Skib undsluppet ved Thorsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Lemvig 27 Juli. Lørdagen d. 15de blev et dansk Skib, hjemmehørende i Tønningen, paa sin Retour fra Norge, under Bouberg, jaget af en engelsk Kutter, og efterat være forfulgt over 3 Timer, nød til at sætte paa Land ½ Miil norden Thorsminde, for at undgaae Fjenden. Kystmilicen ilede strax til og posterede sig med 2 Kanoner paa Stranden, for at forsvare Skib og Landning som Skibsfolkene havde forladt; men da Vejret var temmelig haardt, forsøgte Fjenden ike engang at sætte Baade ud; men vendte om og stak i rum Søe igjen, saa at der ingen Leilighed blev for Kystmilicen til at engagere sig med ham. Imidlertidd blev af Overbefalingsmanden Capitain Skønau de virksomste Anstalter føjede, til at bjerge Ladning og Takkelage og den følgende Dag var allerede hele Ladningen, som bestod af Tran og Bukkeskind, ilandbragt og ført i Sikkerhed tilligemed Skibets Takkelage, saa at Fjenden ikke fik Lejlighed til at glæde sig over det Bytte, han agtede at gjøre. Skibet, som kaldes die zwei Gebrüder, skal tilligemed dets indehavende Ladning være assureret for kongelig Regning.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 3. august 1809

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer, den 15 Junii 1809. Vi havde her i Tirsdags et af de skjønne Syn, som i Fredstider er ligesaa almindeligt, som det nu er sjeldent. En Koffardieflaade af mere end 100 svært ladede Skibe passerede Sundet i en sluttet Række med sagte, dog staaende, Vind og godt Veir. Fordum udbredte en saadan Flaades Ankomst nyt Liv og Munterhed hos Kjøbmænd, Commissionairer og Færgefolk: nu vare de alle ørkesløse Tilskuere ved dens Gjennemgang, kun nogle Capere sværmede om, dog i behørig Afstand; thi Flaaden var convoyeret af en stor Engelsk Fregat, to mindre Svenske Fregatter og 2 eller 3 Kutterbrigger. Flaaden passerede Fæstningen ved Middagstider, og da den holdt sig saa nær mueligt under Svensk Land og gik udenfor Fæstningens Skudvidde, blev der ikke skudt efter den. Mod Aften lettede de mellem Raae og Helsingborg liggende Engelske Krigsskibe, formodentlig for at forstærke Convoyen under dens Gjennemgang gjennem Flinterenden.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 72
Løverdagen den 17 Junii 1809
Spalte 1150-1151

Sundet mellem Helsingør og Helsingborg. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Om beskjæmmende Straffe. (Efterskrift til Politivennen)

