Ønske, om Dandseboder i Almindelighed, og om den i Dronningens-Tvergade afbrændte i Særdeleshed.

Blandt alle de offentlige forlystelsessteder en stor stad frembyder, er der intet mere afskyeligt, intet mere farligt for begge køns moral end offentlige danseboder. Man vil ikke engang tale om hvor forstyrrende den herskende tummel, musik og spektakler på dem er for de omkringboendes nattero. Men hvor mange piger er ikke ved at besøge sådanne institutter sunket så dybt at hun er blevet en skændsel for sit køn? Hvor mange unge mennesker er der ikke som har tabt formue, lyst til arbejde og ved indgåede uværdige forbindelser, deres timelige lykke *). Ja hvor mange forbrydere forbander ikke den første gang da han satte sin fod på en dansebod hvor han forført til udyd henfaldt til laster der omsider bragte ham i livsvarigt fængsel. Enhver retsindet og veltænkende borger må derfor ønske at disse forlystelser som nedbryder al moral, efterhånden måtte indskrænkes og at øvrigheden så sjældent som muligt vil give tilladelse til fremtidige anlæg af samme. 

Indsenderen heraf kom til at tænke over dette emne ved at erfare at den gård hvori den nedbrændte dansebod i Dronningens Tværgade var, vil blive opført og er solgt således at man kan vente denne såkaldte salon opstå forherliget af sin aske. Men han har det håb at om end vores humane øvrighed ikke vil nægte ejeren af privilegiet til at holde dans at afbenytte sin ret, dog ikke vil tillade at en dansebod eller dansesalon opføres på det sted hvor den gamle stod. For stedet er så afsides beliggende at hverken gadens vægter eller politiet kan føre nogen kontrol med samme. Endvidere kan ved opstået klammeri eller slagsmål skamslås og lemlæstes et menneske uden at nogen kunne høre hans råb om hjælp eller komme ham til undsætning. Og endelig da stedet flere gange før har været truet af ilden, er det vel ikke urimeligt om man faldt på den tanke at sådant kunne være bevirket af misundelse, had eller hævnlyst, og at derfor de omkringboende, hvis bindingsværksgavle ud til dette sted, bestandigt må svæve i frygt for en da capo, der kunne have deres ejendom, ja deres livs forlis til følge. 

Har man at vælge mellem to onder, bør man vælge det mindste. Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden. For hvor store ubehageligheder det end vil føre med sig, så er disse dog kun at anse for som ubetydeligheder mod nys nævnte onder. Men vist nok var det bedre om sådan rettighed bortfaldt, enten ved dødsfald eller som her er tilfældet ved ildebrand eller når ejeren ikke selv ville eller kunne benytte samme.

*) I Elmquists Læsefrugter for juli 1829 findes, under titel af "Selvopofrelse" en original fortælling om en ung student fra Jylland der på Kretschmers dansebod gjorde bekendtskab med en almindelig skøge, ægtede hende, men siden af fortvivlelse over hendes skændige opførsel endte sit liv ved et pistolskud. I denne fortælling som er mere end roman, nævnes adskillige vel bekendte personer ved deres virkelige navn. Den formentlige forfatter af samme er for nærværende tid præst i Sjælland og var for henved et decennium siden en meget yndet prædikant i hovedstaden.

(Politivennen nr. 1087, Løverdagen, den 29de October 1836. Side 697-700) 

"Skal derfor vedkommende vedblive at benytte sin ret til at holde dansebod, må man ønske den anlagt ud til gaden." (Området hvor danseboden er totalt udslettet, men for at give et indtryk af hvordan der måske kunne have været, her et billede fra Dronningens Tværgade 9. Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

A. F. Elmquist (1788-1868) udgav 66 bind "Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark" 1818-1840. Udover oversættelser, stof, bl.a. af H. C. Andersen, B. S. Ingemann og især St. St. Blicher (bl.a. Af en Landsbydegs Dagbog). 

