To hundrede indtil halvtredie hundrede er det sædvanlige Antal paa de Slaver, som Stokhuset gjemmer. I dette Øieblik tæller man der 168, hvoriblandt er 47 uærlige. Deres Dragt udmærker dem fra alle andre Mennesker og deres Jern *) er et sørgeligt Tegn paa deres Farlighed for Selskabet. Men selv blandt dem gives der Grader. De af dem, som have Tyvsmærke og ere dømte til evig Fæstningsarbeide, kaldes uærlige; de, som mangle dette Mærke, og kun ere dømte til at arbeide en vis Tid, kaldes ærlige. Man har offentlig gjort sig lystig over Prædicatet ærlig, fordi det anveedes paa en Slave, endskjønt hver Fornuftig indseer, at den Benævnelse, som her tillægges saadanne Forbrydere, netop gjør vor Lovgivning Ære. End ikke den saa dybt sjunkne Slave har den villet negte dette for Mennesket saa nødvendige Tillægsord, naar Domstolene ikke ansee ham for uforbederlig; endog ham har den ladet staae Veien til at forbedre sig aaben; end ikke den slette Green paa Statssamfundets store Stamme har den villet afskjære aldeles, saa længe der er Haab om, at den endnu kan blive nyttig **).
Fæstningsværkerne og alle de øvrige Arbeider, som henhøre under Commandantskabet, give disse Forbrydere nok at bestille. Naar de ikke arbeide faae de 2 sk. dagligen, og naar de arbeide faae de derimod et Tillæg af 3 sk., som kaldes Arbeidspenge. Endeel af dem lade sig paa visse Tider frivilligen bruge til de allerforagteligste og meest usunde Forretninger. Jeg har endog om Søndagen seet adskillige Slaver i den største Sommerhede rense den mephistiske Skarnkiste ved Vibens Allee. Ganske afklædte lode de sig hidse ned i denne Gifthule, og da de bleve trukne op, vare de saa sorte paa hele Kroppen som Negere. Jeg vilde have anseet det for umueligt, at Mennesker kunde lade sig bruge til saadant et Arbeide, dersom jeg ikke havde været Vidne til, at disse Slaver endog, som man forsikkrede mig, gjorde det frivilligen, for Betaling.
De føres fra og til deres Arbeide i en lang Jernlænke, som en heel Trop af tyve, tredive og flere, to og to, holde ved. Alle disse farlige Forbrydere, hvis Frihed vilde undergrave hele Borgerselskabets Rolighed, lade sig her ganske roligen føre af een eneste Slavefoged. Sammenlænkede som Tigre, Løver og Hyæner føres de hjem til deres Baraquer, som snarere ligner et Menagerie, end Boliger for menneskelige Skabninger. Her ligge disse gustne og af Elendighed udtærede Mennesker paa Straa. Hvorledes det seer ud i disse Stalde kan ingen Pen beskrive, ingen Pensel male. De, som kunne see Enden paa deres Lidelser, ere lykkelige; men de, som ere dømte til at ende her deres elendige Liv, o, deres Skjebne vilde være skrækkelig, dersom ikke alle Lidendes Ven - Vanen - gjorde dem deres Lænker lette og deres Trældom taalelig! Ingen Straale, ja intet Glimt af Haab smiler ned i disse Ulykkeliges Huler.
De Forbrydere, som her gjemmes, ere ikke blot fra Danske Provindser, men næsten fra de fleste Europæiske Lande. Her findes Tydske, Franske, Engelske, Russer, som tildeels oprindeligen ere komne til Kjøbenhavn som Soldater, men som for gjentagen Desertion og Tyverie ere blevne dømte til at gaae i Slaveriet.
Naar man ser en saadan Trop Forbrydere, lænkede, tæmmede og ydmygede, saa gyser man. Man synes ordentlig at harmes over Lovens Strænghed; men denne Tanke fosvinder snart, naar man betænker, at netop disse rædselsfulde Skabninger, som man af Nødvendighed har betaget den første af Himlens Gaver, ere en sand Lovtale over vore Loves Menneskekjerlighed. I mangt et andet Land havde de fleste af disse forbrydere maaske endt deres Liv under Bøddelens Haand - I Dannemark har man ladet dem beholde hvad endog Ormen krymper sig ved at miste. Selv som ufri Mennesker og stemplede med offentlig Vanære, kunne de endnu nogenlunde bøde paa deres begangne Feil ved at gavne deres Medmennesker; de kunne endnu see Guds skjønne Soel, og nyde de behagelige Indtryk, som i Lænker og Purpur føles lige stærke.
Physiognomisten finder her en viid Mark til at gjøre Iagttagelser. "I dette skumle Ansigt - disse vilde Træk - disse skumle Øine, siger han, læser jeg Anlæg til tusinde Forbrydelser. Han vilde myrde sin Fader, dersom Omstændighederne tillode det, og hans Fordeel krævede det. Paa denne rynkede, trodsende Pande og i disse falske Hyæneøine læser jeg den lumske Ransmand. I en ensom Skov vilde han gjennembore mig bagfra for at rane min eiendom. Nu fordrer han med tusinde Bønner og Velsignelser den Gave, som han, fri for Lænker og paa Landeveien, vilde affordre mig med Pistolen eller Dolken i Haanden." - Men hold inde med disse betragtninger, strenge Dommer! Ingen uden Gud kan see saa dybt ind i det menneskelige Hjertes lønlige Vraaer. Lader os bære overbærende mod vore faldne Medmennesker, hvis vi ville at den Allerhøieste skal være overbærende imod os, naar vi engang fremtræde for hans Domstoel. I intet Terra incognito findes flere uopdagede Steder, end i det menneskelige Hjerte. Den, som ofte indhyller sig i Lykkens Glands, vilde maaskee, under andre Omstændigheder, under en anden Styrelse, have baareet disse Lænker, og man havde da i hans Ansigt fundet ligesaa mange slette Træk, som man nu finder ædle, store og gode. Blandt disse Ulykkelige gives der maaskee ikke faa, hvis Kraft, Mod og Snildhed, rigtig styret ved en omhyggeligere Opdragelse, vilde gjort dem til Menneskeslægtens Velgjørere, istedet for, at de nu ere dens Skjændsel.
