"Fanden er løs i Laksegade". (Efterskrift til Politivennen)

Fanden er løs, har det her i nogle Dage heddet. Man fortalte hinanden, at der i Laxegaden i Huset No. 210, hvor Viinhandler Kieler forhen boede, paa første Etage hos Tracteur Taagerup sloges Vinduesruder ind fra Gaarden, uden at man kunde opdage, hvo der gjorde det eller hvorfra der indkastedes Stene, Tørv, Kartoftler o.s. v., som, naar man spurgte: Hvem er Du? svaredes af en Useet: Den allerstørste Gavtyv i Kjøbenhavn; hvad hedder Du? Den onde Hans; hvor er Du? Gjæt nu! o. s. v. Især det sidste Par Aftener ogsaa Dage have betydelige Folkesamlinger i bemeldte Gade og de tilstødende, havt Sted, saa man i Virkeligheden har seet noget lignende af hvad der sees paa Scenen i Hexerie eller blind Allarm. Et Antal Politibetjente gik frem og tilbage i Gaden. Sagnet lød, at en gammel Dame, ved at læse Cyprianus, havde manet Fanden til sig, uden at kunne mane ham bort igjen.  Politiet har i Dag i Adresseavisen bekjendtgjort, at det der har tildraget sig saa Manges Opmærksomhed, ikke bestaaer i videre, end at en i Huset boende Mand har i Løbet af omtrent 3 Uger faaet adskillige Vindueruder indslagne fra Gaarden. - I Bekjendtgjørelsen fra Politiet hedder det, at ligesom de fornødne Foranstaltninger fra Politiets Side ere trufne til at søge Udøverne af denne private Hævn behørigen afstraffede, saaledes ventes det ogsaa, at denne Meddelelse vise, at det Passerede i ingen Hensende fortjener den Opmærksomhed, det hidtil har tildraget sig.

(Aarhus Stifts-Tidende den 19. september 1826)

I Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 27. september 1826 er episoden gengivet, nu tilføjet en yderligere detalje::

.. Ved en Seddel stukken i en Kartoffel, har denne Djævel bekjendtgjort, at han er reist til Roeskilde Marked

Bygningen findes ikke mere. Det var Laxegade 210 som nu indgår i et større kompleks, hvoraf de samtidige husnumre Holmens Kanal 16 (1798) og 18 (1796) og Laksegade 7-11. 

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen).

Den allerede sidst omtalte Seier over Assjanteerne i Afrika (S. 636) har været fuldstændig, men kostet Blod paa begge Sider. Hiint krigerske Folks Plan gik ikke ud paa mindre, end at underkaste sig alle omboende Nationer lige til Søekysten og erobre selv den brittiske Besiddelse Accra. Underrettet om dets Rustninger, havde Interims-Statholderen paa Cap Coast, Oberst Purdon, forsynet de Høvdinge, som vare Engellands Allierede, med Vaaben, og paa denne Maade stillede Kongerne af Aqvimbo, Agvapimie. 12,000 Rbd., som bleve inddeelte i 5 Brigader. Kjøbmændene og andre fremmede Indbyggere udgjorde et Reservekorps. Af regelmæssige Tropper havde hele Armeen derimod kun 80 Mænd med 4 Kanoner. Den 7 August rykkede Assjanteernes 25 ,000 Mand stærke Armee, under Anførsel af deres Konge, frem og begyndte et almindeligt Angreb paa den allierede kun af 11,380 Md. bestaaende Armee. Efter en Times Forløb veeg sammes venstre Fløi og de Allierede toge Flugten. I dette kritiske Øieblik lod Oberst Purdon Reserven rykke frem og aabne en mordisk Ild med Brandraketter, som udbredte en panisk Skræk mellem Fjenderne. Da deres Centrum var brudt, toge de Flugten til alle Sider. Tabet paa brittisk Side (dog kun af de Allierede!) var 800 Dræbte og 2000 Saarede, derimod havde Assjanteerne 4000 Dræbte, Saarede og Fangne, hvorimellem mange af deres Anførere. Den hele Leir med Statsskjemen og Statsskolen af Guld, Guldstøv, Elfenbeen og andre Kostbarheder, faldt de allierede Stammer i Hænderne. Iblandt andet gjorde Kongen af Aquapim, Adononagua, den i forrige Feldttog dræbte Britters, Sir Charles Mac Cortrys Pandeskal til Bytte, hvorpaa Assjanteerne satte overordentlig Priis, da de holdt den for deres største Tryllemiddel eller Fetish. Adononagua maa vel gjøre det samme, siden han ikke vil udlevere den. To med arabiske Bogstaver beskrevne Ark Papir omgav denne Reliquie, som desuden var indviklet i et Silkeklæde og derpaa indsyet i et Leopard-Skind. Havde de Allierede holdt bedre Slagtorden, var Assjanteernes hele Armee bleven tilintetgjort, hvilket altsaa dog ikke er Tilfældet. Kongen selv skal have faaet to Saar. I den brittiske Armee befandt sig ogsaa 500 brittiske, hollandske og danske Militser.