I Krak 1828 anføres F. Kretschmer, organist og Chr. Fr. Kretschmer, kgl. Capelmusikus. Men mon ikke det er værtshusholder J. Kretschmer, Dronningens Tværgade 335 der er tale om? Denne matrikel blev 1812 delt i 335 A (fra 1859 nr. 55, og fra 1943 indbefattet i 648, nutidens Christiansgården, Dronningens Tværgade 37-45), 335 B (1812 sammenlagt med 396) og 335 C (1812 sammenlagt med 395, nutidens Adelgade 15-19). Området er blevet kraftigt saneret, og intet er tilbage fra dansebodens tid.

Bemærkning paa en Spadseretour.

Da jeg en af disse dage passerede volden, bemærkede jeg en stor mængde af forskellige slags, såsom halve mursten og brokker, grus, forkullet ved og tøndestaver, udbrændt stenkul og sammenbrændt malt osv. formodentlig fra sidste ildebrand. Det lå i bastionen lige for Gothersgade og i den lige for enden af Nørregade, hvor nogle slaver var beskæftiget med at harpe og sortere samme. På forespørgsel blev jeg underrettet om at den finere del af disse sager skulle tjene til voldgangens belægning og den grovere del bortkøres til opfyldning på glaciserne eller andetsteds, hvor sådant var fornødent. 

Jeg vil ikke indlade mig på at bedømme om volden efter den reparation den fik forrige år nu er i en sådan tilstand at den trænger til udbedring. Men jeg mener at man vel ikke kunne have valgt dårligere materiale til det. For når kullene og maltet trædes i stykker, vil det i regnvejr afgive et sort pludder og i sommerens dage forårsage et støv der må være til stor ulempe, ikke alene for de familier der har bolig på volden, men for enhver der passerer samme især til hest eller til vogns. Da der bygges på flere steder her i byen, er der vist næppe mangel på murgrus. Og så vidt jeg erindrer, tilbydes noget i denne uge i Adresseavisen, ja endog frit tilkørt. 

Jeg mener også at man ikke har tænkt på økonomien ved først at køre denne store masse op på volden, og siden transportere den største del af samme til andre steder. Det er besynderligt at man ikke til voldens udbedring har betjent sig af strandgrus, da erfaring har lært at dette materiale holder både en vej tør og giver den varighed. Nyborgs og Fredericias befæstningers volde såvel som adskillige veje og stier udenfor staden er belagt med strandgrus, og de er også straks tørre endog efter et par dages vedholdende regn. Strandgrus må heller ikke være vanskeligt at få i en stad der på flere sider er omgivet af strand. Og vil man spare udgifter for kørsel, kunne det jo besørges optaget og transporteret af slaver, hvoraf vi allerede har alt for mange, og desværre kan vente flere. Deres underhold koster staten betydeligt, og hvad er da mere rimeligt end at de beskæftiges på enhver måde, hvorved staten kan spare andre udgifter.

De, hr. Udgiver, og flere ville vel synes at denne ide er noget barok. Men det er den aldeles ikke. Har De set vores slaver trække blokvogne med jernankre, sten eller andre svære masser, så vil De vel ikke studse ved at se dem trække en vogn med strandgrus. Meget kan udrettes ved menneskekraft. Egypternes pyramider og romernes beundrede akvædukter er frugter af slavers arbejde, og disse slaver var ikke livstidsforbrydere, kun krigsfanger.
Dog, jeg bliver Dem vel for vidtløftig, må derfor afbryde, men sender en prøve af det sammenbrændte malt som De vil finde lader sig trykke til støv ved en ringe berøring og altså er meget skikket til at forårsage den ulempe som er omtalt ovenfor.


Deres D. C.

(Politivennen nr. 1086, Løverdagen, den 22de October 1836. Side 687-689) 

Den omtalte Adresseavisen (populært navn for Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger) udkom hver dag med alskens nyheder. En gennemlæsning af nogle tilfældige numre giver et godt indtryk af dagligdagen i datidens København. Pga omfanget af bladet er det ikke lykkedes at lokalisere den omtalte annonce for salg af murgrus.