Deet er ikke just mange Aar siden da man ideligen saae Æresstraffe anvendte endog paa ringe Forseelser. For henved en Snees Aar var det her i Kjøbenhavn intet usædvanlig Syn, at see en Vægter, der havde sovet paa sin Post, eller andre Folk af de ringere Klasser, der havde begaaet een eller anden ubetydelig Overtrædelse, gaae i den saakaldte Spanske Kappe med et paahæftet Synderegister, og en Flok ørkesløse Smaadrenge i Hælene. Ligesaa almindeligt var det ogsaa at see Fruentimmer staae i Gabestokken, og more en sandseløs Pøbel med deres Vanære. Jeg har aldrig kunnet tænke paa denne Straffemaade uden med et lønligt Suk. Jeg troer at Æresstraffe umuelig kunne opfylde deres Bestemmelse, naar de anvendes paa alt for ringe Overtrædelser, og at man bør være ligesaa varsom i at tage Ære som i at yde Ære. Dette har altid været min Overbevisnng, og jeg har hidtil ikke havt Aarsag til at forandre den. Med Glæde fandt jeg den nylig stadfæstet i et højst interessant Fragment, indgivet til Commissionen for at foreslaae Grundsætninger til en ny og forbedret Criminel-Lov, af Hr. Justitiarius i Høiesteretog Ordenscommandeur C. Colbjørnsen. *) I denne Afhandling findes følgende for 50 Aar siden forefaldet Exempel paa, til hvilken Yderligheder utidig anvendte Æresstraffe kunne lede: "En vis Øvrighedsmand (i Norge), som nu er død og som ellers fortjente Agtelse for sin bekjendte Retskaffenhed, befalede i sin Hidsighed og Iver, at en ung Bondekarl skulde straffes med at gaae igjennem byen i den (saakaldte) Spanske Kappe fordi han havde kjørt uforsigtig. - Dette unge Menneske ansaae en saadan Forhaanelse som en haardere Straf, end Døden. Han bad om, at maatte dømmes, om det endog var til at arbeide i Slaveriet, for at undgaae hiin beskjæmmende Straf; men det var forgjeves - den blev fuldbyrdet, og den Forurettede (thi Manden var ei dømt ved Retten) dræbte sig selv strax, for med sit Blod at aftoe den Plet, der var sat paa hans Ære." - Lad end være, at en saa fin Æresfølelse blandt Mennesker af de lavere Stænder er sjelden, saa er det dog afgjort, at det ikke staaer i nogen Dødeligs Magt at fastsætte nogen bestemt Maalestok for Graden af denne Følelse hos mennesker af ulige Stand og Caracter. Det er altsaa urigtigt at sige: Herremanden føler ti Gange saa meget ved den samme vanærendeStraf som Bonden; thi erfaringen viser, at Ringhed i Kaar og Stand ret godt lader sig forene med den allerømmeste Følelse for Ære, og at derimod Fornemhed og Rigdom stundom kunne være forenede med største Ligegyldighed for sand Ære. - Ved at paalægge Legemsstraffe kan man bruge en nogenlunde bestemt Maalestok, fordi Maaden, som ethvert physisk Onde føles paa, just ikkekan være saa overordentlig forskjellig. Æresstaffene derimod ytre deres Virkninger paa saa høist forskjelllige Maader, at Vaersomhed i at paalægge dem er her dobbelt nødvendig. Den Øvrighedsmand, som paalagde hiin Bonde den Straf, at gaae i den Spanske Kappe, havde sikkert ikke mindste Tanke om, at et så simpelt Menneske satte større Priis paa sin Ære end paa sit Liv, og det samme har uden Tvivl efter hans Tidværet Tilfældet med mangen en Dommer. Med Grund siger derfor ogsaa Forf. af det anførte Fragment: "At anvende beskjæmmende Straffe (saasom Halsjern eller Gabestok etc.), paa Overtrædelser af de mindre Slags, det holder jeg at være stridende imod rigtige Lovgivnings-Grundsætninger. Ved at gjøre saadanne Straffe almindelige, svækker Lovgiveren sin Nations Æresfølelse, i det han derved giver tilkjende, at han ikke sætter høi Priis paa den borgerlige Agtelse. Af denne samme Aarsag, som han med Straf værner om enhver uskyldig Borgers Ære (nemlig: fordi den betragtes af en ædel og retskaffen Mand som hans dyrebare eiendom), af denne selvsamme Aarsag maa han og være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse." - Men er den øm og varsom i at straffe med Beskjæmmelse, som for en ringe Overtrædelse lader et Menneske gaae til Forhaanelse offentlig omkring i den Spanske Kappe? Og er her noget Forhold imellem Forbrydelse og Straf, naar der paa den paaklinede Placat f. Ex. staaer skrevet: "For Forsømmelse paa sin Post?" Forsømmelse fortjener vel Straf, men ingen vanærende, og ved at gjøre en Mand til Gjenstand for Pøbelens Haan lærer man ham sandelig ikke i Fremtiden at være Opmærksom paa sine Pligter. Man svækker snarere derved hans Æresfølelse, den vigtigste Spore til Pligtsopfyldelse. Jeg kan beraabe mig her paa Erfaringen. Ingen er mere tilbøielige til at begaae Forbrydelser end netop de, der har udstaaet en vanærende Straf. Saadanne Folk behandle Æren som de fleste Mennesker en ukrympet Kjole. Saalænge den endu har sin Glands ere de ømme over den, men har den engang været i Regn, skaane de den ikke mere.

