Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan det dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)

Redacteurens Anmærkning.

Kandidat Jens Peter Tønder (1773-1836) boede i Nyhavn 65, 2. sal. Og om Worms mordsag er et kort resume i Wikipedia. Her på bloggen er hele sagen om Petri Worm og mordet på Tønder indgående omtalt i baggrundsartikel.

Velmeent Ønske.

For de fattige der nyder godt af den veldædige bespisningsanstalt, ville det være en velgerning om den ærede bestyrelse til den øvrige ulejlighed endnu ville drage omsorg for at de fattige hvor i blandt mange næsten nøgne gamle og svage og mange små børn måtte tildeles deres portioner efter deres numre. Det ville derved undgås som i de andre vintre i længere tid at stå og vente og i ondt vejr blive forkomne af frost og kulde, hvorved de ofte dyrt betaler den mad der er en velgerning for dem. For at ingen skal synes forurettet, kunne der jo den første måned begyndes med det første hundrede, den anden med det andet hundrede og så fremdeles. Når da nogen ikke kom efter sit nummer, måtte denne naturligvis vente til sidst. En endnu større velgerning ville det være om den ærede bestyrelse kunne skaffe de fattige et lokale hvori de kunne være til deres nummer kom uden at være nødt til i længere tid at stå på gaden.

(Politivennen nr. 1196, Løverdagen, den 1ste December 1838. Side 760-761)

Redacteurens Anmærkning

Anstalten blev omtalt i Kjøbenhavnsposten 22. november 1832:

Af den i disse Dage udkomne Beretning om den her i Staden indrettede Bespiisningsanstalt for Trængende i Vinteren 1831 og 1832, erfares, at denne høist gavlige Anstalt, der atter i Vinter vil træde i virksomhed, fra 20de Novbr. 1831 til 23 April 1832, ialt har uddeelt det betydelige Antal af 170,144 Portioner. Til Anstalten var bidraget i Penge 128 Rbd. 21 Sk. Sølv, og 5,779 Rbd 57 Sk. S. og T., af hvilke Hs. M. Kongen havde skjænket 525 Rbd., og andre Medlemmer af det høie Kongehuus 452 Rbd. Sedler; Udgifterne havde andraget 5,126 Rbd. 34 Sk. S. og T. og Penge-Beholdningen, 128 Rbd. 21 Sk. r. S. og 653 Rbd. 53 Sk. S. og T., var strax ved Indretningens Ophør indsat i Sparekassen for at gjøres frugtbringende, og er nu tildeels allerede anvendt til Forberedelserne for Bespiisningen i tilstundende Vinter. Foruden Pengebidragene modtog Committeen forskjellige Gaver i Naturalier og flere besparende Tjenestebeviisninger. Af de i Vinterens Løb uddeelte 150 Billetter, vare de 729 uddeelte af Velgjørerne selv; de øvrige 771 af den specielle Committee, der var valgt til at gjennemgaae og afgjøre de indkomne Ansøgninger om Understøttelse; disse sidste Billetter tildeeles 463 trængende Personer eller Familier.

Kan Menneskeblod helbrede for Slag?

Blandt den ringere almue er den tro temmelig almindeligt udbredt at nydelsen af menneskeblod i det øjeblik det udgydes, kan helbrede mennesker der har slag, ligfald osv.

Af denne grund har man ved flere henrettelser set mennesker nærme sig skafottet for at få blod af den henrettede, hvilket også var tilfældet i tirsdag da en bondedreng drak en portion af Worms blod.

Spørgeren er overbevist om at et sådant middel er aldeles unyttigt, og at troen på det stammer fra ældre tider da skarpretterne især i udlandet spillede en betydelig rolle, og er således lige som megen anden overtro forplantet til os. Han tillader sig derfor herved at anmode en eller anden af vores kyndige læger om at offentligt fremsætte sin mening om det, og skulle det da være tilfældet at denne var af samme mening som spørgeren, var det måske muligt som det var ønskeligt at der udkom et forbud mod en skik der sikkert i andre henseender kan have de sørgeligste følger og som frembyder et skue der må virke frygteligt på de tilstedeværende da alene tanken herom vækker ækelhed og væmmelse.