Den frie, lykkelige og retsindige Mand kan ikke tænke sig et ulykkeligere Væsen end en Slave, som forener i sine Kaar alt hvad der er det Modsatte af Lykke. Og dog ere disse Ulykkelige til visse Tider lykkelige. Barføddede, med en gnavende Lænke omkring den blottede Fod, plagede af alle Følger af Ureenlighed, udsatte for Frost og Slud, seer man adskillige af dem endog være glade ved deres Arbeide. Søvnen, som stundom flyer de Høiloftssale, hvori man hviler paa bløde Duun og i Senge, bebræmmede med Guld og Silke, indfinder sig frivilligen i de usleste Stalde i Slaveriet. Saaledes har den retfærdige Natur nogenlunde søgt at vedligeholde Ligevægten imellem de Ulykkelige og Lykkelige, og aldrig aldeles bortdraget sin Haand fra de første eller udøst sit hele Overflødighedshorn over de sidste. Man har havt dem, som ganske have tabt af Følelse for Frihed, og som aldeles ikke skjøttede om at forlade Slaveriet. Kun for faa Aar siden saae man en Slave, som otte Aar i Forveien var rømt bort, uden at han kunde blive paagreben, og som den hele Tid havde arbeidet som Karl hos en Bonde, vende frivilligen tilbage til Slaveriet, da han var kommen i Uenighed med sin Husbonde. Man har seet andre, som havde levet nogle tredive Aar i Stokhuset, og som aldrig ønskede at komme paa fri Fod igjen, uagtet man tilbød dem deres Frihed.
Der gives Slaver, som have lært Haandarbeider, og have Frihed at benytte sig deraf. Den berygtede Peer Michelsen, som kan udskjære alle Slags Træsager til Huusbrug, har et ordentligt lille Værksted, og adskillige andre Slaver arbeide deels under ham og afsætte deels disse Arbeider for ham. Han skal have samlet sig en Capital af 500 Rdlr., og opfører sig nu meget ordentlig. Den anførte Tilladelse, som gjør Vedkommendes menneskekjerlige Tænkemaade Ære, burde, dersom det ikke allerede er Tilfælde, finde Sted paa andre saadanne Steder.
Men hvor prisværdig end denne Straffemaade er, der i mange Tilfælde tjener istedet for Livsstraffe, som vor Regjering med saa stor Ret i Almindelighed kun ønsker anvendt paa forsætlige Mordere, saa har den dog mødt mange Indvendinger. Man har paastaaet, at det er alt for farligt, at have saa stor en Samling af Forbrydere samlede i en Stad, og at det, som Erfaringen lærer, giver Anledning til at der deserterer mange Slaver, som siden gjøre Indbrud og begaae andre Forbrydelser paa Landet. Men hvor rigtig end denne Indvending synes at være, kunne de betydelige arbeider ved Fæstningsværkerne, saalænge som de skulle forrettes ved Slaver, neppe besørges ved et ringere end det sædvanlige Antal. Den eneste Maade, hvorpaa man maaske vilde kunne forekomme, at saadanne Forbrydere, ikke alt for hyppigen, rømme deres Vei, vilde maaskee være den: at fordeele dem paa forskjellige Fæstninger. De, som havde begaaet Forbrydelser i Dannemark, kunde sendes til Norge, og saaledes omvendt. Derved vilde man forebygge, at saadanne Slaver, især naar de ere fødte i eller omkring Kjøbenhavn, kunne have Kipper, Kjeldere og Smuthuller, hvor de strax kunne tye til, nyde Skjul og faae andre Klæder. En eneste Bygning er vel heller ikke hensigtsmæssige, thi det bestandige Samqvem imellem saa mange Forbrydere foranlediger mange Misbrug. Den ene kan saa let forføre den anden, bibringe ham Ideer og givve ham Vink, som ved Rømningen kunne være ham nyttige.
*) For omtrent et Aar siden var der 7 Slaver som havde Jern om Halsen, foruden det Jern de havde om Foden, men Hr. General-Major Gedde, som for Tiden besørger Gouvernementet, følte Medlidenhed med disse Ulykkelige, og lod dem befrie derfra. Een af dem, som er en Sjellænder af Fødsel, har imidlertid, ved at desertere paa ny, selv gjort det nødvendigt, at det blev ham paalagt igjen.
**) Der gives desuden visse Slaver, som virkelig kunne være sande ærlige Mænd, uagtet de gaae i Slaveriet. Kan f. Ex den Bonde, som for Opsætsighed mod en Øvrighedsperson dømmes dertil, ikke være en fuldkommen ærlig Mand?
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348)
Emnet er også behandlet i Historiske Meddelelser om København, 4. række, II. Side 371-413.