Men ikke allene Lovgiveren, ogsaa Ungdomslærerne burde vogte sig meget for at paalægge beskjæmmende Straffe paa ringe Forseelser. Der er stiftet uberegnelig Skade i Verden ved den saakaldte Skoleret og den almindelige Maade at beskjæmme en Lærling i alle hans Meddisciples Paasyn. Denne Beskjæmmelse bidrager allerede i en spæd Alder til at undertrykke, for ikke at sige dræbe, den fremspirende Æresfølelse, og var det mueligt at trængeind i det menneskelige Hjertes hemmelige Vraaer, saa ville vi maaske finde, at mange Mennesker, der i en modnere Alder bleve en Gjenstand for Lovens straffende Arm, havde deres Lærers Vrantenhed, Ufornuft og Haardhed at takke for den første Aarsag til deres ulykkelige Skjebne.

Men ikke allene Lovgieren og Ungdomslæreren bør være øm og vaersom i at straffe med Beskjæmmelse, ogsaa Dommeren bør vogte sig vel for alt hvad der, uden bestemt Hensigt, kan krænke endog det simpleste Menneskes Æresfølelse. - Intet er mere upassende for Dommeren, end paa sit Dommersæde at tillade sig, selv mod en Delinqent, Udtryk, der fornedre hans Værdighed i den Anklagedes Øine. Ved en Dommer tænker man sig den personificerede Humanitet og retfærdighed, men hvilket Begreb skal man vel gjøre sig om en Mand, der kan forglemme sit store Kald i den Grad, at han betjener sig af Pøbelludtryk? Jeg veed, at man sædvanlig paaberaaber sig her paa Nødvendigheden, men det maatte virkelig være høist besynderligt, dersom en fornuftig Inqvisiter ikke skulde kunne fremlokke Sandheden af en Anklager, uden ved lave Skjældsord. Efter mine Grundsætninger, anseer jeg det endog for urigtigt, i en Ret at fornærme en virkelig overbevist Forbryder; og Fornærmelse kalder jeg det, naar man tillader sig haanlige Udtryk imod ham, hvorved han, naar han har Æresfølelse, næsten straffes to Gange, skjønt Lovgiveren dog vil, at han kun skal straffes eengang.

Beskjæmmende Straffe burde bestandig kun paalægges beskjæmmende Overtrædelser. Ære for Ære, ligesom Liv for Liv, burde være en urokkelig Grundsætning i Lovgivningen. Man straffe den paa Æren, som har villet krænke eller rane andres Ære. Man anvender Æresstraffen sparsomt og den vil blive desto kraftigere i sine Virkninger. Ingensteds er Tyvenes Tal større end der, hvor det mindste Tyverie straffes med Døden, og ingensteds besidder Mængden mindre Æresfølelse end der, hvor man straffer den mindste Overtrædelse med Vanære.

*) Findes aftrykt i Juridisk Arkiv No. 19

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. 
Sjette Aargang No. 61
Tirsdagen den 9 Maji 1809
Spalte 969-972

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).

Et udvalg af instrumenter anvendt til "beskjæmmende straffe", herunder den spanske kappe til venstre. (Eget foto fra Nationalmuseet, 2015).

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Løverdags lod den lille Jomfry Schaffner sig høre paa Violin paa det Kongelige Theater, og vandt almindelig Bifald, men de vigtigste Loger stode ledige og Parterrret var langt fra ikke fuldt. Havde hun været fra Frankfurt an der Mayn eller Frankfurt an der Oder, saa havde sikkerlig hendes Indtægt været større.

Hr. Foersom havde i Søndags ved sit Declamatorium fuldt Huus og høstede fortjent Bifald. Slaget ved Tripolis af M. C. Bruun og Epilogen behagede især.

Fladstrand, den 19de April. Et lidet Fartøi, som de Engelske havde taget og indbragt til Marstrand, er af en Styrmand Jønsberg og to Danske Matroser tilbagetaget og ført med den halve Ladning hertil. De overmandede pludselig den Engelske Priismester og Besætning og førte Skibet lykkelig hertil.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 57
Tirsdagen den 25. April 1809
Spalte 915

(Politivennen Live Blogging har et hul mellem 18. april 1809 og 1816. Dette forsøges delvist udfyldt med artikler fra forskellige andre tidsskrifter fra perioden. I dette tilfælde Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn).