ønskede ret for et øjeblik at have været iklædt den velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne. Jeg skulle have vist den karl vintervejen. For det kan dog umuligt være tilladt således at forgifte luften der her i nabolaget ikke til nogen tid er af den bedste bonitet."

"Jo vist er det skammeligt," svarede jeg. "Men det er dog kun forbigående ubehageligheder, og du bor jo i øvrigt meget godt."

"Nå! Kan du kalde det en god bopæl hvor man midt i en hovedstad lider mangel på en drik vand, hvor man nødes til at indånde en forpestet luft og hvor den forbandede loftshejseapparater der ovre hos brændevinsmanden på hjørnet hvert øjeblik giver sig til at pibe og skrige så jammerligt og øreskærende at man umuligt kan holde tanker samlet ved sit arbejde, men må frygte for at ørehinden sprænges? Nys måtte jeg gå fra pulten. Nej, det er et afskyeligt sted! Og her skal jeg bo i det mindste ½ år. Det holder jeg aldrig ud!"

"Leve offentligheden, " svarede jeg da jeg mærkede at hidsigheden tiltog i stedet for at kølnes. "Alle disse ubehageligheder som du her beklager dig over, er jo af den beskaffenhed at de i sandhed ville blive afhjulpet når vedkommende gøres opmærksomme derpå. Såvel stadens vandvæsen som politiet har altid åbent øre for begrundede besværelser, og brændevinsbrænderen der ovre skal være en brav mand der vist vil give sin vinde den fornødne smørelse og ellers lade den efterse i sømmene, så meget mere som efterladenhed heri vil blive til hans egen skade ved forøget slid og måske afstedkomme sådanne ulykkelige tilfælde som hos hans kollega i Hellig Gertruds Stræde."

"Ja, du har min tro ret," udbrød den plagede og bad mig besørge det fornødne."Jeg ville virkelig befinde mig ret vel her når jeg kun kunne få vand og frisk luft, og så den fatale larm af det hejseapparat måtte ophøre," sagde han idet ansigtet kendeligt opklaredes. "Jeg ville endog da ikke bryde mig om min smukke svigerindes og mine niecers spot når de siger at jeg bor på Skidentorvet."

Som følge af ovenstående giver indsenderen sig ærbødigst den frihed at anholde om at den omtalte vandmangel på Kultorvet der er til megen ulempe for mange familier, måtte blive fjernet. Og at det må forbydes vogne læsset med gødning - alias blandingsgods - at "bæte" *) i flere timer på stadens gader eller torve. Også håber han at brændevinsbrænderen på hjørnet af Frederiksborggade og Kultorvet vil lade det omtalte loftshejseapparat efterse.

*) Jf Haandbog i Modersmaalet af J. C. Lange, København 1832.

(Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 601-606) 

Kultorvet i dag er radikalt anderledes end på Politivennens tid. Frederiksborggade rammer torvet fra venstre kant.

Redacteurens Anmærkning

"velbekendte grønkravede røde kjole eller den blå med stjerne" var hhv politiets og vægternes uniform og kendetegn.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 1084, 8. oktober 1836. side 657-658 oplyste at efter anken "har man ikke været generet af de møgvogne som før hyppigt tog stade der undertiden i flere timer ad gangen. Den slemme skærende lyd fra brændevinsbrænderens loftshejseapparat høres heller ikke mere. At brandpumper der er på torvet ikke er blevet åbnet for de mange vandmanglende beboere der omkring, har måske sin grund i at de yder brøndvand. Men kunne det ikke være ret brugeligt til de mange hestes vanding og til stænkning i Nørreports ravelin om sommeren? Selv til forskelligt brug i husholdningen er det jo anvendeligt." 

Brønshøi Kirkegaard.

For nyligt var averteret auktion over en del sæd på roden på Brønshøj præstegårds jorder, hvorved indsenderen studsede da han ved at der eksisterer et forbud mod sådant salg af den sæd som avles til en præstegård. Men kendskab til de hæderlige mænd, den fratrædende og den tiltrædende præst på stedet, såvel som også til prokuratoren, der bekendtgjorde auktionen, borgede nok for ham til at intet ulovligt her fandt sted. Og han formodede hvad han siden har hørt bekræftet, at en speciel tilladelse til ovennævnte salg var givet vedkommende. Hvorfor han ikke skulle have omtalt denne sag, hvis ikke det var for at gøre opmærksom på at man ved offentlige bekendtgørelser der bebuder en afvigelse fra den almindelige lovgivning, gjorde vel i at tilføje at sådant skete med højere tilladelse for ikke at give rå ukyndighed en velkommen anledning til kritik over embedsmænd, hvortil vor tid kun er alt for tilbøjelig, selv uden ringeste grund. 

Imidlertid skulle indsenderen heller ikke have fremsat denne bemærkning hvis han ikke ved sin nærværelse i Brønshøj i anledning af nævnte auktion havde fundet en anden genstand værdig offentlig omtale, nemlig denne landsbys kirkegård. Indsenderen ved nemlig at man allerede i en række af år ikke der har kunnet finde nogen plet til at jorde de afdøde fra det meget store sogn - der indbefatter flere byer - uden efter en besværlig søgen, og sædvanlig må skaffe plads ved at grave til en betydelig dybde for at der i en kule under den kiste man agter at nedsætte, kan blive rum til de opgravede levninger af førhen begravede. Så at man kan sige at de der i mange år har været begravet der, ikke hviler ved, men på deres forfædres ben. Han ved endvidere at et jordstykke allerede for 7 år siden blev udlagt til kirkegårdens højst fornødne udvidelse, og dog er dette endnu ikke blevet anvendt til det. 

