I Anledning af en Underretning i Dagen No. 25. (Efterskrift til Politivennen)

Det er bekiendt at Lieutenant og Literatus Hr. K. H. Seidelin jævnlig i sit Blad indfører Efterretninger, for hvis Sandhed og Rigtighed ingen anden Hiemmel haves, end at de læses paa Prent i Dagen. Naar hans Læsere skuffes ved Byrygter om Smaating, hvis Falskhed eller Sandhed er lige ubetydelig og ligegyldig for Almenheden: vil det ikke falde nogen ind at kalde ham til Regnskab. Naar han om en Mand, agtet som Menneske og Forfatter af den ædlere Deel af Nationen, vil meddele personlige Efterretninger, da skylder han ikke blot sin Retfærdighed, men sin Patriotisme, om han har denne i mere end ord og Udraab, at grunde disse Efterretninger paa historisk Sandhed, og at meddele dem saa nøiagtige og fuldstændige at ingen forsætlig eller uforsætlig Skygge, som Gienstanden selv ikke kaster, meddeles Misforstand eller skadefro Avind. Naar Hr. Lieutenant Seidelin saaledes vil fortælle Publicum, at Hr. Candidat Grundtvig har modtaget en Consistorial-Irettesættelse for Trykningen af hans Dimisprædiken: da er det hans Pligt, at fortælle dette historiske Factum heelt og med behørig Hiemmel, og ei at dølge hverken nærmere eller fiernere Aarsager, eller nogen Omstændighed, der sætter Sagen i si rette Lys. En modsat Handlemaade karakteriserer sig selv.
et Kongebud er helligt, og det vil adlydes uden Knurren, uden forfængelig Stolthed, og med Hengivenhed i Guds og Kongens Vilie. Saaledes har Hr. Candidat Grundtvig modtaget den Irettesættelse, som efter høiere Befaling blev ham meddeelt af Universitetets Consistorium. Hvor der, som Undertegnede, heller vilde være i hans Sted, der modtog den, end i dens eller deres Sted, der foranledigede den, og i Hr. Lieutenant Seidelins, der fortalte den - han ønske med mig: gid det gaae Grundtvig vel, og enhver, der som han er Gud, Konge og Fædreland tro.
C. Molbech
Amanuensis ved det Kongelige Bibliothek.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 9
Tirsdagen den 29 Januarii 1811
Spalte 136

Den omtalte artikel i Dagen, nr. 25 fra 1811 lyder sådan:

Det er noksom bekjendt, at Kandidatus Theologiæ Hr Nik. Fred. Sev. Grundtvig lod i afvigte Aar trykke en Dimisprædiken under Titel: "Hvi er Herrens Ord forkyndte af hans Huus?" og ligesaa bekjendt, at en Del af Stadens Gejstlighed indgav Besværing over samme Prædiken som fornærmende mod den gejstlige Stand. Efterat Betænkninger over denne Sag vare indhentede saavel fra det theologiske Fakultet og Direktionen for Universitetet og de lærde Stole som fra Biskoppen tilkjendtes Kand. Grundtvig en eftertrykkelig Irettesættelse, der blev ham given i et Konsistorialmøde ved Universitets Rektor Løverdagen d. 12te Jan. d. A.

Christian Molbech (1783-1857). Han var 1805 blevet amanuensis, fra 1823 1. bibliotekssekretær. Venskabet med Grundtvig, der var indledt i 1808, holdt kun til 1812

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

En Kone i Nærheden af Nibe har Natten imellem 30te og 31te f. M. aflivet sin Mand, Christen Ladefoged, som boede i det saakaldte Pælhuus imellem Nibe og Lundbek. Først har hun slaaet ham paa Panden med en Træsko og derpaa tilføiet ham henved en Snees, dog ikke dødelige, Knivstik i Hovedet. Da han imidlertid var sluppet op af Sengen og søgte at springe ud igjennem Vinduerne, skar hun ham over Læggene, for at faae Hasernes Sener overskaarne. Derefter dreiede hun Halsen om paa ham, og løb, efter forrettet Udaad, upaaklædt ud til Nibe og gjorde der Sagen bekjendt. Baade Manden og Konen var midaldrende Folk, havde længe være givte tilsammen og havde 5 Børn. Han var Fisker og sad i ret gode Omstændigheder, da han ved Flid og heldigt Fiskerie havde i de senere Aar fundet sig istand til at lægge endeel Penge op. Man vil endog sige, at han efterlader sig omtrent 10,000 Rdlr. Efterat de behørige Forhører og Undersøgelser vare optagne paa Gjerningsstedet, er Konen forleden Dag bragt ud til Fængslet i Aalborg tillige med sin ene Søn, som har taget nogen Deel i Misgjerningen. Konen var noget forrykt allerede nogle Dage før Ulykkesgjerningen gik for sig, saa det Gruelige ved denne Aflivelse derved dog taber en stor Deel af det Afskyelige.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 6
Løverdagen den 19 Januarii 1811
Spalte 92