(Politivennen nr. 1195, Løverdagen, den 25de November 1838. Side 750-751)

Redacteurens Anmærkning

Petri Worm (1814 – 1838) blev halshugget 20. november på Amager Fælled 1838 for rovmordet på litteraten Jens Peter Tønder 18. juli 1836. Se Redacteurens Anmærkning for artiklen 15. december 1838, med tilhørende fyldig gennemgang fra Kjøbenhavnsposten.

Til D'Herrer Repræsentanter for det mosaiske Troessamfund.

I reglementet for det mosaiske religionssamfund af 29. mars 1814 er det som bekendt befalet at menighedens anliggender skal bestyres af 7 "såkaldte" repræsentanter, hvoraf de 2 årligt skal eller kan afgå, men at repræsentationen selv skulle vælge efterfølgerne (se reglementet af 29. marts 1814, § 1 og 2 og 23. marts 1827 § 23). Næsten 25 år er forløbet fra den tid, og vi har oplevet flere udskiftninger eller omvæltninger, dels til det bedre, dels formentlig til det mindre gode for de herværende mosaister. Det er bekendt at de herrer repræsentanter har indgivet andragender der sigter til at nærme sig mere og mere vores kristne medborgere. Men det forekommer indsenderen højst besynderligt at ikke endnu i det mindste før sådant skete har søgt regeringen om "valgbarhed" og "valgdygtighed" til repræsentantposterne i vores egne menigheder i og udenfor København! Det går mig som almuesmand over min forstand hvorledes det kan forstås fx at en ung aldeles fremmed, muligvis aldeles ukendt mand så at sige kan repræsentere mig, eller være min fuldmægtig, uden at jeg enten har tænkt mig at beskikke ham, eller på nogen måde ønsker ham på denne post. 

I menighedens navn tillader jeg mig derfor at anmode de herrer nuværende repræsentanter for det mosaiske trossamfund i København om med alle midler der kan anvendes, at ville udvirke forestilling om en forandring i førnævnte bestemmelser og således at denne sker i overenstemmelse med tidsånd og sand oplysning. At den fortrykker nuværende status med hensyn til menighedens finansielle anliggender, vil kunne afhjælpes når disse vores anliggender ved offentliggørelse i trykken turde se dagens lys, og at mange besparelser og indskrænkning af formentlig ufornødne embedsposter samtidigt kan indføres, derom er meningen i sandhed kun en. Måtte disse vink blive optaget med beredvillighed og tages til følge, er indsenderen og med ham vist nok flertallet tilfreds.

"Salem"

(Politivennen nr. 1193, Løverdagen, den 10de November 1838. Side 712-714)

Besværlige Schacker-Jøder paa Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads.

På nævnte hjørne står som bekendt en hoben lurvetklædte jøder som trygler enhver forbigående om "gamle klæær". Denne måde at genere disse på, mener vi bør forbydes dem da enhver der ønsker at afhænde gamle klæder, vist nok selv kan finde lysthavere til dem, og der allerede er indrømmet jøderne nok ved at tillade dem at spærre fortovet som de nu gør. Hertil kommer endnu en slem unode, som disse personer har indført, nemlig at lette på hatten for hver hvem de nærmer sig til med deres væmmelig "gamle klæær" hvorved man ofte kan pådrage sig uforskyldt mistanke om at have med disse personer at bestille. Indsenderen skal således for få dage siden ledsage et selskab damer til slottet og kom forbi dette hjørne hvor han til sin ærgrelse fik flere hilsener skønt han aldrig har talt med disse personer, endsige handlet med dem. Damerne spurgte da også med forundring: "Hvad? Giver De dem af med det slags folk?" osv.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 688-689)

Højbroplads 1844. Efter maleri af Henriques (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912.)