(Artiklen er gengivet efter Lollands Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Rideposten, 26. januar 1810)
Ofte har dette blad berørt den unægtelige sandhed at den embedsindtægt, det benefice, det legat, den stiftelses- eller statsindkomst der forvandles fra natur- til pengeydelse, den være nok så godt beregnet for øjeblikket, nok så venskabeligt omoverenskommet gensidigt af yder og nyder, nok så retfærdigt jævnkæmpet af kommissioner og kollegier - forværres fra øjeblikket af og går ikke alene en stedse tiltagende gradvis forringelse i møde, men den mulighed, af en indtrædende højst skadelig kurs pludselig således som at tilintetgøres for oppebærerne, at fx den embedsmand, der for sin pengeløn endnu kunne leve anstændigt, med et ser sig knap i stand til at anskaffe sig de mest uundværlige livsfornødenheder.
Derfor har forfatteren også med smerte set tiendeforeningssystemet vinde sejr i nogle stater, med sorg set den statshusholdningsregel at blive hyldet at jordbrugeren bør befries fra enhver ydelse i natur.
Vist nok lukkede han ikke øjnene mod de fordele for landbrugerne, som pengeydelsen giver, og må stedse give i større og større grad, fordele der bestemte forestillingen til anbefaling for sådanne forandringer, der virkede sammes anordning af de faderligste regenter. Vist nok så han at de nærværende ydere kunne være meget vel fornøjet med forandringen da de fik en så at sige al pari godtgørelse, og undgik umagen at omsætte naturvarer, men uafladeligt erindrede, at penge, selv penge i metaller, stedse må undergå en dårligere og dårligere kurs over for naturvarerne *), havde han levende for øje, at denne nyderes eftermænd vilde blive - den følgende slettere aflagt end den foregående - i en aldrig ophørende række.
I lande hvor man forandrede de gamle kornskatte til pengeydelser var bevæggrundene sikkert den for landboen og det heles vel årvågne regering værdig. Men snart føltes at man atter måtte pebyde naturleveringer.
Endelig har krigen vist ved Østrigs eksempel, og desto værre tillige ved vores fædrelands, at beneficer, legater, stiftelser og andre offentlige indtægter, samt embedslønninger, når ydelsen er enten fra først af i penge eller ved senere indretning henforandret dertil, kunne med et ligesom bortsmelte.
Forfatteren heraf ytrer det allerunderdanigste håb, på grund af denne så sørgeligt, for mange værdige familier så ødelæggende erfaring, at der hos os ved et kongeligt strengt forbud, måtte sættes grænser for videre forandring af naturydelse til pengeydelse, lige meget om nyderen, ubekymret for eftermændene, forener sin ansøgning med yderens eller ej.
Endvidere vover forfatteren allerunderdanigst at foreslå landsfaderen at det ved kongelig befaling til alle overøvrigheder måtte pålægges disse at tilvejebringe en nøjagtig liste over alle deres embedskredse hidtil skete ydelsesforvandlinger fra natur til penge, det være sig afgifter, refusioner, brændeudvisninger, korn- eller kvægtiender, vej- eller broudbedringspligtighed, hoveri, lønninger, fattig- eller sygeunderhold og m. fl, og at året, når omændringen skete, den aflagte naturydelses størrelse, pengenes da værende forhold til de første fornødenheder eller med andre ord disses gangbare priser den gang der påstedet,med al videre oplysning didhenhørende, måtte vedføjes, altsammen attesteret af nærværende både ydere og nydere.
Herved havde man et middel i hænde til at kunne, når pengeydelsens skadelighed og utilstrækkelighed engang byder uomgængelig påbud, finde en rettesnor, til uden at fornærme nogen at gå tilbage til det punkt man havde forladt.
*) Grunden er ligefrem: Naturvarer fortæres, men penge af metaller ikke. Det nye års høst står i samme forhold til fortærernes behov som det forrige, men det guld og sølv som i år udbringes af bjergværkerne, forøger den hele masse af disse metaller og forstørrer for det kommende år denne masses forhold til dens (det vil sige guldets og sølvets som varers) forbrugeres behov.
Således med metal som penge. Der har derfor været de som ikke uden tilsyneladende god grund, og som en ufortærlig vare, ikke kunne være tegn på fortærlige varer eller med andre ord være penge.
Et lands frembringelser i et år synes at være det af sagens natur angivne mål for den pengemasse det behøver at have i omløb.
Mangelen ved papirpenge behøves vel næppe at nævnes. At man nemlig kan bringes til at gøre flere end man kan holde i den værd de betegne, ved straks når det påfordres at give denne værd for dem.
i oldtiden gav man pengene navn efter den naturvare de skulle betegne værdien af, et lam, en ko osv. Det var at ønske at papirpengene i stedet for at påpræges en tænkt værdi, rigsdaler fx, fik en værd i virkelig naturfrembringelser påpræget eller påtrykt fx en tønde ellerskæppe hvede, og at de mindre sedlers påtrykte værd udgjorde mindre dele af den værd. Da behøvede ikke at have metaller til underpant, men selve landets naturfrembringelser kunne være sikkerhed for sedlerne.
Den vigtigste af et lands frembringelser måtte tages til grundenhed for al værd og for pengevæsnet.
