Til D'Herrer Repræsentanter for det mosaiske Troessamfund.

I reglementet for det mosaiske religionssamfund af 29. mars 1814 er det som bekendt befalet at menighedens anliggender skal bestyres af 7 "såkaldte" repræsentanter, hvoraf de 2 årligt skal eller kan afgå, men at repræsentationen selv skulle vælge efterfølgerne (se reglementet af 29. marts 1814, § 1 og 2 og 23. marts 1827 § 23). Næsten 25 år er forløbet fra den tid, og vi har oplevet flere udskiftninger eller omvæltninger, dels til det bedre, dels formentlig til det mindre gode for de herværende mosaister. Det er bekendt at de herrer repræsentanter har indgivet andragender der sigter til at nærme sig mere og mere vores kristne medborgere. Men det forekommer indsenderen højst besynderligt at ikke endnu i det mindste før sådant skete har søgt regeringen om "valgbarhed" og "valgdygtighed" til repræsentantposterne i vores egne menigheder i og udenfor København! Det går mig som almuesmand over min forstand hvorledes det kan forstås fx at en ung aldeles fremmed, muligvis aldeles ukendt mand så at sige kan repræsentere mig, eller være min fuldmægtig, uden at jeg enten har tænkt mig at beskikke ham, eller på nogen måde ønsker ham på denne post. 

I menighedens navn tillader jeg mig derfor at anmode de herrer nuværende repræsentanter for det mosaiske trossamfund i København om med alle midler der kan anvendes, at ville udvirke forestilling om en forandring i førnævnte bestemmelser og således at denne sker i overenstemmelse med tidsånd og sand oplysning. At den fortrykker nuværende status med hensyn til menighedens finansielle anliggender, vil kunne afhjælpes når disse vores anliggender ved offentliggørelse i trykken turde se dagens lys, og at mange besparelser og indskrænkning af formentlig ufornødne embedsposter samtidigt kan indføres, derom er meningen i sandhed kun en. Måtte disse vink blive optaget med beredvillighed og tages til følge, er indsenderen og med ham vist nok flertallet tilfreds.

"Salem"

(Politivennen nr. 1193, Løverdagen, den 10de November 1838. Side 712-714)

Besværlige Schacker-Jøder paa Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads.

På nævnte hjørne står som bekendt en hoben lurvetklædte jøder som trygler enhver forbigående om "gamle klæær". Denne måde at genere disse på, mener vi bør forbydes dem da enhver der ønsker at afhænde gamle klæder, vist nok selv kan finde lysthavere til dem, og der allerede er indrømmet jøderne nok ved at tillade dem at spærre fortovet som de nu gør. Hertil kommer endnu en slem unode, som disse personer har indført, nemlig at lette på hatten for hver hvem de nærmer sig til med deres væmmelig "gamle klæær" hvorved man ofte kan pådrage sig uforskyldt mistanke om at have med disse personer at bestille. Indsenderen skal således for få dage siden ledsage et selskab damer til slottet og kom forbi dette hjørne hvor han til sin ærgrelse fik flere hilsener skønt han aldrig har talt med disse personer, endsige handlet med dem. Damerne spurgte da også med forundring: "Hvad? Giver De dem af med det slags folk?" osv.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 688-689)

Højbroplads 1844. Efter maleri af Henriques (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912.)

Skandaler i Pedermadsensgang.

Skønt ovennævnte gang danner en bekvem gennemgang mellem to meget besøgte gader, ser man dog yderst sjældent ordentlige folk benytte sig af dem. Grunden til det må vist nok søges i al den smudsighed som øje og øre her må døje fra alle kanter af de forbigående. 

For nogle dage siden skulle indsenderen i en hast føre sin fader og søster fra Østergade til Grønnegade, og lod sig uheldigvis overtale til at benytte denne genvej. Men bittert måtte han fortryde det, da der fra de fleste vinduer og kælderhalse vankede en sådan mængde liderligheder og smudsigheder at man ikke uden væmmelse kunne høre på det. Vores driftige politi anmodes ærbødigst om at afvænne visse dybt sunkne skabninger med denne uskik der så vidt vi ved før i tiden kun går i svang ved højlys dag i nævnte stræde og i den berygtede Holmensgade.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 686)

Et berømt foto fra Niels Ludvig Mariboes billedsamling af Peder Madsensgang. (Københavns Museum)

Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

Forargelig Opførsel af Fangerne i Raadhusarresten.

I søndags kl. henved 2 havde en stor del fanger, mandelige og kvindelige, posteret sig i vinduerne hvor de klavrede sig fast i jernstængerne således at mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger i de andre arrester fra hvis inderste man hørte dybttonende svar. Ordene "ved Rundetårn - Du, min kæreste! Sig til mine forældre at jeg har fået lov at gå ud i aften, og at jeg går på komedie". Navnene Charlotte, Louise, nogle eder osv. var det referenten opsnappede ved sin gang gennem gaden. 

Man ved ikke om disse fanger alle er af det slags at det kan være ligegyldigt om de på denne måde sætter sig i rapport med deres medfanger eller endog med andre udenfor. Men at det til enhver tid er højst ubehageligt at se og høre på sådant, og især vederstyggeligt når man om søndagen vandrer til eller fra Guds hus, er vist. Er det end ikke gørligt at bringe sådanne mennesker til en værdig anvendelse af hviledagen, må de dog vel kunne bringes til at afholde sig fra en opførsel man næppe ville tåle af den frie borger.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 669-670)

"Mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger." (Slutterigade 2015. Eget Foto)