Om Vægternes Nattesang paa Gaden.

I Kingos vægtersange er der unægteligt for det meste meget god poesi. Og når vores vægtere forstod at synge dem, om ikke så smukt som den vægter i Gothersgade for mange år siden der havde en stemme som lignede forhenværende skuespiller Carl Bruuns, så dog tåleligt, ville ingen have noget at indvende mod deres sang som da endog kunne more dem der må ligge mange timer vågne. Men da de fleste vægtere brøler i stedet for at synge, er der vist mange af Københavns beboere der ville være vores udmærkede politidirektør meget forbundet om han snart eller i det mindste til næste vinter, kunne afskaffe den afskyelige vægtersang om natten.

Der er skrevet adskillige gange mod denne brølen om natten. Man har anført at syge mennesker som var sengeliggende af nervefeber, derved er blevet ængstede på det ynkeligste, og at barselskoner har fået mange farlige tilfælde ved at tilbringe flere søvnløse nætter om vinteren på grund af den hver time gentagne vægterbrølen. Man indser sandelig ikke nødvendigheden af at vægterne synger lange vers på gaden om natten på den tid da de fleste søger og bør have ro og hvile. Den eneste antagelig grund hvorfor denne skik er blevet indført, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres post, og ved denne sang tilkendegive at de var årvågne. Men kunne man ikke fordoble vægternes antal så at hver vægter kunne afløses en gang om natten, da han altså kun måtte have halvt så stor løn som han nu har, og tillige blot som det er skik i andre hovedstæder, lade ham råbe hver time om natten hvad klokken, og om man vil da København er en søstad, hvad vinden er. 

Anmelderen ønsker inderligt og han ved at såre mange nærer det ønske, at vores virksomme politidirektør til næste vinter, eller om muligt var før, ville sørge for at den afskyelige vægterbrølen kunne blive afskaffet.

(Politivennen nr. 1378, Løverdagen, den 28de Mai 1842. Side 345-346).

Bort med Ulfeldts Skamstøtte!

Sidste flyttedag måtte samtlige slagterboder på forrige Ulfeldts Plads (nu Gråbrødretorv) fortrække, og man havde ventet at Ulfeldts skamstøtte også skulle blive nedrevet og stenene bortføes. Men endnu i fredags otte dage (altså fire uger efter flyttedagen) stod den der i al sin herlighed og pragt til "evig skam og skændsel." Således overholder man hans majestæt kongens befalinger. Altså - bort med skamstøtten! Man håber at magistraten og borgerrepræsentationen tager notits af disse linjer så snart som muligt.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 332)

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

En styg Uskik i Trinitatis Kirkegang.

Ved at passere ovennævnte gang har anmelderen ofte i den seneste tid set at karle og piger har banket gulvtæpper som var hængt over rækværket i gangen. Selv på helligdage under gudstjenesten har sådan uskik fundet sted. Det var tilfældet skærtorsdag formiddag under højmessen. Da gangen står åben til fri passage, betrædes den af mange som således ikke alene udsættes for at få deres klæder tilstøvet, men vel endog kunne få et rap i hovedet af det spanskrør, som bruges ved bankningen. Man håber at kirkens ærede værge vil søge at hæmme dette uvæsen ved at pålægge graverkarlen der dog jævnligt færdes på kirkegården, at bortvise dem som kommer i den hensigt at banke gulvtæpper, samt tillige at bortjage de mange drenge, som næsten dagligt spiller klink eller foretager andre unoder i gangen

(Politivennen nr. 1376, Løverdagen, den 14de Mai 1842. Side 314-315)

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.

Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).