"En følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure." (Brønshj Kirke 2015. Eget foto.)

Kan man ikke med største føje her spørge: Hvad kan være årsag til en sådan forhaling? Syv hele år er dog i sandhed en alt for langt tid til at arrangere det øvrige fornødne i denne henseende når det væsentlige - det fornødne jordstykke - haves. Vil man endog sætte noget af det vi nu engang er vant til at kalde sømmeligt til side - vil man ikke agte den bedre følelse hos folket - vil man smile ad de mange spidsfindige bemærkninger der findes fuld anledning til når man træder ind på Brønshøj kirkegård en halv time efter at man har passeret Københavns Assistenskirkegård - vil man ikke bryde sig om at der blandt sognebeboerne findes en ikke ubetydelig del der ikke er vant til et så uanstændigt skue som denne kirkegård nu frembyder - eller vil man sige det er unødvendigt at de efterlevende stræber at pryde deres hedengangne venners gravhøje, hvortil her i sandhed findes meget lille opfordring - så bør man også tage kirkebygningens tarv i betragtning. Og en følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure, hvoraf atter følger at disse lider meget af fugtighed, hvilket da også er synligt nok i kirken hvis søndre side er overtrukken med grøn skimmel.

Ved at gøre højere vedkommende opmærksom på denne kirkegård forfatning, håber vi at bidrage til at den ret snart må undergå den i en så lang tid påtænkte og så vidt vides af de offentlige autoriteter ventilerede og omventilerede forandring, hvilket vil være til glæde for alle sognets beboere og til gavn for kirken. Når den nuværende kirkegård da skal gives et anstændigt udseende, ville vi ønske at man ville tage Holmens Kirkegård i København til mønster.

(Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 590-593)

Til en Familie, hvis Pige, eller Amme, i Mandags Aftes hjembragte et lidet Barn med forslaaet Hoved, eller maaske med sønderbrudte Lemmer.

Når forældre betror deres børn til andre, vidner dette om megen tillid, især når børnene er så små at de ikke kan gøre rede for hvorledes de er blevet behandlet i forældrenes fravær. At denne tillid der erhverves og vedligeholdes på mange måder, imidlertid meget ofte misbruges, er noget erfaringen tilstrækkeligt lærer. Og vi anser det for enhvers pligt at gøre opmærksom på sådant misbrug, især hvor kendsgerninger ligger så klart for dagen at ingen tvivl kan finde sted. Sagens vigtighed synes os at kræve det. I det håb at disse linjer må komme til vedkommende forældres kundskab, indrykkes de altså i dette blad for hvis almennyttige øjemed de synes os at være pasende.

Da referenten i mandags kl. kvart i otte om aftenen med familie passerede ud af Vesterport, kom en bondeklædt pige eller amme ham i møde på fortovet udenfor den yderste barriere. Bag hende skjultes en af de nu vist nok kun for deres prisbillighed små grønne barnevogne som vist nok kun stadig meget er i brug på grund af deres prisbillighed. Hun trak barnevognen hvori sad et lille barn. Det bemærkede referenten altså ikke før hun pludselig trådte ned på gaden fra det høje fortov og uden at se tilbage trak den spinkle vogn efter sig med et kraftigt ryk. Denne mildest talt høje grad af uforsigtighed havde til følge at vogn og barn kastedes voldsomt mod stenbroen, og så vidt man i tusmørket kunne se, barnets hoved imod kanten af fliserækken. Referenten sprang til med et udråb af smerte og ville have hjulpet den stakkels lille, som han måtte antage at være blevet betydeligt beskadiget. Men i en håndevending havde den følelsesløse kvinde rejst vognen og barnet der var fastbundet i den, og uden at foretage den ringeste undersøgelse af hvad skade dette havde fået ved et fald der var så farligt at døden let kunne have været en følge af det, ja uden at røre ved eller se til den lille mishandlede, løb hun mere end hun gik med vognen og det ynkeligt skrigende barn indad porten til hvor hun snart forsvandt blandt mængden.

For at lede til opdagelse af det højst uforsigtige og aldeles følelsesløse kvindemenneske der måske for at vælte skylden fra sig har bundet barnets forældre en fabel på ærmet, vil referenten endnu tilføje at barnet på hvilket de værste følger af faldet måske først kommer til syne efter længere tids forløb, faldt på venstre side hvor det ikke i det allergunstigste tilfælde kan være fri for skrammer. Hvad videre oplysning man måtte ønske, er referenten meget villig til at give, såvidt det står i hans magt, når man behager at henvende sig om det til udgiveren af dette blad.

Måtte ret mange også ved det her anførte lære at erkende vigtigheden af en nøjagtig prøvelse af de personer til hvem de betror det vigtigste, de ejer, skulle det glæde referenten meget. Enhver vil desuden sikkert i sin egen erfaringskreds finde eksempler på de sørgelige følger af et uheldigt valg i denne henseende. At de ovenfor omtalte barnevogne ligesom alle vogne på 2 hjul bliver farlige ved den mindste skødesløshed er afgjort. Og man tør derfor uden tvivl vente at se brugen af dem indskrænket. Referenten ville aldrig give tilladelse til deres afbenyttelse for sine børn, med mindre enten han eller moderen var til stede. Og da kun under den betingelse at barnepasseren altid beholdt vognen for sig, og altså skød den frem, men ikke turde trække den bag efter sig. Vi har endnu i frisk minde at 2 børn ved uforsigtighed i brugen af en sådan vogn styrtede ned af volden og mistede livet.

 (Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 587-590)