Vor Tidsalder fortjente ikke uden Føie at kaldes den puristiske. I næsten et halvt Aarhundrede har man ikke gjort andet end renset. Først rensede man Opdragelsesvæsenet, saa Religionen, saa Philosophien, saa Regjeringsformerne og saa - Sproget. Hvad der er kommet ud af al den Renselse, det overlader jeg andre at bedømme. At man har slidt Kosten op uden nytte, og det i mangen en Krog endnu seer heel maadelig ud med Reenligheden, al den Feien og Skrubbe og Skruen uagtet, det veed enhver. Hvad imidlertid vot Sprog angaaer, da begynder dets Lidelseshistorie med det nittende Aarhundrede. Man gjør det udanske af lutter danskhed og utydeligt af lutter Tydelighed. Ja, skulde Selskabet for indenlandsk Konstflid belønne nogen Konstflidsgreen efter Flittigheden, saa maatte det være Ordstøberierne, Ordbagerierne, Ordraffinaderierne etc. Ret snart ville vi faae privilegerede Sprogfeiere ligesom vi hidtil have havt Skorsteensfeiere, og det vil maaske ikke vare længe førend adskillige af vore Forfattere istedet for at betjene sig af den saa ofte forkleinede Titel Litteratus, ville kalde sig, for dog at have en Titel, Sprogfeiere. Saalænge saadanne Sprogfeiere kun forsynde sig mod Fornuften, kan det næsten være ligegyldigt, thi man kan sige om dem som der staaer i Visen:
"Stundom de og med Dumheder more."
Men naar de fremkomme med Ordsammensætninger, der aabenbare skade Moraliteten, saa er det Pligt at ivre derimod. At det sidste Slags er det ny Ord Pebermø, som adskillige uden Nødvendighed have villet skaffe Borgerret i vort Sprog, deri den senere Tid desværre har faaet saa mange usle Borgere, som enhver Mand af Smag og Kundskaber burde jo før jo hellere ønske sendte over Grændserne. At man har givet den gamle Ungkarl *), der, uagtet han har Raad dertil, ikke vil givte sig, Spottenavnet Pebersvend, finder jeg billigt, thi i Oldtiden gaves der jo Folkeslægter der endog straffede saadanne Ægteskabs-Forhaanere; men at man kalder et Fruentimmer, der ikke har kunnet blive givt i den Alder, hun var skikket dertil, en Pebermø, finder jeg ligesaa latterligt som grusomt. Det staaer i de fleste Tilfælde i Mandens, ikke i Qvindens Magt at givte sig efter Behag, og det er Mandkjønnets Skyld at der gives gamle Jomfruer, ikke Qvindekjønnets at der gives Pebersvende. Hvor mange Fruentimmer findes der vel, som ikke have villet givte sig? De fleste ville, men det er ene omstændghedernes Skyld at de ikke kunne blive givte. Ordet Pebermø er altsaa een af Sprogets Vantrivninger, der udklækkes saa hyppigen og voxe saa triveligen i Sprogfeiernes Ordmøddinger.
*) Et i Grunden urigtigt Udtryk, som Sprogbrugen synes at have hævdet. Der gives ligesaalidet en gammel Ungkarl, som en ung Gammelkarl. Det er omtrent det samme som Kotzebues "ædle løgn."
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 2
Løverdagen den 5 Januarii 1811
Spalte 20-21
"Stundom de og med Dumheder more."
Men naar de fremkomme med Ordsammensætninger, der aabenbare skade Moraliteten, saa er det Pligt at ivre derimod. At det sidste Slags er det ny Ord Pebermø, som adskillige uden Nødvendighed have villet skaffe Borgerret i vort Sprog, deri den senere Tid desværre har faaet saa mange usle Borgere, som enhver Mand af Smag og Kundskaber burde jo før jo hellere ønske sendte over Grændserne. At man har givet den gamle Ungkarl *), der, uagtet han har Raad dertil, ikke vil givte sig, Spottenavnet Pebersvend, finder jeg billigt, thi i Oldtiden gaves der jo Folkeslægter der endog straffede saadanne Ægteskabs-Forhaanere; men at man kalder et Fruentimmer, der ikke har kunnet blive givt i den Alder, hun var skikket dertil, en Pebermø, finder jeg ligesaa latterligt som grusomt. Det staaer i de fleste Tilfælde i Mandens, ikke i Qvindens Magt at givte sig efter Behag, og det er Mandkjønnets Skyld at der gives gamle Jomfruer, ikke Qvindekjønnets at der gives Pebersvende. Hvor mange Fruentimmer findes der vel, som ikke have villet givte sig? De fleste ville, men det er ene omstændghedernes Skyld at de ikke kunne blive givte. Ordet Pebermø er altsaa een af Sprogets Vantrivninger, der udklækkes saa hyppigen og voxe saa triveligen i Sprogfeiernes Ordmøddinger.
*) Et i Grunden urigtigt Udtryk, som Sprogbrugen synes at have hævdet. Der gives ligesaalidet en gammel Ungkarl, som en ung Gammelkarl. Det er omtrent det samme som Kotzebues "ædle løgn."
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 2
Løverdagen den 5 Januarii 1811
Spalte 20-21