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 27. november 1826)

Arbeidsanstalten i Assens. (indsendt)

Paa en embedsreise, Indsenderen sidste Efteraar foretog i Fyen, havde han Leilighed til ogsaa at tage Arbeidsanstalten i Assens i Øiesyn. Denne Stiftelse, der først med dette Aars Begyndelse raadte i Kraft, har med en aldeles liden Driftscapital bragt det saavidt med dens Fabrication, at det maa tildrage sig Enhvers Opmærksomhed i høieste Grad, der beseer denne priisværdige Anstalt. Der fabriceres flere Sorter uldne Tøier, Lærred, Dynevaar, Hestedækkener, Flonels Skjorter, uldne Strømper samt Læder- eller saakaldte Trætøfler; der er og nys indrettet tvende Væverstole, hvortil er engageret en duelig Væversvend til den ene og til den anden skal et af Lemmerne (samtliges Antal ere 36) oplæres. Den Orden, Reenlighed og Virksomhed, der finder Sted, er roesværdig. Stiftelsen staaer under Administration af 8 blandt Byens hæderligste Borgere, nemlig Dhrr. Agent Bruun, Capitain v. Kühle, Forligelsescommissair Dreyer, Consul Jacobsen, Brandiinspecteur Schwartz, Kjøbmændene Smith og Hannibal samt Farver Detlefsen, der stedse skifte med at have daglig inspection; ogsaa er ansat en Opsynsmand og Mester, der tillige er Spisemester. Regnskabsføringen og Correspondancen har et af Medlemmerne, Hr. Consul Jacobsen, med megen Opofrelse paataget sig, hvilket saameget mere er et skjønt Træk af Uegennyttighed. Disse hæderlige Bestyrere af Stiftelsen fortjene vistnok det Offentliges Tak herfor.

I November 1836. X...r.

(Kjøbenhavnsposten 23. november 1823)

Fattiggården lå vist i Ramsherregade ved Ramsherred Port, med mindre der var kornmagasin. I hvert fald i 1832 blev den forsynet med en grundmuret facade og indrettet til at modtage fattige familier

Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst paa Runde Taarn, der som bekjendt ogsaa er bygget af Christian den Fjerde, brændte under den hele Høitidelighed hans Navnechiffer med Krone over i Transparent, hvilket tog sig særdeles godt ud, og kunde sees tydeligt over hele Staden. Fra Taarnet aabnedes ogsaa Aftenens Festlighed ved høitidelig Basunlyd, der vedvarede i omtrent 10 Minutter. Den største Deel af store Kanikestræde, samt adskillige tilstødende Bygninger paa store og lille Kjøbmagergade, Kristalgaden og Landemærket vare om Aftenen illuminerede, hvorved Beboerne gave deres Lykønskninger til den berømte Naboebygnings Hædersdag tilkjende. Ogsaa Walkendorphs Collegium i St. Pedersstræde var denne Aften oplyst.

