Stormen på Anholt (1). (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, d. 31te Marts
Allerede for lang tid siden har man havt i Sinde at angribe den af Fjenden besatte Øe Anholt, for at borttage der anlagte Fort og Etablissement. I forrige Efteraar vilde man have udført dettte Forsæt, men da fiendtlige Krigsskibe holdt Station ved Øen indtil Vinteren indtraf, saa forbød Frost og Iis Udførelsen af denne Plan.
I Begyndelsen af dette Foraar blev Angrebet atter besluttet, men Kanonchalupperne, som skulde bruges til Expeditionen, havde deres Vinterleie i Fiordene, som i Aar længe vare opfyldte med Iis, hvilket forhindrede, at Fartøierne kunde sættes i Activitet, førend i Begyndelsen af denne Maaned.
Ordre til Angreb blev givet, og den 23de d. M. blev Flotillen og Transportfloden samlet i Gjerrild Bugt. Man lod Øen recognoseere og kun en Skonnert laae ved den paa Station.
Man vidste, at kun Fyrtaarnet var befæstet, men Øen forresten ikke. Det besluttedes derfor at Tropperne skulde debarqueres om Natten, om Morgenen gaae mod Fyrtaarnets Fort og storme dette, mens Kanonchaloupperne beskjøde det i Ryggen; thi en formelig Beleiring var umuelig.
Den 26de afseilede fra Gierrild Bugt 12 Kanonbaade og 12 Transportskibe samt de til Expeditionen bestemte Tropper.
Den 27de  Kl. 4 om Morgenen debarqueredes Tropperne med megen Orden. Prem. Lieut. Carl Holsten af Søe-Etaten marscherede da strax med 200 Matroser langs Stranden; men til deres Uheld opdagedes han af en Kavallerie-Patrouille. Nu ilede Fjenden ind i Fæstningen, og man hindrededes i at afskiære ham; den kjække Søelieutn. Holsten fulgte, stormede, men blev afslaaet. Major Melsted satte sig i Spidsen for de af ham commanderede 650 Mand, og i Forening med Capt. Prydz med 150 Mand og Liutenant Holsten med Søefolkene foretoges til Generalstorm; men den blev afslaaet.
Man havde imidlertid ladet Flotillen lægge om Fortet, og denne begyndte at beskyde det, medens Tropperne lavede sig til en nye Storm. Det Tab, disse kjække Stridende havde liidt, opflammede dem. Medens en levende Ild fra Kanonbaadene beskjød Fortet i Ryggen, begyndte Major Melsted paa den ene Side, og Lieutn. Holsten paa den anden Side Stormen.
Alt vare de ydere Forskandsninger vundne og Tropperne belavede sig til Bestigning af de høie Volde, da Kartetscher af over 40 Piecer haglede ned paa dem. I Spidsen for Tropperne endte Major v. Melsted sin ærefulde Bane. Ufortøvet tog Capt. v. Prydz Commandoen, satte nyt Liv i de brave Tropper, der standhaftigen udholdt den skrækkelige Ild, og i Forening med den kjække Lieutn. Holsten oplivedes atter Angrebet.
En Kanonkugle tog begge Benene af Capt. v. Prydz og en anden dræbte Lieutn. Holsten i Spidsen for de brave Søkrigere. Mandskabet, som endnu havde den indre meget dybe Grav for sig at passere, maatte vige for Katetscherne, hvilket imidlertid skeete med den størst mulige Orden. Et engelsk ridende Batteri forfulgte de Vigende og Retraiten skeete under Fjendens vedholdende lld. Imidlertid saaes uventet 1 Fregat Nord fra at hold øster om Øen, en Brig styrede vester om og en Skonnert kom sønder fra. Vinden blæste op og Kanonbaadene kunde ej længere holde sig; man søgte da at faae embarqueret hvad muligt var af Troperne og at redde hvad der var undgaaet Fjenden.
Transport Fartøierne lignede noget Kanonbaadene, derfor lod man dem styre ad Isfjorden, for at lokke Fregatten til at tage dem og derved frelse kanonbaadene og de paa disse embarquerede Tropper; men Vinden vedvarende og Stormen blev saa voldsom, at Kanonbaadene neppe kunde holde sig paa Vandet. At indlade sig i Trefning med Fjenden var da ikke at tænke paa, og unyttig Tidsspilde vilde det i dette Øieblik have været at vente, for at samle Baaden. 
Man holdt derfor rigtigt, at lade Flotillen sprede sig; Signal blev givet at Baadene skulde søge nærmeste Land og Flotillen adspredte sig derpaa efter den givne Ordre. Denne Bevægelse kunde af Fregatten, som laae Østen for Landet ikke sees formedelst det udgaaende Rev, 8 af Kanonbaadene, som vare meest samlede, styrede nu ad Jylland, medens de 4 med udmærket Bravour indlode sig med Briggen og Skonnerten. De opholdte Fjenden og lokkede ham om i flere Stræger af Compasset; den ene af disse 4 Baade er reddet, de 3 andres Skjebne er uafgjort, maaskee ere de faldne i Fjendens Hænder. Endskjøndt denne Expedition ej lykkedes, skal Fjenden dog sikkert ikke rose sig af sin letkjøbte Seier; endnu i Retraiten ramponeredes Skonnerten saaledes, at den maatte lægge ind under Øen og søge Hjelp.
Foruden alle 3 Anførere af det stormende Troppe-Corps, ere flere af Officererne faldne paa Ærens Bane. I hele Affairen stredes med det meest udmærkede Mod; og noksom vil det betydelige Tab af Dræbte og Saarede, i Forhold til Troppe-Corpset, vise den ophøiede Strandhaftighed, men hvilken disse kjække vedbleve Kampen i den græsseligte Ildregn; og atter har ved denne Leilighed Danske og Norske Folk, stedse beredt at opofre Liv og Blod for Konge og Fædreland. (Statstidenden)

