Bekjendtgjørelser.

De i sidste nummer af Politivennen omtalte glubske hunde på Toldboden er nu efter højere ordre blevet dræbt.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 112) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

Blodhundene paa Toldbodpladsen.

"Dagen" for fredag den 3. i denne måned beretter om begivenheden på Toldbods Vinhus og kalder den "en sørgelig hændelse." Men den er mere end sørgelig. Det er en græsselig og en i højere grad oprørende rædselsscene. "Dagen" tilføjer at begge hundene (som man erfarer var der flere end to) "straks skulle være blevet skudt", men kan desværre ikke sige at de er blevet skudt. Dog skydes burde de. Det kan ellers med grund frygtes at om kort eller lang tid indtræffer en lignende "hændelse" som desuden ikke er den første af den slags.

Disse vilde bestier som engang har fået smag for menneskekød, vil nu opsnuse deres rov med desto større begærlighed. Hvem tør indestå for at hvis de som før løber frit omkring, ikke når over isen til Nyhavn eller Christianshavn og anretter uberegnelige ulykker i gaderne. Enhver som om natten går på gaderne, ville da være udsat for den skrækkelige fare at blive sønderslidt. Forunderligt er det at det i et land hvor loven forbyder at indføre vilde dyr, kan tillades at holde dem for at afskrække tyve fra at begå indbrud. Selv mod tyve er det en ulovlig og umenneskelig fremgangsmåde, og straffen kan lige såvel ramme den uskyldige som forbryderen.

Således er det indsenderen bekendt at amerikanske matroser som for nogle år siden om natten troede at kunne gå i land på Toldbodpladsen, efter samme aften at have lagt inden for bommen, nær var blevet et offer for deres uerfarenhed. Tænkeligt er det også at en ulykkelig som var faldet i vandet og ved svømning ville redde sig på strandbredden hvor disse hunde opholder sig, der ville blive udsat for en værre død end den han søgte at undgå i bølgerne. Skulle ikke vægtere bevæbnet med skydegevær og ledsaget af en hund, men ikke af et glubende blodtørstigt bestie, være tilstrækkelige til at forhindre indbrud og afskrække tyve. Skulle da Toldboden være det eneste sted hvor man for at sikre ejendom må tage sin tilflugt til så desperate midler der foranlediger langt værre følger end dem de skulle forhindre. Det er derfor man venter tillidsfuldt at Toldvæsnet vil træffe den foranstaltning at en så rædsom ulykke herefter ikke kan finde sted, og at det offentlige beroliges ved den officielle efterretning at de omtalte blodhunde er dræbt.

(Politivennen nr. 1102, Løverdagen, den 11de Februar 1837. Side 81-83) 

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112

Ønske i en sørgelig Anledning.

I nat er indtruffet den ulykke at en pige som tjente på Toldbod Vinhus, er blevet grueligt mishandlet og slidt ihjel af de hunde på Toldbodpladsen som vægterne har fået overladt som medhjælp. Det fremskynder det ønske at de gamle skrøbelige og halvt rådnede plankeværker der adskiller toldbodpladsen fra de boliger der er dyrt bortlejet til private, måtte blive afløst af en stenmur hvorved også sådanne gruelige scener ville blive forebygget for fremtiden. Nogen ville muligvis mene at denne anmodning kommer vel sent og anføre at det er vel sent at tilkaste brønden når barnet er druknet. Men anmærkeren der ikke anser en da capo for umulig, vil i så tilfælde svare: bedre sent end aldrig. Og da de ansvarlige i de senere år har anvendt en ikke ubetydelig sum på toldbodvæsnets lokales forskønnelse, ville de vist nok finde udveje til ved at opføre en simpel mur at sikre liv og førlighed for de lokale beboere som bor tilgrænsende.

(Politivennen nr. 1101, Løverdagen, den 4de Februar 1837. Side 76-77) 

Brokkensbod er det lave hus med det høje tag til venstre i billedet. Toldbod Vinhus skulle ligge lige overfor, mens Toldboden anes i baggrunden

Redacteurens Anmærkning.

Se artiklerne i Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837. Side 76-77, Politivennen nr. 1102, 11. februar 1837. Side 81-83 og Politivennen nr. 1103, 18. februar 1837. Side 112. 

Toldbod Vinhus lå lige overfor Brokkensbod, se anmærkningen til artiklen fra 1822. Det er muligvis dette vinhus som blev omtalt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 97, 16. september 1806, spalte 1539 således:

Det saakaldte Viinhus ved Toldboden begynder nu at ligne en liden Kjøbstæd. Ligefra Hjørnet ned til Amaliegaden er der indrettet 8 boutiquer, hvoraf de syv ere beboede af to Strømpehandlere, en Blikkenslager, en Tobakshandler etc. - I Centrumet er en Barbeerstue.

Toldbod Viinhuus præsenterede sig selv i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. maj 1806 således:

For det respective Publikum tilkiendegives hermed, at Toldbod-Viinhusets Hauge paany er anlagt og ingen Flid sparet til sammes Forskiönnelse, samt forsynet med en god Keglebane, og beværtes nu i Haugen med kold og varm Frokost, Middags- og Aftenspise, samt Caffe, Theee, Chocolade og andre Drikkevare, efter enhvers Behag ligesom i Huset; hvor ogsaa kan faaes beqvemme Værelser til Selskab og Tractementer, Reisende kan ligeledes og tillige bekomme vel indrettede Værelser, saavel for dem selv som til Domestikkerne, samt Staldrum og Vognremise for Equipage. Med reel og god Beværtning at erhverve det ærede Publikums Tilfredshed, skal stedse stræbes efter. Toldbod Viinhuus, den 22. April 1806.