Om det nyskabte Ord Pebermø. (Efterskrift til Politivennen)

Vor Tidsalder fortjente ikke uden Føie at kaldes den puristiske. I næsten et halvt Aarhundrede har man ikke gjort andet end renset. Først rensede man Opdragelsesvæsenet, saa Religionen, saa Philosophien, saa Regjeringsformerne og saa - Sproget. Hvad der er kommet ud af al den Renselse, det overlader jeg andre at bedømme. At man har slidt Kosten op uden nytte, og det i mangen en Krog endnu seer heel maadelig ud med Reenligheden, al den Feien og Skrubbe og Skruen uagtet, det veed enhver. Hvad imidlertid vot Sprog angaaer, da begynder dets Lidelseshistorie med det nittende Aarhundrede. Man gjør det udanske af lutter danskhed og utydeligt af lutter Tydelighed. Ja, skulde Selskabet for indenlandsk Konstflid belønne nogen Konstflidsgreen efter Flittigheden, saa maatte det være Ordstøberierne, Ordbagerierne, Ordraffinaderierne etc. Ret snart ville vi faae privilegerede Sprogfeiere ligesom vi hidtil have havt Skorsteensfeiere, og det vil maaske ikke vare længe førend adskillige af vore Forfattere istedet for at betjene sig af den saa ofte forkleinede Titel Litteratus, ville kalde sig, for dog at have en Titel, Sprogfeiere. Saalænge saadanne Sprogfeiere kun forsynde sig mod Fornuften, kan det næsten være ligegyldigt, thi man kan sige om dem som der staaer i Visen:
"Stundom de og med Dumheder more."
Men naar de fremkomme med Ordsammensætninger, der aabenbare skade Moraliteten, saa er det Pligt at ivre derimod. At det sidste Slags er det ny Ord Pebermø, som adskillige uden Nødvendighed have villet skaffe Borgerret i vort Sprog, deri den senere Tid desværre har faaet saa mange usle Borgere, som enhver Mand af Smag og Kundskaber burde jo før jo hellere ønske sendte over Grændserne. At man har givet den gamle Ungkarl *), der, uagtet han har Raad dertil, ikke vil givte sig, Spottenavnet Pebersvend, finder jeg billigt, thi i Oldtiden gaves der jo Folkeslægter der endog straffede saadanne Ægteskabs-Forhaanere; men at man kalder et Fruentimmer, der ikke har kunnet blive givt i den Alder, hun var skikket dertil, en Pebermø, finder jeg ligesaa latterligt som grusomt. Det staaer i de fleste Tilfælde i Mandens, ikke i Qvindens Magt at givte sig efter Behag, og det er Mandkjønnets Skyld at der gives gamle Jomfruer, ikke Qvindekjønnets at der gives Pebersvende. Hvor mange Fruentimmer findes der vel, som ikke have villet givte sig? De fleste ville, men det er ene omstændghedernes Skyld at de ikke kunne blive givte. Ordet Pebermø er altsaa een af Sprogets Vantrivninger, der udklækkes saa hyppigen og voxe saa triveligen i Sprogfeiernes Ordmøddinger.


*) Et i Grunden urigtigt Udtryk, som Sprogbrugen synes at have hævdet. Der gives ligesaalidet en gammel Ungkarl, som en ung Gammelkarl. Det er omtrent det samme som Kotzebues "ædle løgn."

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 2
Løverdagen den 5 Januarii 1811
Spalte 20-21

Nytaar i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.

(Dagen, den 4. januar 1811)

Politivennen

Politivennen No. 669 er udkommen og indeholder: Opfordring til Øvrigheden i Randers og til Øvrigheden paa ethvert andet Sted, hvor Lejebibliotheker ere eller fremstaae. - Forslag om [Dreskill]ings og [Riffilv]ingssedler. - Ønske til [Bankotrextonen]. - et Exempel paa at vore ridende Herrer ikke alle undsee sig ved at ride over tunghørige Mennesker midt paa den brede Landevei. - Bønner og et Ønske fra Helsingør. - Forslag om Ansættelse af Stiftsbygmestere, Stiftsagerdyrkere, Stiftsgarnere, Stiftsfiskemestre og Stiftsskovmestere. - Politiindberetninger og Foranstaltninger. - Et højst mærkeligt Brev af Kristian de Store om at ansøge Benaadelse paa Grund af Kone og Børn m.m. - Maaden at gjore en fortræffelig Slaaenvin. - Torvepriser. -  Dette, saavelsom ethvert af de foregaaende Nummere faaes for 4 Sk hos K. H. Seidelin i Pilestræde No. 119, hvor Bidrag modtages og Subskription stedse staaer aaben paa dette blot til Almennytte sigtende Ugeblad. 

Dagen. 18. december 1810.