(Politivennen No. 611. 13de Januar 1810)
Ofte har dette blad berørt den unægtelige sandhed at den embedsindtægt, det benefice, det legat, den stiftelses- eller statsindkomst der forvandles fra natur- til pengeydelse, den være nok så godt beregnet for øjeblikket, nok så venskabeligt omoverenskommet gensidigt af yder og nyder, nok så retfærdigt jævnkæmpet af kommissioner og kollegier - forværres fra øjeblikket af og går ikke alene en stedse tiltagende gradvis forringelse i møde, men den mulighed, af en indtrædende højst skadelig kurs pludselig således som at tilintetgøres for oppebærerne, at fx den embedsmand, der for sin pengeløn endnu kunne leve anstændigt, med et ser sig knap i stand til at anskaffe sig de mest uundværlige livsfornødenheder.
Derfor har forfatteren også med smerte set tiendeforeningssystemet vinde sejr i nogle stater, med sorg set den statshusholdningsregel at blive hyldet at jordbrugeren bør befries fra enhver ydelse i natur.
Vist nok lukkede han ikke øjnene mod de fordele for landbrugerne, som pengeydelsen giver, og må stedse give i større og større grad, fordele der bestemte forestillingen til anbefaling for sådanne forandringer, der virkede sammes anordning af de faderligste regenter. Vist nok så han at de nærværende ydere kunne være meget vel fornøjet med forandringen da de fik en så at sige al pari godtgørelse, og undgik umagen at omsætte naturvarer, men uafladeligt erindrede, at penge, selv penge i metaller, stedse må undergå en dårligere og dårligere kurs over for naturvarerne *), havde han levende for øje, at denne nyderes eftermænd vilde blive - den følgende slettere aflagt end den foregående - i en aldrig ophørende række.
I lande hvor man forandrede de gamle kornskatte til pengeydelser var bevæggrundene sikkert den for landboen og det heles vel årvågne regering værdig. Men snart føltes at man atter måtte pebyde naturleveringer.
Endelig har krigen vist ved Østrigs eksempel, og desto værre tillige ved vores fædrelands, at beneficer, legater, stiftelser og andre offentlige indtægter, samt embedslønninger, når ydelsen er enten fra først af i penge eller ved senere indretning henforandret dertil, kunne med et ligesom bortsmelte.
Forfatteren heraf ytrer det allerunderdanigste håb, på grund af denne så sørgeligt, for mange værdige familier så ødelæggende erfaring, at der hos os ved et kongeligt strengt forbud, måtte sættes grænser for videre forandring af naturydelse til pengeydelse, lige meget om nyderen, ubekymret for eftermændene, forener sin ansøgning med yderens eller ej.
Endvidere vover forfatteren allerunderdanigst at foreslå landsfaderen at det ved kongelig befaling til alle overøvrigheder måtte pålægges disse at tilvejebringe en nøjagtig liste over alle deres embedskredse hidtil skete ydelsesforvandlinger fra natur til penge, det være sig afgifter, refusioner, brændeudvisninger, korn- eller kvægtiender, vej- eller broudbedringspligtighed, hoveri, lønninger, fattig- eller sygeunderhold og m. fl, og at året, når omændringen skete, den aflagte naturydelses størrelse, pengenes da værende forhold til de første fornødenheder eller med andre ord disses gangbare priser den gang der påstedet,med al videre oplysning didhenhørende, måtte vedføjes, altsammen attesteret af nærværende både ydere og nydere.
Herved havde man et middel i hænde til at kunne, når pengeydelsens skadelighed og utilstrækkelighed engang byder uomgængelig påbud, finde en rettesnor, til uden at fornærme nogen at gå tilbage til det punkt man havde forladt.
*) Grunden er ligefrem: Naturvarer fortæres, men penge af metaller ikke. Det nye års høst står i samme forhold til fortærernes behov som det forrige, men det guld og sølv som i år udbringes af bjergværkerne, forøger den hele masse af disse metaller og forstørrer for det kommende år denne masses forhold til dens (det vil sige guldets og sølvets som varers) forbrugeres behov.
Således med metal som penge. Der har derfor været de som ikke uden tilsyneladende god grund, og som en ufortærlig vare, ikke kunne være tegn på fortærlige varer eller med andre ord være penge.
Et lands frembringelser i et år synes at være det af sagens natur angivne mål for den pengemasse det behøver at have i omløb.
Mangelen ved papirpenge behøves vel næppe at nævnes. At man nemlig kan bringes til at gøre flere end man kan holde i den værd de betegne, ved straks når det påfordres at give denne værd for dem.
i oldtiden gav man pengene navn efter den naturvare de skulle betegne værdien af, et lam, en ko osv. Det var at ønske at papirpengene i stedet for at påpræges en tænkt værdi, rigsdaler fx, fik en værd i virkelig naturfrembringelser påpræget eller påtrykt fx en tønde ellerskæppe hvede, og at de mindre sedlers påtrykte værd udgjorde mindre dele af den værd. Da behøvede ikke at have metaller til underpant, men selve landets naturfrembringelser kunne være sikkerhed for sedlerne.
Den vigtigste af et lands frembringelser måtte tages til grundenhed for al værd og for pengevæsnet.
(Politivennen No. 611. 13de Januar 1810)
