I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden.
Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".
Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)
Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.
Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen.
Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).
En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.
Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord.
Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.
Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere.
Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:
(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356)
Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".
Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.
Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen.
En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.
Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord.
Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere.
Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:
- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.
(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356)