C. J. Slængerich.

En notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 27. maj 1828, fortalte om den daværende vært:

I det jeg har den Ære at Bekjendtgjøre, at jeg er flyttet fra Toldbod-Viinhuus til mit Sted Nr. 12 paa Nørrebro, hvor jeg, Fredagen den 30te d. M., aabner Beværtningen, takker jeg paa det venskabeligste Alle og Enhver, som i en Række af 6 Aar forundte mig deres Søgning paa førstnævnte Sted, og anbefaler mig fremdeles til mine Venner og Bekjendte.

N. Rom.

En Politiplakat om glubske hunde blev offentliggjort i Politivennen nr. 1133, lørdag den 16. september 1837, side 586-588). Den omtalte artikel i Dagen, 3. februar 1837 lyder således:

Kjøbenhavn den 3die Februar.
I Gaar Morges tildrog sig den sørgelige Hændelse, at en Pige, som tjente paa det saakaldte "Toldbod-Wiinhuus", blev overfaldet, dræbt og skrækkelig lemlæstet af de Bulbider-Hunde, der om Natten gaae løse på Toldbod-Pladsen, men kom igjennem en Aabning der burde være lukket, kom ind i Gaarden, hvor Pigen ganske tidligt var beskæftiget. Begge Hundene skulle strax være blevne skudte. - Det er ikke første Gang, at glubende Vagthunde i Kjøbenhavn have anrettet en saadan Ulykke, ved at Folk, som vel have været Uvedkommende, men dog aldeles ikke have havt til Hensigt at stjæle, tilfældigviis ere komme paa deres Gebeet. Et Forbud imod at lade slige Hunde gaae løse, hvor og paa hvad Tid det end er, synes derfor at kunne have god Grund og at burde gives, da ingen bør have Ret til for sin Eiendom at sætte et Værn, der kan blive skyldige Medmennesker, som ved et Tilfælde nærme sig den, (undertiden til Eierens Tarv, som f. ex. ved Ildebrand) til Død eller Lemlæstelse. Desuden ere saadanne Hunde ikke sjelden nærmest Beskyttere af Nattevagtens rolige Søvn, istedetfor at de kun skulde være hans Hjælpere imod Tyve, hvilket vel i de fleste Tilfælde kan opnaaes ved at de staae lænkede og af ham først slaaes løs, naar han, der som oftest er velbevæbnet, blvier overbeviists om at der er Fare paafærde. Da der gives et Lovbud mod glubende Dyrs Indfør her i Landet, synes det ogsaa at burde være formeent at opdrætte eller holde Huusdyr, der ere glubende og endogsaa at lade dem gaae løse.

Kjøbenhavnsposten oplyste ganske kort om begivenheden den 2. februar 1837, samt et længere indlæg i Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837 som indeholdt 2 beretninger (findes her på bloggen).

Knap 14 dage efter udkom der ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 14. februar 1837 et mindeblad:

Minde-Blad, indeholdende Opvartningspigen paa Tolbod-Viinhuus, Birgitte Kirstine Schmidts skrækkelige Endeligt, med littographeret Afbildning af Rædselsscenen. Faaes for 16 sk. i Christenbernikowsstrædet 217, 3die Sal tilhøire, og i Academiegaden 283, 3die Sal, paa Kobbertrykkeriet.

I øvrigt gav episoden ikke anledning til ændring idet Politivennen nr. 1231, 3. august 1839, s. 484-485 meddelte at en hvalp af en af hundene nu fungerede som nattevagt. Det retslige efterspil stod i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 31. juli 1837:

Kongens Foged her i Staden havde fundet sig foranlediget til at indstille, om der ikke maatte være Anledning til, under den Action, som er anlagt mod vedkommende Vægtere, for deres Mangel paa Tilsyn med de Hunde paa Toldbodpladsen, der sønderrev Pigen paa Toldbod-Viinhuus, tillige at udvide Tiltalen til Toldinspecteurerne og maaske endnu andre Embedsmænd ved Toldvæsenet for deres mangel paa Tilsyn med Plankeværket om Pladsen, saavelsom med de Hunde, som det var paalagt Vægterne at holde. Det kgl danske Cancelli har imidlertid svaret, at det ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at udvide Actionsordren til disse embedsmænd.

Hunde der dræbte mennesker, skete også andre steder, som berettet i Kjøbenhavnsposten den 20. maj 1834:

I Nærheden af Wandsbeck har den 11te ds. tildraget sig den sørgelige Begivenhed, at en noget bekjænket Arbeidsmand, der henad Midnat vilde gaae fra Wandsbeck til Warmbeck, idet han kom bagved en derværende Blegeplads, blev anfalden af de der frigtgaaenede Vagthunde og af disse sønderflængedes saa frygteligt, at han Dagen efter døde af sine Saar. 

Ditto

Hr. krigsassessor Hald skal i sidste nummer af Sandhedsfaklen have indført nogle fornærmelser imod mig. Jeg har endnu ikke selv læst samme og kan i min nuværende sygelige tilstand ikke fuldt besvare det, hvorfor jeg så meget mindre vil anstrenge mig, så de der kender mig, vil finde ethvert svar ufornødent. Derimod skal jeg, hvis jeg er så lykkelig at genvinde mit tabte helbrev, og så heldig at få nogle autentiske oplysninger, levere nogle kuriøse historier der ikke skulle trænge til Sandhedsfaklens belysning.

K. Kristensen

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 46-47)