17 juni 2017

Røde Huse.

Det er en forunderlig mani som er påkommen folk her i byen, at efterabe universitetsbygningens farve. Næsten alle bygninger som opføres fra ny af eller oppudses, får denne røde farve så at vi til sidst vist får en komplet rød stad. Det værste ved det ville være at byen taber sit renomme for skønhed. For så vist som denne farve er smuk og passende for enkelte anselige bygninger, så stygt vil det på den anden side blive om enhver istandsat rønne skulle hjælpe sig med den, da den på ingen måde er skikket til at hæve en ringe bygning i anseelse og skønhed. 

I sandhed ville det derfor være langt bedre for byens udseende i det hele taget om husejerne ville lade den mani fare, at gøre deres huse til kopi af universitetsbygningen, hvad de dog aldrig er skikket til at blive, og derimod blev ved den hidtil fulgte skik at give dem en farve som mere svarede til øjemedet, nemlig at afhjælpe manglen i det uanselige ydre. Man har nu og da bebrejdet hovedstaden et skaldet udseende, dens mangel på træer. Dersom dette er erkendt som begrundet, da må man undre sig over at der ikke anvendes mørke farver på husene, da dette vil bøde meget på savnet af træer. Dermed være dog på ingen måde sagt at stadens udseende ville vinde ved lutter mørke bygninger. Kun at den mørke farve er at foretrække for denne rødgule, der har alt for meget af murstenskuløren til at være smuk.

(Politivennen nr. 1332, Løverdagen, den 10de Juli 1841. Side 447-448. Sidetallene springer fra 332 til 433, således at 100 sidetal er sprunget over). 

16 juni 2017

Man bør ikke forsmaae Hjælp i Nøden.

Til at se det kongelige middagsspisning på Christiansborg Slot indtogsdagen blev som bekendt udstedt adgangsbilletter til riddersalens galleri. Imidlertid er det beklageligt at de herrer livjægere ikke så sig i stand til at holde pøbelen ude, og at således denne sidste uden billetter gik op, mens de der havde billetter, måtte begive sig bort uden at kunne benytte dem. Om korpset en anden gang ikke forsmåede politiets assistance, ville sådan uorden næppe finde sted, eftersom pøbelen har en sømmelig respekt for politiskilt og stok.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 431). 

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

Noget om Limensgadens Fabrikanlæg

(Fragment af et brev fra Bornholm.)

De vil vide noget om Limensgades fabriksanlæg, men jeg kan ikke sige Dem andet end at det velbestyret ville kunne givet et betydeligt udbytte for vores land. Stedet selv indeholder i mængde cementsten, alunskifer og stinksten, endog straks, det vil sige i ubetydelig dybde fra overfladen. Siden den polytekniske kandidat Hammer som er bestyrer for fabrikanlægget kom her, er der foretaget gravning efter skifer og en del brændt, ligesom der også er begyndt på fabrikkens bygninger. Men hr. Hammer har lagt sig ud med arbejderne og haft adskillige politisager i den anledning. Det synes som om han hvis fader er en bornholmer, dog ikke kan komme ud af det med dette folkeslag. Nu har der for 3 til 4 uger siden rejst sig en disput mellem ham og snedkermester Balle der har påtaget sig fabriklokalets bygninger. Hammer påstår at bygningen ikke er suffisant eller efter kontrakt, en påstand Balle benægter. Sidstnævnte har ladet optage en synsforretning, og denne er faldet ud til hans favør. Men derved er Hammer ikke tilfreds. For han forlanger synsmænd fra København, og herved er nu arbejder og al virksomhed standset på årets belejligste tid til stor skade for foretagendet. Det var ønskeligt om aktionærerne ville se så snart som muligt at bevirke at denne uenighed kunne blive bilagt, så at den ikke længe skulle standse eller tilintetgøre fabrikkens virksomhed. For sådant kunne have meget skadelige følger for eftertiden i henseende til andre foretagender der beror på medborgeres deltagelse. Bornholm indeholder mange nyttige materialer i sit skød. Den vanskelige og usikre samfærdsel med København har hidtil ladet disse næsten være ukendte, men den tid vil komme da man vil benytte den til gavn for øen selv og for hele Danmark. Men slår et eller andet forsøg fejl, så er mængden der endnu ikke har fået smag for at være aktiehavere, frygtsom for at vove noget. Tilhørte Bornholm England, da ville den allerede have indbragt meget ved dens kul, cement, skifer, sandsten, marmor og granit såvelsom forskellige lerarter. Kort sagt: Hvad naturen lader Bornholm mangle i henseende til vegetationen, har den fuldkommen erstattet på andre måder.

(Politivennen nr. 1329, Løverdagen, den 19de Juni 1841. Side 393-394). 

Redacteurens Anmærkning.

Lim (gammelt dansk navn for kalk) gav ophav til navnet Limensgade eller "Limovnsgaden" i Aaker. Peter Johan Hammer havde via studier i udlandet samlet sig erfaring som bevirkede at Christian 8. gav ham tilladelse og penge til at udvinde kalksten og alunskifer i fem år. I 1818 havde H.C. Ørsted gjort opmærksom på mulighederne for industriel udnyttelse af det bornholmske alunskifer. Produktionen kom aldrig i gang under Hammer. Københavneraviserne og Bornholms Avis skrev en del om begivenhedernes gang. Se under tagget Limensgade.

15 juni 2017

Rundetaarn.

Det er mærkeligt at Rundekirke med dens berømte tårn ikke er genstand for større omsorg, end at den i flere år efter hinanden ikke bliver afpudset. Dens renomme kunne dog vel fortjene en sådan opmærksomhed, i det mindste lige så godt som de overfor liggende Regensen. For det kan dog vel ikke forhøje bygningens antikvariske værd at den udmærker sig ved skidenhed.

(Politivennen nr. 1327, Løverdagen, den 5te Juni 1841. Side 364-365).