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 8. april 1811.

Redacteurens Anmærkning

Anholt Fyr var vigtig for de engelske skibes navigation. Englænderne havde 18. maj 1809 erobret Anholt. Den 13. marts 1810 forhindrede storm og engelske orlogsskibe en dansk tilbageerobring. Den omtalte storm var allerede kendt i begyndelsen af marts af englænderne. Der var omkring 450 britiske forsvarere. Resultatet af stormen var omkring 300 døde og sårede danske, englænderne 2 døde og 30 sårede. Desuden tog englænderne til fange 5 kaptajner, 9 løjtnanter, og 504 menige, samt en del udstyr. 

Tartar fangede senere to danske transportbåde og Sheldrake to kanonbåde. Hvilket føjede 2 løjtnanter og 119 menige til fangelisten. Tartars kaptajn Joseph Baker foreslog senere at udveksle de danske fanger for officerer og mandskab fra det havarede engelske skib Pandora i februar. Englænderne forlod først Anholt efter krigens afslutning i januar 1814.

Kapere dømt. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg d. 22de Marts. Ved Krigsrets-Dom her i Aalborg af 15de Jan. d. M., som under 13de Febr. næstefter allernaadigst er confirmeret, er en Kaperfører af Aalborg, og en af Randers, for at have med en Kaper fra Aalborg borttaget 9 indrullerede Matroser, som vare kommanderte og ei stode paa Skibets Folkeliste, frakjendt Ret til fremdeles at føre nogen Kaper, og desuden at bøde tilsammen 960 Rd., til lige Deeling imellem Søqvæsthuset og Aalborg Byes Fattige.

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 1. april 1811.

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Mariboe, den 14de Martii. Ved sidste Marked her har Tyvene ret drevet deres Spil. Fra en Kjøbmand blev iblandt andet bortstiaalet et Stykke Forklæde-Tøi af Værdie 15 Rdlr. Fra en Skoemager en Tværsæl med Støvler og noget Farvetøi. Fra en anden Skoemager et par Støvler af Værdie 16 Rdlr. Desuden et stykke Bai m.m. Det bliver nu og Mode at stjæle Høns og andre smaa Creaturer. Himlen bevar os fra et nyt Sidestykke til den berygtede Tyvebande, som i Lollands Sønderherred blev ved Hr. Doctor og Landsdommer Badens Aarvaagenhed lykkeligen opdaget, dødet og dræbt med daglig Poenitense paa Møens Tugthuus.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 24
Løverdagen den 23 Martii 1811
Spalte 376

I Anledning af en Underretning i Dagen No. 25. (Efterskrift til Politivennen)

