Et nyt Anlæg ved Vesterbro.

Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 347-348)

Svineri i Dronningensgade paa Christianshavn.

På Christianshavn hvor sordida paupertas især har opslået sit sæde, finder mange uordener sted. Man vil ikke omtale de mange pjaltede lazaroner og ditto gadedrenge der synes at have gjort sig til herre af volden, så at intet ordentligt menneske, langt mindre fruentimmer tør vove at spadsere der, heller ikke om det grænseløse svineri som findes især henimod nedgangen af volden ikke langt fra Amagerports vagt da sådant før er påanket. Men i den senere tid har man i den nordre ende af Dronningensgade set fortovet langs kirkens gitter besat med menneskeekskrementer så at man skulle tro at intet lokum findes der i nærheden. At sådanne sager kan henligge til stads i flere dage, er virkelig forunderligt. For påligger det ingen anden at borttage samme, så mener man dog at graverkarlen burde feje for kirkens dør.

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 343-344)

Opfordring til Vedkommende.

Som bekendt har hr. Duus ret til at forbyde al slags fiskeri i Søerne her om København. Men dersom han har samme ret med hensyn til Ladegårdsåen, da må man undres over at han ikke lader sådant offentliggøres i vore blade, eller lader en tavle opslå på broen der går over Ladegårdsåen til fornøden underretning for enhver. For så vidt vides har det altid været tilladt at angle i Ladegårdsåen, og det er just ikke enhvers lejlighed at lade sig følge af de af hr. Duus udsendte sjovere, eller lade sig ens redskaber fratage af sådanne personer som fremviser et papir der i sådanne hænder kunne anses ugyldigt. Indsenderen har intet imod at hr. Duus forbyder fiskeriet i Ladegårdsøen hvis han dertil er berettiget når han kun vælder en passende fremgangsmåde, hvilken enhver i vore tuder synes at skylde sine medborgere. Når hr. Duus bekendtgør sin eneret, vil vist enhver afholde sig fra indgreb og ingen retskaffen mand kan have noget imod at han da lader enhver overtræder drage til ansvar efter loven.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 329-330)

Om 2 Drenges skammelige Opførsel mod en Dame, i over 100 Menneskers Paasyn.

Pinsedag om aftenen omtrent kl. 6.30 gik en velklædt dame fra Vesterbro ind til byen. Blandt den store mængde der samtidig passerede denne vej, befandt sig to drenge af omtrent 13 års alder af hvem hun blev forfulgt med de ækleste grimasse og mest gemene gestikulationer, hvorved alles opmærksomhed blev henvendt på hende. Dene ene af drengene iklædt en blå trøje, hvid krave og hat, syntes at være ophavsmanden til disse gemenheder, for hver gang hans lille jødekammerat - der også var i blå klæder, men med kasket - så sit snit, gik denne dristig hen til damen og sagde hende de plumpeste grovheder, mens den anden skælm blev tilbage og lo hjertelig over udførelsen af den overlagte plan. Næsten skulle man tro at disse drenges mageløse dumdristige gemenheder ikke har haft sin grund i et ondskabsfuldt indfald hos dem selv, men snarere at der har været et redskab for andre som pøbelen desværre så ofte er ved endnu langt vigtigere og følgerige lejligheder. For deres opførsel var ellers aldeles uden motiv udefra. Det er at formode at damen så meget foragter denne væmmelige scene at hun end ikke vil gøre anmeldelse derom. Men hvis det skulle være politiet om at gøre at vide disse velopdragne drenges opholdssteder, da vil man lige over for "Skibet" på Vestergade finde en lille tyk firskåren krabat der er vel bekendt i hele gaden, og vist nok vil kunne opgive sin kammerats bopæl. Det ville vist ikke være uden interesse for over 100 mennesker der var vidner til deres skamløse færd, at erfare at disse drenge havde ved øvrighedens medvirken fået en eftertrykkelig korporlig revselse, det eneste man kan tiltro nogen virkning på sådanne subjekter.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 325-327)

Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)