(Aalborg Stifts Adresseavis og Avertissementstidende, 10. juli 1823)

Bryllup i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Om Aftenen blev jeg indbudet til en Skibscapitains Bryllup. Det blev feiret i et stort Gjæstgiverhuus. Det var netop Kl. 9 om Aftenen, da pludselig en Politipatrouille indtraadte i Bryllupssalen, og i en barsk Tone bød de tilstedeværende Gjæster, som netop vile sætte sig til Bords, øjeblikkelig at skilles ad; thi man har i Kjøbenhavn truffet den Indretning, at alle Selskaber, saavel i private som offentlige Huse, skulle ophøre om Sommeren Kl. 10 og om Vinteren Kl. 9. Dog gjør man i Henseende til Bryllupper og andre overordentlige Leiligheder en Undtagelse, naar det bliver tilmeldt Politimesteren, hvilket derimod Verten, der havde travelt med at beværte sine Gjæster, ikke havde gjort til rette Tid. Hele Selskabet blev meget bestyrtet, og vilde allerede forføie sig bort, da Brudens Fader indtraadte og beroligede Selskabet med Politimesterens Tilladelse til at maatte fortsætte Bryllupsfesten. Derpaa posterede en Politibetjent sig, saaledes som det plejer at skee ved slige Leiligheder, ved Gadedøren, for at forebygge al Uorden. Gjæsterne satte sig nu ved Bordet, men bleve strax derpaa atter skrækkede ved en Larm, som opstod udenfor Huset. En Hoben urolige Hoveder - thi den Kjøbenhavnske Pøbel er, uagtet de fortræffelige Politiforanstaltninger, meget gjenstridig - vilde trænge ind i Huset, blot for at begynde Trætte med Politibetjenten. De havde allerede overvældet og mishandlet ham, da en Vægter kom til og lod sin Pibe høre, hvorpaa et stort Antal Vægtere fra de tilstødende Gader ilede til Hjelp. Nu opstod et blodigt Haandgemæng; Urostifterne kom tilkort og bleve, temmelig forslaaede, førte i Arrest, hvor de, for den udøvede Uorden, bleve haardt straffede; thi efter de danske Love bliver Enhver, som modsætter sig Politibetjentene, dømt  til at miste sin høire Haand, hvorfor disse ogsaa bære en Sølvhaand hos sig, hvilken de, i Tilfælde af Modværge, forevise, for derved at tilkjendegive, til hvilket Straf man gjør sig skyldig. Strax efterat Roligheden igjen var tilvejebragt, begyndte paa ny en Ordstrid med nogle Studenter. Paa deres Foregivende, at være indbuden til Bryllup, bleve de indladte af Vægteren. Med en Dristighed, der sætter sig ud over Anstændigheden, traadte de ind i Salen, undskyldte deres Paatrængenhed, og erklærede, at de ikke vare komne for at forstyrre Roligheden, men blot for at forøge Selskabets Fornøjelse ved deres Nærværelse, hvorpaa de, uden videre Omstændigheder, og uden at vente paa Svar, toge Deel i Maaltidet. Jeg troer at Selskabet var dem meget forbunden, da de ved deres vittige Indfald og gode Lune bortfjernede den før herskende stive Tone. I Forbigaaende maa jeg gjøre den Bemærkning, at de Kjøbenhavnske Studenter nyde mange Forrettigheder og Friheder, fordi deres Forgjængere have erhvervet sig en stor Fortjeneste ved flere Beleiringer, som Staden har udholdt, hvorfor de ogsaa ere meget anseete af Borgerskabet."

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn 20. april 1822. Citat fra: Richters "Reisen zu Wasser und zu Lande in den Jahren 1805-1817" (1821)