Det er bekiendt at Lieutenant og Literatus Hr. K. H. Seidelin jævnlig i sit Blad indfører Efterretninger, for hvis Sandhed og Rigtighed ingen anden Hiemmel haves, end at de læses paa Prent i Dagen. Naar hans Læsere skuffes ved Byrygter om Smaating, hvis Falskhed eller Sandhed er lige ubetydelig og ligegyldig for Almenheden: vil det ikke falde nogen ind at kalde ham til Regnskab. Naar han om en Mand, agtet som Menneske og Forfatter af den ædlere Deel af Nationen, vil meddele personlige Efterretninger, da skylder han ikke blot sin Retfærdighed, men sin Patriotisme, om han har denne i mere end ord og Udraab, at grunde disse Efterretninger paa historisk Sandhed, og at meddele dem saa nøiagtige og fuldstændige at ingen forsætlig eller uforsætlig Skygge, som Gienstanden selv ikke kaster, meddeles Misforstand eller skadefro Avind. Naar Hr. Lieutenant Seidelin saaledes vil fortælle Publicum, at Hr. Candidat Grundtvig har modtaget en Consistorial-Irettesættelse for Trykningen af hans Dimisprædiken: da er det hans Pligt, at fortælle dette historiske Factum heelt og med behørig Hiemmel, og ei at dølge hverken nærmere eller fiernere Aarsager, eller nogen Omstændighed, der sætter Sagen i si rette Lys. En modsat Handlemaade karakteriserer sig selv.
et Kongebud er helligt, og det vil adlydes uden Knurren, uden forfængelig Stolthed, og med Hengivenhed i Guds og Kongens Vilie. Saaledes har Hr. Candidat Grundtvig modtaget den Irettesættelse, som efter høiere Befaling blev ham meddeelt af Universitetets Consistorium. Hvor der, som Undertegnede, heller vilde være i hans Sted, der modtog den, end i dens eller deres Sted, der foranledigede den, og i Hr. Lieutenant Seidelins, der fortalte den - han ønske med mig: gid det gaae Grundtvig vel, og enhver, der som han er Gud, Konge og Fædreland tro.
C. Molbech
Amanuensis ved det Kongelige Bibliothek.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 9
Tirsdagen den 29 Januarii 1811
Spalte 136

Den omtalte artikel i Dagen, nr. 25 fra 1811 lyder sådan:

Det er noksom bekjendt, at Kandidatus Theologiæ Hr Nik. Fred. Sev. Grundtvig lod i afvigte Aar trykke en Dimisprædiken under Titel: "Hvi er Herrens Ord forkyndte af hans Huus?" og ligesaa bekjendt, at en Del af Stadens Gejstlighed indgav Besværing over samme Prædiken som fornærmende mod den gejstlige Stand. Efterat Betænkninger over denne Sag vare indhentede saavel fra det theologiske Fakultet og Direktionen for Universitetet og de lærde Stole som fra Biskoppen tilkjendtes Kand. Grundtvig en eftertrykkelig Irettesættelse, der blev ham given i et Konsistorialmøde ved Universitets Rektor Løverdagen d. 12te Jan. d. A.

Christian Molbech (1783-1857). Han var 1805 blevet amanuensis, fra 1823 1. bibliotekssekretær. Venskabet med Grundtvig, der var indledt i 1808, holdt kun til 1812

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

En Kone i Nærheden af Nibe har Natten imellem 30te og 31te f. M. aflivet sin Mand, Christen Ladefoged, som boede i det saakaldte Pælhuus imellem Nibe og Lundbek. Først har hun slaaet ham paa Panden med en Træsko og derpaa tilføiet ham henved en Snees, dog ikke dødelige, Knivstik i Hovedet. Da han imidlertid var sluppet op af Sengen og søgte at springe ud igjennem Vinduerne, skar hun ham over Læggene, for at faae Hasernes Sener overskaarne. Derefter dreiede hun Halsen om paa ham, og løb, efter forrettet Udaad, upaaklædt ud til Nibe og gjorde der Sagen bekjendt. Baade Manden og Konen var midaldrende Folk, havde længe være givte tilsammen og havde 5 Børn. Han var Fisker og sad i ret gode Omstændigheder, da han ved Flid og heldigt Fiskerie havde i de senere Aar fundet sig istand til at lægge endeel Penge op. Man vil endog sige, at han efterlader sig omtrent 10,000 Rdlr. Efterat de behørige Forhører og Undersøgelser vare optagne paa Gjerningsstedet, er Konen forleden Dag bragt ud til Fængslet i Aalborg tillige med sin ene Søn, som har taget nogen Deel i Misgjerningen. Konen var noget forrykt allerede nogle Dage før Ulykkesgjerningen gik for sig, saa det Gruelige ved denne Aflivelse derved dog taber en stor Deel af det Afskyelige.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 6
Løverdagen den 19 Januarii 1811
Spalte 92