Underligheder.

Da det er forbudt at drive alle slags næringsbrug under mulkt om søndagen under gudstjenesten og det militære kommanderes til at overvære denne, var det underligt at se det sjællandske lansener regiment foretage eksercitsøvelser søndag formiddag den 2. oktober under gudstjenesten, idet man var uvidende om at eksercerøvelser ikke hører under de handlinger som lovbuddet forbyder at foretage om søn- og helligdage, eller om noget senere lovbud tillader samme, til forargelse for fromme sjæle.  

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 651) 

En Væsentlig Mangel paa Christianshavn.

Det er virkelig forunderligt at Christianshavn som tæller et ikke ringe antal indbyggere og er forsynet med 1 apotek, 3 vinkældre, 1 konditor og en stor mængde værtshuse, ikke ejer en restauration eller et spisehus hvorfra ugifte personer eller familier der ikke fører husholdning, kan få middagsmad. På Christianshavn opholder sig som bekendt mange personer såvel af den militære som af den civile stand der ikke har lejlighed til at føre husholdning. Og disse må nu for at tilfredsstille mavens fordringer, dagligt ofte i dårligt vejr og dårligt føre enten gå den lange vej ind til hovedstaden eller lade hente mad derfra. Det sidste har foruden at det falder bekosteligt, også til følge at de får maden kold. Blev der etableret et ordentligt spisehus hvorfra man også kunne lade maden hente, ville det være meget kærkomment for mange. Og en familie ville derved kunne have et godt udkomme. Mest belejligt synes Brogade til anlæg af en sådan spiseanstalt da den tillige ville blive besøgt af de skibsførere og købmænd fra provinserne hvis skibe ligger langs Børsen og ved Nybørs eftersom disse ikke nu som før kan få varm middagsmad hos værtshusholderne i nærheden.

(Politivennen nr. 1084, Løverdagen, den 8de October 1836. Side 649-650) 

"Det er virkelig forunderligt at Christianshavn ikke ejer en restauration eller et spisehus." (Dronningensgade på Christianshavn, 2015. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

En artikel i 1092, 3. december beretter at der nu kan få middagsspise.

Overgaden neden Vandet 170/Lille Sofiegade 170 blev i 1852 sammenlagt 171. Siden 1859 har adressen heddet Lille Sofiegade 2/Overgaden neden Vandet 5. Efter at Store Sofiegade forsvandt i 1868 har gaden bare heddet Sofiegade. Den nuværende hjørneejendom er fra 1882. Og restaurantslokalet er altså uigenkaldeligt forsvundet.

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.

Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdam Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ved næste kvartals gæstgivertakst efter behørig undersøgelse ville foretage nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde helst bringer den rejsende til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene skifter heste der og de dermed befordrede er afskåret valget.

 (Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 608-609) 

"Mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten" (Det tidligere Hørsholm Hotel. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837, side 791 bekendtgjordes at anmodning ikke var uden virkning. "Hr. kammerjunker og birkedommer Haxthausen har foretaget adskillige hensigtsmæssige forandringer, og om disse end ikke stemmer med sidstnævnte værts ønsker, så har dog de rejsende som besøger ikke ham - for han er altid usynlig - men hans gæstefrue derved fået nogen oprejsning for den mindre hurtige, vel også for den mindre gode beværtning end i Amsterdam."

På grund af de forbedrede veje og den øgede landevejstrafik var Hørsholm blevet et yndet trafikknudepunkt på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Postgården (senere Hørsholm Hotel, nu kontorer mm) var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Her kunne man få skiftet heste, og passagererne kunne hvile ud og få et måltid mad. Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. I 1845 opklarede Haxthausen ret hurtigt et postrøveri.

Amsterdam Kro lå ca. 1 km nord for Hørsholm Slot hvor nu Kongevejscenteret ligger. Den stammer tilbage fra 1774 hvor den dog blev kaldt Christinedals Kro. På Politivennens tid havde den skiftet navn til Amsterdam Kro. Kroen eksisterede til ind i 1900-tallet.